Rettidig omhu?
Nogle vælger at sætte deres nærmeste relationer over styr på grund af penge. Andre investerer i Guds Rige med rettidig omhu.Man ser det for sig: Han har slidt igennem et langt liv i sin virksomhed. Det er gået godt, og han er økonomisk sikret mange år frem.
Tonny Jacobsen
Præst i pinsekirken i Vejle
og formand for Frikirkenet
Det er tid til at gå på pension. Golfkøllerne er allerede pakkede. Nu skal han til at nyde det. Nyde frugten af sit hårde arbejde.
Han har også bestilt en all-inclusive ferie til sig selv og konen, samt børn, svigerbørn og sågar børnebørn til Thailand til vinter.
Han skal virkelig gi den gas, når han skal fejre sin 65 års fødselsdag.
Livet venter. Han er på toppen af verden, en succes.
Men natten inden det søde pensionistliv begynder, bliver der vendt op og ned på alting. Gud bryder ind i hans liv. Et liv, hvor Gud mildt sagt ikke har fyldt så meget:
Du er en tåbe! I nat skal du dø! Hvem skal så have alt det, du har skrabet sammen?, spørger Gud.
Nogenlunde sådan kunne en nutidig version af Jesu historie om den rige mand lyde.
Og Jesus afslutter med ordene: Sådan går det den, der kun tænker på at samle sig rigdomme på jorden uden at kende rigdommen fra Gud.
Afsnittet findes i Lukas-evangeliet kapitel 12 vers 13-21.
Vi skal ikke forstå Jesus så bogstaveligt, at alle rige, der ikke har kendt rigdommen fra Gud, dør, inden de kan nå at forbruge deres rigdom.
Men der er ingen tvivl om, at han peger på et bedrag, der ligger indbygget i rigdommen. Den lover, hvad den ikke holder.
Den, der investerer sit liv i at blive rig på bekostning af sin relation til Gud, ender med at være en tåbe.
For rigdommen giver ham ikke, hvad den lover – liv med stort L. Og han mister oven i købet det i farten, som virkelig betyder noget rigdommen i Gud.
Hvad vil det sige at være rig i Gud? Jesus fortæller historien til en mand, som lå i strid med sin bror om arven efter deres far. Et menneske, som tydeligvis var i færd med at sætte en af sine nærmeste relationer over styr for at få nogle penge, som han mente, han havde ret til.
Jesus afviser at hjælpe ham, og hans videre kommentar tyder på, at manden var grisk.
At være rig i Gud står i modsætning til at sætte sine relationer over styr for penges skyld.
Den, der er rig i Gud, vægter relationer over penge.
Jesus fortsætter med at tale om et liv i tillid til Guds omsorg og slutter af med at sige:
– Sælg, hvad I har, og giv pengene til dem, der er i nød. Skaf jer rigdomme i himmelen, der aldrig mister deres værdi, for dér bliver der hverken stjålet eller ødelagt noget.
Hvor jeres rigdomme er, vil også jeres tanker være (Luk. 12:33-34).
Den, der er rig i Gud, bruger altså sin rigdom til at give til dem, der er i nød. Og derved investerer hun sin rigdom i noget varigt mennesker.
Og i processen hjælper hun sig selv. Når hun veksler sine penge ind i den himmelske bank, behøver hun hverken bekymre sig om valutakrise, aktiekurser eller naturkatastrofer.
Gud bliver aldrig nogen noget skyldig. Og hun hjælper desuden sig selv til at have sit sind rettet mod Guds Rige. For det er midt iblandt os nu og vil bryde helt frem i den kommende verden.
Vi lever i et samfund, der skraber sammen for at sikre sig. Ligesom den rige mand i Jesu historie.
Et samfund, der mister Gud og sin egen sjæl i jagten på rigdom, fornøjelse og økonomisk velstand. Et samfund, der på mange måder sætter penge over relationer.
Jesus udfordrer dig til at gå mod strømmen og bruge af din rigdom til at investere i dem, der er i nød.
Han udfordrer dig til at sætte relationer over penge og til at samle dig skatte i himmelen.
Til at udvise rettidig omhu med det, der virkelig betyder noget.