Kærlighedens død, Jordens undergang

Der er ingen tvivl om, at Lars von Trier er en af de mest originale og kontroversielle filmskabere, hvilket han beviser med hver ny film, han laver – senest Melancholia.
Til tonerne fra forspillet til Richard Wagners musikdrama Tristan og Isolde vises i en slags forspil til filmen sekvenser fra den – i slowmotion – sekvenser, der slutter med at planeten Melancholia brager ind i Jorden, og alt bliver sort.
Det er forspillet til dramaet om den umulige kærlighed, der – fordi den er umulig – kun har en udvej: døden. Historien i filmen starter med en stor bryllupsfest, men allerede på bryllupsnatten viser det sig, at kærligheden forsvinder – og derefter begynder en undergangsstemning langsomt at brede sig i filmen og forplante sig også til den, der ser den.
Det kan godt ske, at filmen er smuk, men den er også så fyldt af smerte, at det næsten ikke er til at bære – og det skyldes ikke kun bevidstheden om, at det hele snart er slut. Her bliver livet, som det (også) leves, skåret helt ind til benet – der hvor spørgsmålet lyder: Er det virkelig alt?
Niels Jørgen Vase

Melancholia (DVD) • 136 min.