– Gud hjalp min far, da han var syg

På sin seneste cd ”Grateful” takker Monique Gud.
Men også familien – ikke mindst sin far, som er dybt
troende og har lært hende om kristendom og tro.- Vi bad og kaldte på Gud. Og det blev hørt! Gud kan og ved alt, konkluderer sangerinden Monique Spartalis.

Sangerinden Monique Spartalis
Foto: Steen Evald

Hun er vokset op med troen, og den fik hun brug for, da hendes far sidste år blev alvorligt syg:
– Han skulle have en ny hjerteklap på Rigshospitalet.
– Da min søster og jeg efter operationen besøgte ham, sov han. Senere på aftenen ringede jeg til hospitalet og fik at vide, at han stadig sov. Jeg ringede også næste morgen. ”Han sover”, lød beskeden igen. Jeg kunne mærke, at der var noget helt galt, så jeg skyndte mig derud.

– Det viste sig, at han var ”helt væk”. Min søster græd voldsomt, men jeg gik i handling. Jeg beordrede nærmest hospitalspersonalet til at gøre noget NU. Der var ingen tid at spilde, og jeg var fuldstændig ligeglad med, hvordan jeg tog mig ud. Det handlede om min elskede far. Han blev hurtigt kørt til CT scanning. Den viste, at han havde fået en blodprop i hjernen som en bivirkning i forbindelse med hjerteoperationen.
– Min søster og jeg bad inderligt til: ”Kære Gud!!!”….vi bad og vi bad og vi bad. Og efter et stykke tid vågnede min far og begyndte at tale usammenhængende og lettere svævende, fortæller Monique.

Sangerinden fik også en anden fornemmelse:
– Der var en sygeplejerske, der havde givet min far et smerteplaster på. Intuitivt følte jeg, at plastret var det rene gift for ham. Jeg insisterede på at få det fjernet – selvom min søster sagde: ”Det kan vi da ikke blande os i”.
Men som Monique forklarer:
– Jeg var i handling… uden følelser og forbehold. Jeg er ambassadør i Hjerteforeningen, og jeg ringede bl.a. til direktøren for Hjerteforeningen for at få gode råd. I pressede situationer reagerer jeg ofte sådan. Jeg går i handling og er meget nøgtern. Følelser og gråd kommer først bagefter. Sådan var det også, da min far tidligere fik kræft, siger hun.
– Det endte med, at min søster og jeg boede på Rigshospitalet i en hel måned på skift. Og selvom min far fik en blodprop i hjernen oveni operationen, er han kommet fint igennem det hele. Han er helt skarp og kvik igen! fortæller den 46-årige sangerinde, der bor i København.

På hendes fars fødselsdag, den 7. maj 2012, udkom cd’en ”Grateful” – som bærer præg af hendes taknemmelighed.
– Albummet er én stor tak – for alt det, jeg har modtaget. Fra Gud, fra min familie og alle de mennesker, jeg har mødt hidtil, siger hun.
På cd-omslaget takker hun Gud – og synger om aspekter af troens virkelighed i sangen ”Glow”. Der er også et lidt melankolsk nummer: ”You´ve given me”, skrevet til hendes mor, Bente, ”som har givet mig livet”.
– Nummeret ”Grateful” er en takkesang til min far. Han er et meget åbent menneske. Det tror jeg, jeg har arvet fra ham.

Monique har været på en lang åndelig rejse. Den startede, da hun som 14-årig – til sin fars store skuffelse – sagde fra over for firmelsen, den katolske konfirmation. Hun ville finde sin egen vej.
– Men jeg tror på Gud, Jesus og det evige liv. Jeg er kristen, og jeg er glad for alt det, min far har lært mig om tro, siger Monique. Gennem årene har hun haft mange små og store åndelige oplevelser. På rejser og herhjemme. For eksempel i Københavns Frikirke på Frederiksberg.

– For ca. fire år siden sad jeg i Frikirken på Filippavej. Jeg var klædt i gråt tøj. Der var nogle amerikanske mennesker til stede, der kom for at give beskeder (overnaturlige kundskabsord fra Helligånden, red.) til menigheden.
Pludselig var der en af dem, der sagde: ”To the lady in grey” – jeg kiggede mig omkring og fandt ud af, at de mente mig.
Det var mit første besøg i kirken, og ikke i min vildeste fantasi havde jeg troet, at der var en besked til mig. De andre, der kom fast i menigheden, har måske tænkt: ”Nu er vi kommet her i kirken så længe, hvorfor lige hende?”
”Du vil komme til at tale i regeringer for politikere – og virke mere uden for kirken end i den”, lød beskeden. Og jeg kom faktisk til at tale om velgørenhed i det engelske overhus, House Of Lords, beretter hun.

