100 år efter Titanics forlis
Skibet, der var større og mere prangende end alle andre, og som ikke kunne synke, er blevet symbolet på menneskeligt hovmod.Den 14. april 1912 stødte luksuslineren Titannic ind i et isbjerg i Nordatlanten. Isbjerget rev en næsten 100 meter lang flænge i skibet, og 2½ time senere sank det skib, man hævdede ikke kunne synke. Af de 2.224 mennesker om bord, omkom de 1513, mens kun 711 blev reddet.
Katastrofen rystede verden, Ingen havde troet, at dette skib, der var bygget af prestigemæssige hensyn, kunne forsvinde i havets dyb.
Det var udstyret mad alt det, som kunne tilfredsstille menneskelig forfængelighed og stolthed og i enhver henseende så overdådigt indrettet, så det var helt ufatteligt. Skibet var det hidtil største på 46.000 ton, og det var 300 meter langt og ca. 30 m bredt. Der var ofret millioner på den indre udsmykning af kahytter og saloner.
Det skulle visere skibet, der ikke kunne synke. Man havde inddelt skibets dobbeltbund i 16 vandtætte rum, og det ville kunne flyde selv om fire af disse var fyldt med vand. Ved en eventuel ulykke regnede man det for utænkeligt, at der kom vand i det femte rum, Såfremt det skete, ville skibet være dødsdømt Og så var det lige det, der skete.
Datiden blev rystet over, at 1.513 mennesker omkom. Det var den hidtil største skibsulykke.
– Hvorfor havde forfængelighedens stræben kun anbragt 16 redningsbåde til pynt, når der i en krisesituation var brug for det dobbelte? Svaret må vel findes i forfængelighedens væsen? Når dét står ved roret, forsvinder al realisme. Skibet kunne jo ikke synke! Derfor blev ismeldingerne fra de foransejlende skibe heller ikke taget alvorligt. Den ene ismelding efter den anden blev afvist; man havde alt for travlt med andre gøremål. Seks gange blev man advaret og kunne være standset, men man skulle helst nå New York på den korteste tid. Verdens største skib skulle præstere overfarten hurtigere end noget andet. Det var sagen. Det var æren, der stod på spil.
På mange måder afspejler Titank tragedien livet selv. Den er blevet et symbol på vor tid. Vi er også om bord i et skib. Pomp og pragt har vi indenbords. Materialismen har vi taget med os, mens vi sejler derudad, og netop i vor båd er der fred og ingen fare, påstår vi.
Ingen skal betvivle vort livsskib og vor kurs. Trods mange advarsler, sejler vl videre og lader den afstukne kurs forblive uændret. Vi morer os og kaster sorgerne over bord og har slet ikke tanke for, at rejsen pludselig kan blive afbrudt. Ja, vi indretter vor tilværelse, som om livet fortsatte i 1.000 år.
Men livet er en farlig sejlads. Hvis vi ikke i tide opdager det og lader Guds bud dirigere vor kurs, da ender det uvægerligt med forlis. Mennesket fortabes, skønt frelse var livets hensigt.
