Israel krænker ikke de grundlæggende rettigheder!

Af Diakon Eskild Særkjær
I Udfordringen 9/8 hævder Uffe Gjerding [UG], Folkekirkens Nødhjælps regionalkoordinator for Mellemøsten, at organisationen er upolitisk, men bliver nødt til at tage palæstinensernes parti, fordi Israel systematisk krænker palæstinensernes rettigheder og alle globale spilleregler.

På dette grundlag skriver UG fx følgende: “Vi anfægter således på ingen måde Israels ret til sikkerhed, men må konstatere, at den måde, denne ret forsøges opretholdt på, krænker andres grundlæggende rettigheder til mad, vand og frihed”.
Det er en påstand, som er grebet ud af den blå luft, og selvom den gentages igen og igen, så bliver den ikke mere sandfærdig af den grund.
Mange organisationer har fx været inde i Gaza og Vestbredden og har kunnet konstatere, at der hverken er mangel på mad eller vand i disse områder. Israel overholder nemlig sine forpligtelser. At indikere, at Israel er skyld i, at 44% af palæstinenserne i de besatte områder er afhængige af at modtage hjælp udefra, som UG gør, er simpelthen noget vrøvl.
Problemet skyldes derimod primært, at palæstinenserne har gjort sig så afhængige af udefrakommende hjælp, at de ikke kunne få en palæstinensisk stat til at fungere uden.
Et sikkerhedshegn
Hvad så med Vestbredden og Gaza, hvor palæstinenserne iflg. UG ikke kan leve i frihed? Hertil må vi igen sige, at det ikke skyldes Israels politik. Det er påvist, at terrorismen fra Gaza og Vestbredden faldt med 90%, da Israel byggede sikkerhedshegnet, som nogen fejlagtigt kalder muren. Det er forståeligt, at alle, også israelerne, helst har været det foruden, men enhver med lidt sund fornuft kan se, at det var nødvendigt.
UG påstår herefter, at muren er årsag til, at 40% af Vestbredden er gjort utilgængelig for palæstinenserne. Det er også overdrevet. Flere eksperter har udtalt [bl.a. i TV2 21/11 2005], at det drejer sig om ialt 6%. Men er det ikke stadig for meget? Her må vi forstå, at der i princippet intet er aftalt om Vestbreddens fremtidige skæbne i div. resolutioner. Alligevel har israelere som bekendt flere gange forhandlet med palæstinenserne om afgivelse af land for fred, men hver gang har svaret været ‘nej’. De vil nemlig ikke kun have ‘Vestbredden’ og Gaza, men de vil have hele Israel. De vil i øvrigt heller ikke have fred, og så er det ikke let for Israel at forhandle sig til sikre grænser.

I øvrigt er den såkaldte ‘jødiske besættelse af Vestbredden’ heller ikke i strid med folkeretten, som UG hævder. Flere af underskriverne af resolution 242, som blev udarbejdet af FN lige efter 1967-krigen, og som man kan kalde en køreplan for, hvad der skal gøres vedr. de af Israel erobrede områder, har gentagne gange sagt, at ‘kravene om tilbagetrækning fra besatte områder omhandlede primært Sinai-halvøen. De resterende 9%, nemlig Judæa og Samaria [Vestbredden], var ikke medregnet”. Resolution 242 fastslår desuden også, at Israels fremtidige grænser skulle være sikre, hvis og når de ved fredsforhandlinger trækker sig tilbage fra de erobrede områder.
En tilbagevenden til grænserne for 1947 eller 1967 grænser vil aldrig kunne garantere Israel sikre grænser. Derfor er det absurd, at organisationer som Folkekirkens Nødhjælp stadig ikke begriber, at Israel i henhold til international lov har retten på sin side til at forhandle eller ikke-forhandle med fx palæstinenserne om afgivelse af landområder på Vestbredden til gengæld for sikre grænser.