Tro er en gave

At det er muligt for selv Guds tjenere at miste troen er kendt fra kirkehistorien. Det er velkendt, at en af de største missionærer nogen sinde, Hudson Taylor, på et bestemt tidspunkt i sit liv helt mistede sin tro.Johannes Facius
Prædikant og evangelist
1936 – 2012

Han var så langt nede, at han ikke kun overvejede at trække sig tilbage fra missionen og vende tilbage til England, men han skrev ydermere også et brev til missionsrådet og bad om at blive frigjort fra alle sine pligter. Han fortalte endda nogle af sine nærmeste venner, at hele hans vision og kald havde været en stor fejltagelse, og at han aldrig skulle være taget til Kina og have opbygget en tros-missions-virksomhed.
En dag, midt i denne svære situation, sad han i sit hus i Kina og drak eftermiddagste. Hans bibel lå på bordet foran ham. I lang tid havde han ikke gjort sig den ulejlighed at læse i Guds ord, fordi det ikke hjalp ham noget, men snarere gjorde ham endnu mere fortvivlet. Men efter en indskydelse tog han fat om sin bibel, og den åbnede sig på 2. Tim. 2.13: »Er vi utro (eng. udgave: uden tro!), forbliver han dog tro; thi fornægte sig selv kan han ikke«. Det var, som lynet slog ned i Hudson Taylor, da han læste disse ord, og han indså pludselig sin fejltagelse. Han havde altid baseret alting på »vor tro«, og når han havde nævnt noget om sit arbejde, var det altid blevet refereret til som en »tros-mission«. Alle missionærer, som var blevet sendt ud igennem årene, blev udsendt »ved tro«. Han lagde al vægt på »vor tro«, og derfor mislykkedes han. Men nu så og forstod han, at arbejdet må været baseret på Guds trofasthed i stedet for vor tro. Fra den tid af voksede hele arbejdet gevaldigt, og fra den dag af talte Hudson Taylor kun om Guds trofasthed, når han talte om mission.
»Er vi uden tro« kan kun betyde, at der kan være tidspunkter i vore liv, hvor vi ingen tro har; hvor der simpelthen ingen tro er tilbage i vore hjerter. Det betyder ikke, at vi er fortabte, for »han forbliver dog tro«; det vil sige, at Gud stadig er fuld af den tro, som vi mangler, også selvom vi forandres, (og det sker ofte), for han kan ikke fornægte sig selv. Tro er intet andet end en gave fra Gud. Det er noget, som fødes af Gud i vore hjerter. Det er ikke noget, vi kan optænde i os selv efter lyst eller behov. Den tanke, at tro er en kraft, som kan udøves til enhver tid og i enhver størrelsesorden, som vi nu selv har lyst, er imod Skriftens ord og ikke i henhold til det kristne livs realiteter. Jesus Kristus er vor tros banebryder og fuldender, giver, opretholder og fuldkommer, og at forestille sig, at vi har tro, med mindre vi lever i et inderligt forhold til ham, er forkert. Byrden må væk fra vore svage skuldre og over på hans. Der vil være tidspunkter, hvor det vil stå helt klart, at kun Guds nåde afholdt os fra at falde fra hinanden, og selvom vi ikke kunne holde fast i ham, så holdt han alligevel fast i os.
Fra bogen ”Gud kan uden mig…men ønsker det ikke.”