Debat

Billy Graham opfordrede også kristne til at søge sammen i små private ’celler’ – og samtidig ’gå i kirke’.

Johny Noer skriver på sin hjemmeside i en af sine løbende klummer (28.8.12), at ”alle steder i vort land vil nye små husmenigheder skyde frem af den golde jord”.
Hvis dette er sandt, er det kun glædeligt. Det er ofte blevet sagt, at ”de første kristne samledes i hjemmene, og de vil sandsynligvis også komme til at slutte dér”.
I USA, de organiserede kirkers land frem for noget i hele verden, mærker jeg hos gudfrygtige troende en voksende forståelse for ”hjemmefællesskab” som modvægt mod det tomme kirkelige maskineri, uden at der dog er tale om en ligefrem vækkelse i så henseende. Dertil er det religiøse USA for kirkebevidst, og dertil er de veludstyrede hjem generelt for isolerede og for akavede, når det gælder spontan gæstfrihed.
Men allerede Billy Graham indså i sine velmagtsdage behovet, og mens han før pr. rutine opmuntrede de frelsessøgende til at slutte sig til et organiseret, kirkeligt fællesskab, tilskyndede han dem til at søge privat sammen i små ”celler” (som han sagde) til et mere intimt fællesskab omkring Guds ord og bøn uden nødvendigvis som ”gode amerikanere” at afskære sig fra at ”gå i kirke”.
Denne vision har i al beskedenhed også fundet gehør i vort hjem, og jeg er altid specielt interesseret i at høre om andres erfaringer angående ”husmenigheder”. I gamle dage sang vi i Norge en vækkelsessang, hvis omkvæd lød sådan:
Ingen vakre kirker, intet tempel, men i hjemmene, der trængsel var, ingen ritualer, alt var enkelt, men Guds kraft var mægtig åbenbar!
Jørn Nielsen
H.C. Lumbyes Vej 159A
4700 Næstved