Et juleevangelie – anno 2011

Læs fjerde afsnit, hvor Josef og Maria endelig kommer til Berlin, men der ikke er plads!Den højgravide Maria er sammen med Josef på vej til folketællingen i Tyskland, da Maria i en toiletkø begynder at tænke tilbage på de oplevelser, som førte til, at hun idag er gravid. En engel fortalte hende, at hun skulle føde Jesus. En historie, som hendes kæreste, Josef, havde lidt problemer med at sluge. Så får han en drøm. Han er dog i tvivl, om han kan tro på drømmen…
I samme nu bippede der en besked ind, den var fra Maria. Hun forklarede, at hun godt forstod, hvis han ikke troede på hende, men at hun håbede, han ville gøre det på et tidspunkt, for hun ville komme til at savne ham meget. Hun håbede snart at høre fra ham.
Det var lige det, Josef manglede. Nu var han helt sikker på, at det var rigtigt, hvordan kunne han da nogen sinde have troet, at Maria ville lyve for ham? Han var rystet over, at han havde troet det, bare det nu ikke var for sent at fortælle hende, at han godt troede på det. Det var meningen at de skulle være forældre til Guds barn, og det havde han næsten ødelagt. Det var jo forfærdeligt!
Efter en lang arbejdsdag gik Josef ind og lavede en god kop kaffe, og så tog han mobilen og ringede til Maria. Der gik ikke lang tid, førend hun tog den. Hun lød meget glad for, at han ringede. De fik sig en meget lang snak, hvor Josef først fortalte, hvad han havde drømt, og så undskyldte han mange gange. De snakkede i 2½ time, før de lagde på og aftalte, at sidst på sommeren skulle Maria komme til Nordjylland og bo hos ham. Nu var Josef glad, for så havde alting jo løst sig.

Tilbage i køen

Endelig var det Marias tur til at komme på toilettet, hun havde heller ikke ventet særlig længe. Hun havde helt glemt tid og sted, mens hun havde stået og tænkt tilbage på de tidligere måneder. Hun måtte hellere skynde sig tilbage til bilen igen, for Josef var nok vågen og sulten. De havde også en lang dag foran sig, som de ikke måtte spilde. Da Maria endelig kom tilbage til bilen, var Josef vågen og klar til at køre.
Efter mange lange dage i kø på motorvejen nåede de endelig frem til grænsen.
Dér var Tyskland, lige foran dem! Nu var der kun få timer tilbage til, at de var i Berlin. Formanden for EU var efterhånden ved at være noget utålmodig. Han syntes, at det gik alt for langsomt for folk, hvad tog dog alt den tid? Josef rystede på hovedet, da de for 4. gang den dag hørte ham brokke sig i radioen.
– Han har vist ikke for mange brikker at flytte med, siden han ikke kan regne ud, at sådan en folketælling vil tage flere måneder, sagde Josef grinende til Maria. Hun kunne kun give ham ret, og sammen lo de af denne gammeldags tællemåde.
Endelig! Der var skiltet, de havde ventet på, BERLIN stod der. Maria gav et lille jubelskrig, hvor var det dejligt endelig at være fremme, de mange dage i bil havde været helt forfærdelige.
Køen fortsatte, som den havde gjort hele ugen, nu rokkede de sig bare ikke ud af stedet. Alle folk ledte jo efter et sted at sove, så det var svært at komme nogen steder. Rundt om i gaderne vrimlede det med folk.
Nu var det næsten sjovt at køre, det her var noget helt andet end de mange lange dage på motorvejen, hvor man blot kunne sidde og kigge ind i de andres biler og kigge på skrigende unger, gøende hunde og proppede sæder…

