Identitetskrisen
Folkekirken har det svært med sin identitet. Der tales ikke kun om krise; spørgsmålet, om Folkekirken er på vej mod dens endeligt, er også blevet rejst. Tre bøger giver hver deres bud på Folkekirken og dens krise – eller muligheder (for at overleve?).
Hvordan har Folkekirken det? Hvad er der blevet af livet i den?
Af Niels Jørgen Vase
Vejle, er cand. phil. i
litteratur, freelancer
og kulturredaktør.
En milepæl – og en grænse – i Folkekirkens historie blev nået i forgangne år, da loven om, at homoseksuelle kan blive viet i kirken, blev vedtaget. Den gjorde kirkeminister Manu Sareen glad, og han kaldte dagen, den 7. juni, historisk. For andre var det en meget trist dag, og mange valgte forståeligt nok at melde sig ud af Folkekirken og gå ind i allerede etablerede valgmenigheder eller oprette nye.
I løbet af 2012 udkom der tre bøger, der på meget forskellig vis forsøger at fortælle noget om, hvordan Folkekirken har det nu. Ingen af dem har som direkte anledning den nævnte famøse lov, men det ligger unægteligt i baghovedet på læseren.
Den sekulære, liberale og historisk-kritiske universitetsteologi anerkender ikke Bibelen i sin helhed som Guds ord, men kun som menneskeord, der skal behandles som sådan, og man docerer da tomme ord og tro uden liv. Teologien har sat så meget præg på livet i kirken, at det må have kunstigt åndedræt for ikke helt at forsvinde. Dette kunstige åndedræt kan bestå i aktiviteter, der ikke har så meget med sagen at gøre, men snarere giver associationer til billedet af katten, der cirkler omkring den varme grød.
Konsekvensen af den sekulære universitetsteologi er, at kirken er blevet fodret med tjenere, der i deres egne hoveder er så kloge, at de føler sig næsten lige så kloge som Gud, ja måske endda klogere. Et eksempel er ovennævnte sag om kirkelig vielse af homoseksuelle: Selv om seksuelle forhold mellem to af samme køn får det glatte lag i såvel Gammel som Ny Testamente, mener disse teologer tilsyneladende, at Gud da ikke kan mene det, og da slet ikke i vores moderne oplyste tid.
Der er så mange hoveder, der vil gøre sig kloge på Gud, at kirken i en personificeret udgave er blevet til et mangehovedet monster. Af disse hoveder er de yderligtgående dem, der har reduceret Gud til en projektion af deres egen indbildte storhed, Jesus til en morallærer eller digter (og ikke andet) og Kristi genkomst, kødets opstandelse og det evige liv til det rene nonsens. Det er italesættelser for galleriet. Ord der tømmes for betydning. Og deraf følger, at troen mere og mere tappes for liv.
De kloge teologer er langt fra sandheden: at Gud har skabt alt, at intet er umuligt for ham (måske lige bortset fra at bøje menneskets vilje, eftersom han ikke har skabt mennesker som marionetter), og at han langtfra kan begribes af den menneskelige forstand; at Jesus er verdens frelser (og den eneste), og at alt er skabt og opretholdes ved ham – her er der faktisk ikke plads til godt gået mand -rygklappere, men kun til ærefrygt. Og det er fra ham, vi får opfordringen til at være efterfølgere, til at være verdens lys og jordens salt, til at være sædemænd – og til (at lære den tilsyneladende vanskelige kunst) at være i verden, men ikke af verden.
I modsætning til, hvad de fleste universitetsteologer og et flertal af de præster, der tegner Folkekirken, end mener, må Jesus Kristus være kirkens hoved (og det eneste hoved).
Hvad skal man så mene om det altsammen? Og hvordan kan man være ligeglad?
Det billede, den tidligere sognepræst Børge Lyndelse giver i sin stærkt kristiske bog Nej – hør nu lige her!, er næsten så negativt, som det kan blive. Folkekirken er et hus, der er kommet i splid med sig selv, og derfor er Gud drevet ud, og mennesket har sat sig i hans sted. Spliden og uddrivelsen skyldes den vildledning og vranglære, der er fremsat af adskillige markante teologer som fx de to, Lyndelse bl.a. nævner: P.G. Lindhardt og Johs. Møllehave. Folkekirken er et eksempel på organiseret svindel og bedrag, skriver han som en slags konklusion.
Man kan vælge at tilslutte sig Lyndelses synspunkt og så spørge, hvordan det kan være anderledes, hvis eller når nu Helligånden, hvis tilstedeværelse er en betingelse for ethvert liv i enhver kirke, mere eller mindre er blevet drevet ud af Folkekirken og blot er blevet til et symbol på fællesskab – og der så er blevet god plads til så mange andre, små og fællesskabsundergravende ånder …!?
