Kirkemusiker fornyer danske salmer
Mange gode salmer bliver aldrig sunget, fordi der er noget galt med melodien.
Det ønskede kirkemusiker og komponist Poul Raaby at gøre noget ved.
– Det mest oplagte er at sætte nogle mere “nutidige” melodier på mange af salmerne i den nuværende salmebog, siger Poul Raaby.
– Jeg skrev 100 nye melodier, fordi de gamle var for svære og kedelige. Som kirkemusiker blev jeg træt af alt for mange søndage med kedelige eller svært sangbare melodier.
Det anslåes, at selv trofaste kirkegængere måske kun kender 100 ud af salmebogens 791 salmer. Foreløbig er 54 af Raabys nye melodier udgivet i nodebogen “Supplement til Koralbog”, der udkom i 2010.
Raaby har netop været månedens gæst på Netkirken.dk. Netkirken blev dannet i 2001 og er et samarbejde mellem fri- og folkekirker. På hjemmesiden kan man læse mere om Raabys salmeprojekt.