Vibeke vil hjælpe de gamle

Vibeke Gottlieb Ehlert fik et syn om ensomme ældre og har i dag sammen med sin mand startet hjemmehjælperfirmaet Værdig Pleje.- Gud skal have æren for hele baduljen, konstaterer Vibeke Gottlieb Ehlert med en kop kaffe i hånden og et stort skævt smil på ansigten.
Hun sidder ved siden af sin mand Henrik, som også er medejer af firmaet ”Værdig Pleje”, et hjemmehjælpsfirma i Nordsjælland og Københavnsområdet. Henrik og Vibeke Ehlert er først i fyrrerne og har fem børn. De bor på en stor gård, som de netop har købt.

Vibeke voksede op i et godt kristent hjem i København og havde en dejlig og social barndom. Allerede som 16-årig begyndte hun at arbejde i ældresektoren, hvor hun var rengøringsassistent på et plejehjem. Da hun var 18 blev hun mor og blev gift og skilt igen fra barnets far.
– Den tid var meget hård at gå igennem. Jeg blev rigtig smadret i processen, og det har taget mange år at komme videre. Det var ikke det, at jeg fik et barn. Jeg har aldrig tænkt ”Øv” over det. Det gjorde bare, at det var min lille pige og mig, der holdt sammen i mange år, indtil jeg mødte Henrik, forklarer Vibeke. Et par år efter hun havde fået sin datter, var hun tilbage i arbejdet på plejehjem. Men nu arbejdede hun som plejehjemsmedhjælper. Allerede her blev drømmen om en dag at få sit eget plejehjem skabt.
– Jeg elskede at arbejde der. Jeg elskede de gamle mennesker, og kunne bare mærke, at de havde lige så inderlige og dybe behov for omsorg, som alle vi andre har, forklarer Vibeke. Efter hun blev gift med Henrik blev der føjet fire drenge til børneflokken, og arbejdet i ældresektoren blev lagt på hylden til fordel for mere tid med børnene.

Men da den yngste var fem, vendte hun tilbage til sit hjertebarn igen.
– Jeg har nok aldrig haft så stor tro på mig selv, og at jeg rent faktisk kunne gøre det, jeg drømte om. Jeg har bare drømt det og tænkt det, forklarer Vibeke, som fik job i den private hjemmepleje. Hun elskede jobbet, fordi hun elsker de gamle, men der var mange ting, som ikke fungerede i det firma.
– Der var bare ikke nok hjerte i det, og jeg var tit ked af det, når jeg gik hjem, over ensomme gamle mennesker, som sad hjemme i deres stue og var fanget af systemet, husker Vibeke.
En dag stod hun i en elevator i Charlottenlund og havde en særlig oplevelse.
– Jeg stod og bad for de her ældre mennesker. Jeg havde sådan en smerte i mit hjerte over dem, og pludselig var det som om, jeg så et syn. Jeg så en masse ældre mennesker, som sad alene i deres stuer og så fjernsyn, og jeg følte, at Gud sagde: ”Der er en høst, som ikke bliver høstet,” husker hun og fortsætter:
– Der er mange folk, der rejser til fjerne egne eller til slummen for at være missionærer, men hvem ser de ældre mennesker, som er opvokset med salmesang og morgenbøn? spørger Vibeke. For hende betyder denne kaldsoplevelse ikke, at hun prædiker for de ældre mennesker.
– En ven sagde engang til mig: ”Gå ud og prædik evangeliet, brug ord om nødvendigt! Og den tanke sidder bare fast i mig. Jeg fortæller ikke de ældre alt muligt, med mindre de spørger, men mine handlinger taler, forklarer Vibeke.

– Jeg fortsatte i det her elendige hjemmehjælperfirma og tanken: ”Det her må jeg kunne gøre bedre”, voksede sig bare stærkere i mig, fortæller Vibeke, som delte sine tanker med Henrik.
– Hvis det ikke havde været for ham, havde jeg aldrig gjort det, udtaler hun.
Næste skridt i processen blev at være føl i et godt hjemmehjælpfirma i Nordsjælland.
Her sugede Vibeke viden til sig, før hun begyndte at samle fagligt stærke mennesker fra sit netværk omkring sig. Endelig blev det tid til at søge den første kommune, og ansøgningen gik igennem. Fire måneder senere stod Vibeke og Henriks firma, som blev døbt ”Værdig Pleje”, med sin første bruger.
– Det har været en vild rejse.Jeg føler, at det er som et stort bjerg, som Gud har hakket langsomt i stykker, konstaterer hun.

Siden da er der blevet ansat fem i firmaet, og de betjener 20 borgere, men Vibeke har selvfølgelig stadig ”fingrene i jorden”.
– Det bliver jeg ved med. Jeg kan slet ikke undvære det. Jeg elsker at bruge en halv time ekstra hos en borger, hvis det er det, der skal til, forklarer Vibeke, som også i det daglige arbejder tæt sammen med sin mand om virksomheden.
– Jeg er gift med en mand, der arbejder på min drøm. Han har sagt sit job op for at hjælpe mig, og dermed har han en stor part i, at det her er sket, forklarer Vibeke. De har fordelt opgaverne i virksomheden imellem sig.
– Jeg er den altfavnende type og følelsessiden i virksomheden. Jeg er vist sådan en, der bare elsker alle mennesker. Henrik har begge ben på jorden og har styr på alt det praktiske. Jeg synes, det er dejligt at arbejde sammen om, og at vi er gode til at supplere hinanden, fortæller hun.
Vibeke får det til at lyde let, men sådan er det ikke nødvendigvis.
– Selvom det kan lade sig gøre for os, er det ikke sikkert, at naboen kunne gøre det samme. Jeg synes, at administrationen er udfordrende. Jeg ville hellere bare tørre en tåre eller hygge med fru Jensen, forklarer hun. Der er også andre ting, som udfordrer Vibeke.
– Noget af det sværeste er at reproducere sig selv. Hvis jeg er et sted, og er der 100 procent, kan fem minutter føles som en halv time. Men det er ikke alle mennesker, som kan finde ud af dét. Så hvis jeg ansætter folk, som ikke helt har den x-faktor, så er det en del af aftalen, at jeg træner dem i det.

Vibeke ansætter ikke kun kristne, hun kigger mere efter hjertet hos den ansatte. Og det finder hun mange forskellige steder.
– I det offentlige er der også mange ansatte, som prøver at gøre det, vi gør, men ofte kommer stress, tidsmangel og trussel om fyringer i vejen for deres indsats.
Hun har kommunalt ansatte i kø til job i hendes firma. Ja, endda kontoransatte fra kommunen har bedt om at blive kontaktet, hvis Vibeke en dag grundlægger et plejehjem.
Og det gør hun jo nok.
– Jeg har forandret mig undervejs i processen. Så jeg nu har det sådan, at intet er umuligt, og at hele verden ligger åben!
Vibeke og Henrik har allerede købt gården, som kan blive det fremtidige plejehjem. Der er bare brug for lidt ombygning og for, at alle formaliteterne falder på plads, for de har allerede 18 værelser og 12 toiletter.
– Jeg synes, at plejehjem er et forkert ord. Det burde hedde alderdomshjem, og det skal være et sted, hvor man kan få den allerfedeste sidste tid, og som kan forlænge livet, siger Vibeke, som har talt sig rigtig varm og slutter:
– Der skal holdes jul, og 90 års fødselsdag, og der skal være høns, og de gamle skal selv bestemme, hvad vi skal have at spise!