FOR KVINDER
De skjulte helte

Kirsten Jønsson fra Brønshøj var på vej ud i skoven, da hun pludselig fik brug for hjælp. Heldigvis finders der stadig ægte gentlemen… eller helte.
Apropos rejser ud i den store verden er det forbavsende sjovt at være på eventyr med det uforudsigelige.
Som nu i sidste uge, da jeg skulle en tur i skoven med toget og for sent erfarede, at jeg ikke havde klip nok på det gule kort …
En person på perronen var så venlig at gi’ mig chokket, at der skulle altså et klip mere til, end jeg havde, ellers kostede det 600 kr. i bøde. Og der står man – totalt desperat efter en skovtur. Og da vejret var som skabt til dette, ville jeg bare med. Hvad gør man så? Der er et minut til toget kører og flokken jeg vandrer med, står 30 km væk med traveskoene klar, timeren sat til og … de venter ikke på en, de ikke ved, også er på vej. En skøn tur på 10 km lokker forude, så jeg hopper på toget og håber på et mirakel.
Indenfor venter kontrolløren for at se billetten, så jeg starter godtroende på at forklare mit uheld og håber på rettidig omhu. Men sådan er livet altså ikke, erfarer jeg. Nej, han måtte notere mig, nej han kunne ikke sælge mig en billet. .. Ja, bøden på 600 kroner skurrede i mine ører, så jeg måtte handle hurtigt.

Jeg kiggede spændt ind i den første kupé og hørte mig selv sige: ”Mon der er en, den vil sælge et gult klip til mig”, mens jeg viftede med en 100 kroner seddel. Der sad syv unge mennesker, og den første sagde beredvilligt: ”Ja, det kan jeg da godt”, og han halede en mappe fuld af togkort i forskellige farver op af tasken fra gulvet. Men desværre havde han ikke lige det, jeg havde brug for, så han var snarrådig og ”solgte” en med en anden tarif og sagde, han liiiige blev nødt til at hoppe af toget ved næste station, og finde en automat, hvor han kunne klippe .. .
Ah nej- åh nej- hvad er det dog, jeg har startet her. Ved næste station sprang han af toget uden at vide, hvor længe det holdt og løb væk fra mit synsfelt – ned af perronen. Hans ejendele lå der på gulvet og ventede på ham og jeg tænkte kun på at se ham igen, inden toget satte i gang. Men åh nej- igen… Toget startede og der var ingen redningsmand i sigte. Mens jeg sendte bønner opad, kom han løbende tilbage til sin plads for at (gisp) fortælle mig, at han var hoppet på længere nede i toget, men da han skulle af ved næste station, var han nødt til at løbe ud og finde kontrolløren i togstammen for at vise ham, at han havde nået at klippe en bid af sit togkort for mig. Så, åh nej, han forsvandt igen – vandret – som en kopi af fantomet og det skulle gå hurtigt – væk var han…
Da han dukkede op igen i trængselen viste han mig kortet og at nu var alt ok. Jeg stod der med en viftende pengeseddel, men det var lige meget lød det, og så var han væk igen med sine tasker, poser og med løbeskoende på, han skulle selv af …

Ude i skovbrynet mødte jeg en grinende kontrollør med en mumlen om at ingen kender dagen før sidste tog er kørt, og at de skjulte helte er der endnu…
Kirsten Jønsson, Brønshøj