Når vi glemmer, at vi bad…

Jeg ved ikke, om I har prøvet det. Men jeg har prøvet det mange gange. Rigtig mange gange. Og i sagens natur, flere gange end jeg selv vidste.
Og jeg vil gerne lige henvende en kommentar til Gud i den anledning.
– Undskyld Gud – og TAK med tilbagevirkende kraft.
For sagen er jo, at Gud er trofast, men det gælder ikke altid for os. Heldigvis er det ikke nogen hindring for ham og hans godhed. Men lad os komme til sagen.

Da vi boede i Hillerød et par måneder tilbage, rejste jeg af og til med tog den lange tur til redaktionen i Christiansfeld. Og for at komme med toget måtte jeg først med bussen.
Så en frysende kold februarmorgen klokken syv, stod jeg ved Ullerød Brugs og ventede på den gule bus. Jeg stod ikke alene, vi var tre og jeg havde ganske god tid, så det skulle ikke være noget problem at nå toget i rette tid til, at jeg kunne bruge min orangebillet.
Der var bare et lille problem. Bussen kom ikke. Og snart var den fem minutter forsinket, og panikken begyndte at snige sig ind. Problemet var, at jeg ikke anede, om den kom lige om to, fire eller fem minutter, eller om den slet ikke kom, så jeg skulle finde en anden løsning. Og i min busnød sendte jeg en hurtig bøn op Gud, som jeg så tit gør, når det hele virker lidt uoverskueligt:
– Vil du ikke godt hjælpe mig med at finde ud af, om jeg skal vente her, eller om jeg skal finde en anden måde at komme til stationen på?
Cirka 30 sekunder senere havde jeg glemt alt om den bøn. En mand kom gående forbi busstoppestedet, stoppede op, vendte sig til os og sagde:
– Har I ikke hørt, at buschaufførerne strejker i dag?

Nej, det havde vi jo så ikke…. Hurtigt videre til næste mulighed, og da jeg heldigvis havde rigelig tid, nåede jeg toget og kom godt frem til Christiansfeld.
Først flere timer efter, da jeg genfortalte historien, gik det op for mig, at jeg havde fået et rimeligt effektivt bønnesvar.
– Tak Gud – for endnu et hverdagsbønnesvar – du er fantastisk!