Hendes far, Dimitri, er civilingeniør, og han rejste meget, da hun var barn.
– Nogle gange var jeg bange for ikke at se ham igen. Bange for at miste ham. Det handler jo også om, at man ikke helt ved, hvad der sker, når man dør. Selvom min far talte med mig om døden, allerede mens jeg var barn. Han lærte mig også, at vi ikke kan tage noget med i himlen: At det er her og nu, vi skal tage imod og give alt det gode. Og han lærte mig, at Guds veje er uransagelige, siger hun.
Dimitri er i kraft af sin urokkelige tro helt tryg ved fremtiden og døden.
– Min far siger ”Det, jeg er mest ked af, er, at du bliver ked af det”. Vi har allerede sagt farvel for en sikkerheds skyld, forklarer Monique.
Så behøver hun ikke være bange for ikke at få sagt farvel.
– Som barn gik jeg i kirke hver søndag. Vi bad også aften- og bordbøn. Da jeg var otte år fik jeg min første kommunion (nadver, red.).
– I 1985 blev mine forældre separeret. De har siden boet hver for sig, men er stadig venner, fortæller sangerinden, der voksede op i Ballerup og som barn kom i Vor Frue Kirke i Herlev.
– Da jeg var 14 år, var det tid til firmelse – den katolske konfirmation. Min far havde fra jeg var helt lille fortalt om skabelsen og Jomfru Maria. Han holdt sig helt til Biblen. Alle i min familie er katolikker, men jeg var begyndt at sætte spørgsmålstegn ved alting. Som den første besluttede jeg, at jeg ikke ville konfirmeres. For jeg kunne ikke stå inde for alt det, der stod i Bibelen, som min far tog helt bogstaveligt. Jeg var reflekterende, nysgerrig, og det passede ikke til mig. Min far blev ked af det, men måtte acceptere det, forklarer hun.
Ikke desto mindre er hun rigtig glad for at være vokset op i en katolsk familie.
– Jeg takker min far for, at han har givet mig kendskab til religion, kærlighed og næstekærlighed. Tro og mission er så vigtigt… at gå ud over sig selv, altid rumme andre – uanset hvem de er. Og rumme det, der giver dem tryghed.
Kærlighed er det største. Det er hinsides liv. Evighed. Det er Gud i mig.
For mig handler livet om at give. Jeg vil gerne være synlig, så jeg kan give det, jeg skal. Give kærlighed. Ofte spørger jeg mig selv: Hvordan kan jeg være med til at gøre verden bedre? Nogle gange kan det at lytte og rumme gøre en forskel i andres liv. Har man fået gaver, så skal de bruges! understreger hun.

Da Monique blev færdig med gymnasiet, havde hun rengøringsjob i tre år for at spare sammen til at flytte til Israel.
– Jeg anede ikke hvorfor, jeg ville til Israel. Men det var dér, min dannelsesrejse for alvor tog fart – da jeg som 19-årig oplevede alle de hellige steder, gik Jesu lidelsesvej, så byen, hvor han blev født, og hvor han blev korsfæstet. Det påvirkede mig kraftigt.
– Jeg besluttede mig for at finde ud af, hvordan verdensreligionerne er. Jeg studerede og blev lærer i religion – og var også tæt på buddhisme, nirvana og reinkarnation.

– Jeg har altid været sandhedssøgende. Allerede som lille spurgte jeg ind til tingene. Jeg var super-nysgerrig. Det er jeg stadig. Jeg søger, leder, må finde ud af.
Dét at jeg tror på Gud, Jesus og det evige liv gør en forskel i mit liv. Tro giver fred.
Jeg misunder dem, der aldrig tvivler.
Min far tvivler aldrig. Han er utrolig stærk i troen. Han siger altid:
”Bed til Jesus, bed ham om at komme ind i dit liv, bed ham om hjælp, bare bed, og han vil høre dig”.