Der var ikke plads…

Endelig var det deres tur til at stige ud af bilen og finde et sted at sove, det var Maria glad for, for nu havde de sovet mange nætter i bilen, og der sov man ikke særlig godt. De stoppede ved et stort hotel, hvor der stod ’Queens Park Hotel’, det så fint og godt ud, så der kunne de nok godt få en seng. Men ak, hotelreceptionisten sagde, at de allerede havde afvist over 50 familier pga. manglende plads. Skuffede gik de tilbage til bilen og kørte videre til det næste hotel, og det næste igen, og igen. Men alle steder fik de den samme besked. Alt var optaget, og på grund af brandmyndighederne måtte de ikke lukke flere folk ind på værelserne, end der var senge til.
Nu var Josef ved at være godt sur. Maria var begyndt at får veer, fordi hun skulle føde, hvad i alverden skulle de nu stille op? De stod midt i Berlin, uden et hotelværelse, uden et dansk sygehus og uden noget som helst. De satte sig ind i bilen og kørte videre, eller de prøvede i hvert fald, for køen var stadig meget lang…

Ambulancejagt

Ingen rokkede sig ud af stedet, men Josef og Maria havde jo travlt. Josef ville ikke risikere, at Maria fødte deres lille baby inde i en bil, han måtte finde på noget, og det skulle være i en fart! Da var det, at han kiggede op og fik øje på et skilt, hvor der stod ’Krankenhaus’, som betyder sygehus på tysk. Dér måtte de hen, og det kunne ikke gå hurtigt nok! Han hamrede hornet i bund og blinkede til højre mod afkørslen, men der var stadig ingen, der flyttede sig. Han dyttede og dyttede, til sidst blev han så irriteret, at han gav sig til at råbe.
Maria prøvede at tysse på ham, men det hjalp ikke. Han vendte sig bare om mod hende og sagde:
– Bare rolig Maria, vi skal nok klare det! Jeg skal bare lige have den her flok paphatte til at flytte sig! Så dyttede han videre og gassede op, men lige lidt hjalp det. Maria prøvede at lade være med at klynke, men det gjorde så ondt i hendes mave, og hun var virkelig nervøs for, at de ikke skulle nå at komme til en ordentlig seng, før hun skulle føde.
Josef var lige ved at eksplodere, da han hørte en lyd og fik en genial idé, det var lyden af en sirene på en ambulance. Ambulancen måtte jo forbi dem, før den kunne komme til sygehuset, ergo kunne han jo bare race efter den og håbe på, at ingen kom i vejen for ham – og det var lige, hvad han gjorde.
Af sted i fuld gik det efter ambulancen, det var svært at følge med, men Josef var en erfaren chauffør og klarede det meget fint. Langt om længe var de fremme, men desværre var de vist ikke de eneste, der havde brug for hospitalet. Er du tosset i fuglekassen, der var mange biler!…

Heller ingen plads…

Nåh, skidt pyt med alle bilerne. Josef kørte helt op til hoveddøren, sprang ud af bilen, fór om til Marias dør og hjalp hende forsigtigt ud.
Sammen gik de ind på hospitalet, og efter meget besvær fik de fundet frem til det skilt, hvor der stod ’Entbindungsstation’, hvilket efter signde skulle betyde fødeafdeling. De fik fat i en sygeplejerske og prøvede på en blanding af dansk, engelsk og tysk at få hende forklaret, hvad der var galt.
– We don’t have enough room for you, sagde hun blot, og så gik hun. Der stod Josef med en fødende Maria, og ingen ville have dem.
Så traskede han hen til endnu en sygeplejerske og forklarede, hvad han ønskede. Hun rystede også bare på hovedet og sagde, at de ikke havde mere plads. Dét var for meget for Josef! Han pegede over på Maria, der sad og græd på stolen, hun kunne ikke se, hvad han sagde. Men på hans ansigtsudtryk kunne hun se, at han var meget sur og ikke ville acceptere et nej.
Sygeplejersken så fortvivlet ud, hun fægtede med armene og forklarede et eller andet. Josef nikkede og gik hen til Maria.
– Jeg har virkelig prøvet at få en seng til dig, men de har ingen ledige pladser her. Men hun sagde, at der stod en gammel senge nede i vaskerummet, som vi kunne bruge. Desværre er der ingen læge til at hjælpe dig.
Han sendte et skævt smil til Maria, tog hendes arm og hjalp hende op…