Og man kan videre spørge, hvordan det kan være anderledes, hvis eller når forsagelsen er blevet til en tom frase og Djævelen en eventyrfigur?
Men det er ikke alle, der har opgivet Folkekirken. Sognepræsten i Sct. Nikolai Kirke i Aabenraa, Jørgen Jørgensen, er en af dem, der fortsat arbejder ud fra Folkekirkens bekendelsesgrundlag og har haft succes med arrangementer som bibelmaraton, Alpha-kursus og rytmisk gudstjeneste. I sin bog Kirke for folket forsøger han først at tage temperaturen på dele af kirkelivet for dernæst med udgangspunkt i egne erfaringer at opstille et par modeller for frugtbærende kirkeligt arbejde.
Jørgen Jørgensen mener, der er for meget underholdning og for meget forbruger-mentalitet i mange af de kirker, som der stadig er liv i. Folk lokkes (ofte fra andre kirker) med gode tilbud til kirker med diverse aktiviteter: Vi underholder folk med det, de gerne vil have og ynder at høre. Men det holder ikke.
Den ene af modellerne består af tre nok så velkendte cirkler, kristenlivets tre komponenter, som er nødvendige for at det kan lykkes:
Personligt trosliv (andagten i hjemmet)
Kristent fællesskab (kirken, bibelstudiegruppen)
Mission (ikke kun på arbejde, men også og måske især de steder, hvor mennesker hænger ud i deres fritid)
Bevægelsen går fra ens eget sted til stedet, hvor fællesskabet er, og derefter ud i verden.
En af hans pointer undervejs er at få mennesker til at bevæge sig eller vokse frem mod en nøgtern tro, der ikke er baseret på følelser, men som har plads til følelser (min fremhævelse). Der er god grund til at være opmærksom på, ja ligefrem på vagt over for følelsernes betydning for ens tro – eller mangel på samme.
Videre understreger Jørgen Jørgensen Helligåndens helt afgørende betydning for kristentroen og kristenlivet – og for at kunne være til stede som vidner med vores liv og ord der, hvor mennesker er.
Hvor slutter det for sognepræsten? På den nye jord. Derom er jeg ikke i tvivl.
Hvor er mennesker i dag, når det gælder tro?
Når man spørger, får man svar, der ikke er særlig opmuntrende, og som i høj grad vidner om afkristning og kirkelig svigt. Det viser en undersøgelse, som Ina Rosen har foretaget, og resultatet af denne er offentliggjort i bogen Jeg er troende, men ikke religiøs.
Folk siger, de tror, men den tro, de har, er kun en subjektiv og privat følelse af, at der må være noget (min fremhævelse). Og dette noget har intet at gøre med den Gud, der har åbenbaret sig i Bibelen og gennem Jesus Kristus. Nej: Gud bliver skabt i den troendes eget billede. Det er som en overskrift i bogen lyder tro i en jeg-tid: jeg bestemmer selv min tro, enhver tro kan være lige så god som en hvilken som helst anden, og den, jeg har, vedkommer ingen andre – måske ligefrem en slags postmoderne trosbekendelse.
Bidragyderne til bogen har dog ikke opgivet at forsøge at nå mennesker. Det har tydeligvis været Kirkefondets formål med udgivelsen at give kirker nogle redskaber og ideer til, hvordan man kan få mennesker i tale om ikke bare tro, men kristentro. De sidste 50 af bogens 125 sider handler om denne samtale, og her opstilles under overskriften Dialogøvelser i folkekirkelig sammenhæng forskellige metoder (og temaer), man kan gøre brug af.
Der er lagt op til – hårdt – arbejde, men kaldet er fortsat at være verdens lys og jordens salt og så ordet og så overlade resten til Helligånden, for tiden med dens vantro troende må da kunne overbevise de fleste om, at kun Helligånden kan overbevise om tro.
Eller som formuleret i bogen:
Vi skal give rum og mulighed for, at Helligånden kommer over os, og vi skal arbejde med, hvad det betyder for os, at kirkens centrum er Kristus. Kirken skal være kirke med tro og engagement i verden. Vi skal være vendt mod både Gud og verden, for det er den eneste måde, vi kan leve op til kaldet som kirke.
Ina Rosen, Lars Buch Viftrup og Morten Skrubbeltrang:
Jeg er troende,
men ikke religiøs
– folkekirkens udfordring
126 sider 148 kr.
Kirkefondet
Børge Lyndelse:
Jørgen Jørgensen:
Kirke for folket
– fyldt med mennesker
og muligheder
190 sider 149,95 kr.
ProRex
Nej – hør nu lige her!
– Om Folkekirkens krise
sider 75 kr.
Udfordringens Forlag
