Kan bruddet heles?

I snart halvanden uge har debatten kørt i højeste gear, efter otte formænd underskrev kronikken ”Et skisma i folkekirken er blevet os påtvunget”. Især Indre Missions formand har været i vælten.Er hånden åben eller lukket? Det er noget af det, som diskussionen om homofile vielser mellem linierne har kørt på i Kristeligt Dagblad den sidste uge.
Hånden kan være åben ved de holdninger, hvor kristne kan være uenige, uden det behøver at skille dem. Hånden er lukket, hvor uenigheder vil og skal skabe alvorlig splid og strid.

Sagen er igen vielse af homoseksuelle i folkekirken. På den ene side står de mange præster og biskopper, der bifalder kirkelige, homofile vielser.
På den anden side står præster, lægfolk og missionsorganisationer, ”De otte”, som lægger vægt på bibeltroskab. Noget som de ikke ser som foreneligt med det nye ritual.

På årsdagen for indførelsen homo-vielser i folkekirken offentliggjorde ”De otte” kronikken: ”Et skisma i folkekirken er blevet os påtvunget”. Kronikkens vejledninger introducerer den lukkede hånd med ordene:
”I erkendelse af, at spørgsmålet om den kirkelige velsignelse og vielse af to af samme køn angår kirkens fundamentale grundlag og dermed berører det kirkelige fællesskab, må vi ud fra Guds ord opfordre menigheder og kirkelige organisationer til som forkyndere ikke at gøre brug af: a) de præster, som i deres civilstand er en levende forkyndelse af, hvad Guds ord advarer imod, b) de præster, som med deres offentlige forkyndelse og gudstjenestelige handlinger åbenlyst vedgår dette syn, og c) de biskoper, som med deres ordinationspraksis og offentlige udtalelser står bag denne nye praksis i kirken.”
Senere hedder det:
”Vort anliggende er, at vi ikke vil stå i en situation, hvor der berettiget kan rejses tvivl om, hvorvidt vi bakker løgnen op.”

Kronikken har vakt røre i folkekirken og helt ind i missionsfolkets egne kredse.
Biskop Karsten Nissen er både dybt forundret og forarget. I et indlæg i Kristeligt Dagblad under overskriften ”Nu må det folkekirkelige fællesskab afklares”, spørger han:
”Ved en ordinationsgudstjeneste er der om noget tale om et gudstjenestefællesskab mellem ordinand og ordinator. Under ordinationen giver ordinanden hånd til biskoppen på det ordinationsløfte, som ordinanden netop har sagt ja til. Hvordan kan man lade sig ordinere af en biskop, som man ikke accepterer som biskop?
Og hvordan kan man være præst i en kirke, som man ikke accepterer som fælles kirke? Efter de otte højrefløjslederes udmelding er det blevet klart for mig, at de egentlig ikke betragter folkekirken som en kirke, hvor man indtræder i et fællesskab med andre præster om at tjene menighederne.
Nej, det synes, som om de betragter folkekirken som en ansættelses- og lønudbetalingsorganisation. Den sande kirke består kun af dem og deres ligesindede.”
Hans Vium Mikkelsen, ph.d og lektor ved Teologisk Pædagogisk Center i Løgumkloster, er endnu skarpere i sin kronik: ”Den kirkelige højrefløj er blevet sekterisk i kirkesyn og teologi”. Her skriver han:
”Meget af det sagte i kronikken er kendt stof, men det er første gang, at jeg på skrift har set en så tydelig markering af, at de ikke ønsker noget gudstjenestelig fællesskab med os (løgnere), som ser teologisk anderledes på forholdet mellem ægteskab og køn.
De har gennem deres afvisning af et gudstjenestefællesskab ophøjet spørgsmålet om vielse af to af samme køn til et status confessionis-spørgsmål: Kun de, som er imod det nye ritual, udgør den sande kirke.”

Indre Missions tidligere formand, John Ørum Jørgensen maner til besindighed:
”Selvom jeg deler grundholdning med de otte kirkelige foreningsformænd, der opfordrer til boykot af præster og biskopper, der går ind for det totalt ubibelske, kønsløse ægteskabsritual, må jeg sige fra over for noget sådant som deres kronik i Kristeligt Dagblad den 15. juni.
Som missionsfolk har vi i over 150 år været sat til at virke som et salt ind i kirken og ikke ud af den! Vi skal ikke være salt i en bøsse eller trække os ind i en glasklokke! Vi når ikke ind til de præster og biskopper, som vi oplever svigte, ved at vende dem ryggen.
Vore vækkelser fødtes ind i en kirke, der var i et lige så dybt forfald. Det bragte nyt liv, fremgang og frimodighed. I tro på den Herre, der er den samme i dag som før, må vi have den tillid til ham, at han ved sin ånd, når han vil, kan skabe fornyelse.”
Anders Dalsgaard, som også er tidligere formand for Indre Mission, beskriver den 20. juni sin smerte over kronikken:
”Smerten knytter sig til den vejledning, som kronikørerne giver til os missionsfolk; en vejledning, der byder os at bryde med store dele af folkekirken; og hvis vi fortsat vil være missionsfolk, så påfører den os dårlig samvittighed, hvis vi ikke følger dette råd.”

Endelig følger Hans-Ole Bækgård sagen op den 20. med endnu en kommentar, hvor han understreger, at hans underskrift af kronikken står for egen regning. Han skriver:
”For min del skal jeg beklage, hvis smerten over den folkekirkelige tilstand ikke fremgår tydeligt nok. Jeg holder af folkekirken og ønsker, at Indre Mission, hvor det er muligt, fortsat kan tage del i samarbejdet og bidrage til folkekirkens mission, diakoni og undervisning.
Jeg har ikke ønsket det svigt, som reelt er årsag til den splittelse, som i øjeblikket præger folkekirken. Og jeg har ikke sagt ”boykot til alt samarbejde”, som må stå for avisens regning.”

Tilbage står at finde ud af, hvor åbne og lukkede hænderne egentlig er. For på trods af en hel uges debat virker det, som om De otte kun mener, at de har serveret en halvlukket hånd, mens resten af kirken opfører sig, som om det er en direkte uppercut.

Hans Ole Bækgaard, (IM); Jens Peter Rejkjær, (LM); Poul Iversen, (ELM); Henrik Højlund, (Evang. Luthersk Netværk); Christian Jensen, (Dansk Bibel-Institut); Peter Rask, (KFS); Hans Olav Okkels, (Kirkelig Samling om Bibel og Bekendelse) og René Yde, (Kirkelig Fornyelse).