– Vi skal være kirke sammen med dem der har særlige behov

Kristelig Handicapforening har udgivet et hæfte om at holde kirke sammen med udviklingshæmmede.Kristelig Handicapforenings nyeste udgivelse er et hæfte om at være kirke sammen med udviklingshæmmede.

Kristelig Handicapforenings landsleder, Ellen Hessellund Mikkelsen, uddeler nadver sammen med Klara ved den årlige FrøFestival.

”Sammen med” er meget vigtigt i den sammenhæng, mener Kristelig Handicapforenings landsleder, Ellen Hessellund Mikkelsen.
– Det er fint at gøre noget for en gruppe som de udviklingshæmmede. Men hvis vi aldrig kommer længere end det, så bliver det ikke en hel menighed. En hel menighed bliver det først, når vi gør noget sammen, siger Ellen Hessellund Mikkelsen.
Hun er med i udvalget, der arbejder med folkekirken og mennesker med særlige behov og har bidraget til det nye inspirationshæfte om at være kirke sammen med mennesker med særlige behov.
– Når man gør noget for, så bliver det et ”dem” og et ”os” – de stærke, der gør noget for dem, som er svage. Jeg mener, at vi alle sammen er svage og har et særligt behov for at møde Gud på vores måde, og derfor går vi sammen, siger hun.
– At gøre noget for en gruppe kan umiddelbart se rigtigt, godt og barmhjertigt ud, men grundtanken bag er, at vi kan give noget til dem, der er svage og har brug for det. Men vi har alle sammen brug for noget, og vi kan alle sammen give noget.

Ikke en handicapkirke

Erik Hviid Larsen er præst ved Bethlehemskirken i København og tidligere formand for Kristelig Handicapforening. For ham er det også vigtigt, at det er sammen med.
– Vi skal ikke have en handicapkirke, med gudstjenester for handicappede, men vi skal have en kirke med plads til handicappede, siger han.
– Vi skal ikke gemme de udviklingshæmmede væk fra vores almindelige gudstjenester. En kirke med udviklingshæmmede giver en umiddelbarhed. Der er et gensvar, som ikke venter til næste uge, næste år, men som kommer nu.
Til en gudstjeneste var der en, der sagde til mig, da jeg prædikede: ”Erik, jeg forstår ikke det, du siger”. Så er jeg nødt til at lave min prædiken om her og nu. Der er et engagement, siger Erik Hviid Larsen.
– Man kan blive nødt til at lave en gudstjeneste specielt for udviklingshæmmede, fordi der kan være behov for, at de møder kirken på en måde, hvor de kan være med. Man kan blive nødt til det – til en begyndelse – af pædagogiske årsager, af gæstfrihedsårsager, siger han og tilføjer:
– Skal de udviklingshæmmede så være en del af gudstjenesten? Ja, det skal de selvfølgelig.

At tro med hele kroppen

Erik Hviid Larsen er ikke i tvivl om, at udviklingshæmmede beriger kirken.
– Udviklingshæmmede sætter spørgsmålstegn ved vores meget intellektuelle trosfremstilling. Hvem, der er min næste, bliver ikke et teologisk spørgsmål, men et praktisk spørgsmål, forklarer han.
– Udviklingshæmmede har også lært mig noget om Gud og udfordret min tro, siger Ellen Hessellund Mikkelsen.
– Sammen over for Gud, er vi alle lige. Ingen har mere at komme med, ingen får mere eller mindre.
Det har været en meget stor oplevelse for mig, når vi fejrer gudstjeneste sammen, som vi har arbejdet med på vores årlige FrøFestival – en gudstjeneste, som er planlagt sammen, og som fejres sammen.
Hvor vi alle kan være os og bidrage med det, vi kan, hvor vi har lige mulighed for at deltage. Hvor vi tjener sammen.
– I forhold til det at tro har jeg set, at det er mig, der er handicappet og hæmmet: Jeg er tilbøjelig til at tro, at det handler om at vide og kunne forklare og forsvare, men jeg har lært, at der er en dimension, jeg mangler, og som jeg har brug for at øve mig i.
– Som en udviklingshæmmet pige sagde: ”Troen sidder ikke i hovedet, den sidder i hele mig.” Jeg skal øve mig i at søge Guds nærvær og at få troen fra hovedet og ud i hele mig, siger Ellen Hessellund Mikkelsen.

Evangeliet med ben

– For et par år siden var der en udviklingshæmmet pige, der under postludiet begyndte at danse op og ned ad midtergangen, fortæller Erik Hviid Larsen.
– Det gjorde postludiet meget mere spiseligt. Noget af den glæde og begejstring, der var i musikken fik ben – og evangeliet skal have ben. Vi kan tænke, at udviklingshæmmede har for lidt situationsfornemmelse, men nogen gange er det os, der har for lidt situationsfornemmelse. Eller for meget fornemmelse og for lidt situation.
Eva