Venstre sidebanner eksempel

Mirakelfest!

Det var sidste aften i kampagnen her i Afrika. Per Hyldgaard bad folk gå frem til forbøn, og der kom over 500. Der var slet ikke nok rådgivere, så Per opfordrede alle til at hjælpe til. Jeg begyndte spontant at bede for folk omkring mig.
Der var en fantastisk atmosfære af gudsnærvær. Som om Jesus gik rundt imellem os. To unge mænd blev helbredt på et øjeblik! En kvinde med smerter i hovedet fik det bedre. Jeg var igang med at bede for flere, men nu hev en dame som var tegnsprogs-lærer i mig. Jeg skulle bede for en døvstum! Gisp! Han var ca. 60 år og havde også en stok i hånden.
Jeg bad først for hans ben, og han gav med tegnsprog udtryk for, at det var blevet bedre. Så holdt jeg begge hænder op til hans ører og bad om helbredelse i Jesu navn. Kort efter smilede han og pegede på det ene øre og forklarede, at han nu hørte meget med det øre. Jeg bad igen. Nu kunne han høre på begge ører! Han aflagde derefter vidnesbyrd på scenen. Men det hørte jeg ikke, for imens hev tegnsprog-læreren mig hen til en døvsstum dreng, som åbenbart også kom til at høre. Hver gang smilede alle, og jeg pegede bare op mod himlen og takkede Gud. Mens det skete, tænkte jeg på, at det her var så fantastisk, at folk derhjemme sikkert ikke ville tro på det. Nogen kaldte mig i larmen hen bag scenen, hvor jeg skulle tjekke folk, der var blevet helbredt.
Mens jeg stod her, klappede scenen pludselig sammen med et brag, så Per og tolkene og de mange helbredte pludselig stod nede i samme højde som de ca. 2000 mennesker, som flokkedes om scenen. Da ingen var alvorligt skadet, råbte folk halleluja og amen. Per takkede af og gik. På vej ind i bilen bad Per mig få fat i kampagnelederen Justin.
Jeg løb tilbage men kunne ikke finde ham. Den ihærdige kvindelige lærer for de døvstumme fik igen fat i mig og ville have mig til at bede for flere af hendes elever. Jeg synes ikke, jeg kunne være bekendt at nægte nogen et mirakel, selvom Per og de andre sad og ventede i forvirringen – og bad først for en stum fyr på vel 30 år. Han havde set sin kammerat blive helbredt et par dage før, da Per bad for alle, så nu ville han også helbredes.
Jeg holdt bare fingrene for hans øre og befalede, at hans øre skulle åbne sig. Og det skete. Wow! Jeg stirrede undrende på mine hænder, som Gud udførte det ene mirakel efter det andet imellem. Jeg sagde, at jeg nu var nødt til at løbe. Men en pige på vel 15-20 år hev fat i mig. Jeg kunne ikke sige nej, men heldigvis kom en afrikansk forbeder nu og overtog, så jeg kunne løbe ud til bilen.
Det hele tog vel 5-10 minutter, og jeg fortryder ikke, at jeg lod hædersgæsten vente – for Gud havde forberedt en mirakelfest for de døvstumme!
Tænk, hvis vores ”kirkeliv” var sådan derhjemme.