FOR KVINDER
Profetisk billede af livets kontrolrum

Liliana Widinberg, fik et profetisk syn under en morgengåtur i maj.Den 7. maj gik Liliana Widinberg en tur i Østre Anlæg i København omkring kl 8.00. Her oplevede hun, at hun fik følgende syn:
– Jeg så mig selv inde i et lukket rum. Det var fyldt af meget avanceret computerudstyr. Overalt var der kontrolpaneler med elektronik. Jeg var alene i rummet, jeg oplevede, at det var mit livs ”styre-central”. Jeg var helt rød i hovedet og svedig. Der var alt muligt, som ikke virkede ordentligt.

Jeg hørte ligefrem knirkende, bankende, larmende lyde fra alle de dele, som ikke kørte efter planen og var indstillet forkert. Alle mulige advarselslamper blinkede for at vise, at maskineriet ikke kørte som planlagt.
– Jeg trykkede på knapper, slukkede og tændte for skærmene, men det var løbet helt løbsk. Mine evner rakte ikke til at fixe maskineriet og få det til at virke efter formålet. Jeg var i panik, fuldstændig opgivende og havde lyst til at græde og løbe væk. Men jeg kunne ikke forlade rummet af frygt for total kollaps.
Så blev der banket på døren. Jeg åbnede det aflåste rum indefra og så Jesus. Han var kæmpestor og havde en hvid dragt på. Han var meget rolig og fredfyldt.
”Du har råbt om hjælp”, sagde han.
Om jeg havde råbt på hjælp. Jeg skreg på hjælp!
”Må jeg komme ind og se problemet?” spurgte Jesus.
Jeg åbnede døren vidt op.
”Kom du bare ind, Jesus. Det er lige i sidste øjeblik!”
– Jeg begyndte hektisk at forklare Jesus hvilke dele, der ikke virkede, og hvilke, der var ved at brænde sammen. Jeg pegede og viste frem. Men det hele var ved at brænde sammen, jeg kunne nærmest lugte røg i rummet.
Jesus så på mig med et smil. Han havde ikke stress på. Kun jeg var i gang med at besvime af overtryk.

Så talte Jesus til mig i en blid, kærlig tone:
”Jeg har skabt hele det maskineri, du kæmper med. Jeg kender hver en knap og chip. Hver en funktion. Jeg har sat det hele sammen og bygget det fra bunden af. Jeg er ekspert i, hvordan det hele skal køres. Jeg kender hver en detalje i dette rum. Dit livs styre- og kontrolrum. Og jeg har hørt dine råb om hjælp og er kommet for at overtage kontrollen med det hele. Men dette rum er lille og smalt. Der er kun plads til én styrmand, én chef. Du må vælge at træde væk, træde af, træde ud, for at jeg, Jesus, kan komme til og overtage styringen nu. Jeg har skabt blueprintet til dette kontrolpanel. Der findes ikke nogen, som er bedre end mig til at have kontrollen over det. Du kan vælge at modtage min hjælp og træde ned fra din selvudnævnte ledelse, som udløste kollaps-alarmen. Jeg, Jesus, tager alt ansvar, alle forpligtelser og al kontrol med hele dit livs styringssystem. Du kan hvile og blive ledet af mig. Det er mit eneste tilbud og din eneste mulighed”
– Jeg var kommet til enden af mine egne forsøg. Min egen styring havde givet total panik. Der var intet tilbage, andet end at være lettet og taknemmelig for, at Jesus tog over med al forpligtelse og ansvar. Der var ikke så meget at argumentere om. Jeg var på vej ud ad døren.

Det sidste jeg så, før jeg gik, var at Jesus tog en oliekande frem. Han begyndte at tage forskellige chip-plader ud af computeren og smøre dem med olie og så sætte dem tilbage på plads.
Det var Helligåndens olie, som de forskellige elementer blev smurt i. Og jeg kunne se, hvordan maskinens funktioner genoptog deres rigtige virke. Den mest forbløffende oplevelse var, at hele lyden i rummet forandrede sig. I stedet for larm, hylen, banken og raslen kom der en smuk musik ud af det velsmurte, velfungerende kontrolpanel.
Jesus kiggede ikke mere på mig. Han var optaget af sit arbejde.
– Jeg kom ud af rummet. Jeg lukkede døren og gik op ad nogle trapper for at komme udenfor i den friske luft.
Alt omkring mig var grønt, smukt, frodigt. Solskin og fuglesang. Lys og fred.
– Jeg satte mig på en bænk. Lukkede øjnene og nød hvilen i tillid til, at Jesus havde fuld kontrol, og jeg blot skulle afvente Helligåndens ledelse og svar på mine ”Hvad nu?” -spørgsmål.
Dyb fred, glæde og livsnydelse blev jeg fyldt af. Jeg sad med lukkede øjne og havde ikke lyst til at rejse mig. Det var helt igennem fantastisk!

Efter at synet var slut, fornemmede jeg Guds Ånds budskab til mig, til os. At tiden er kommet, hvor vi hver i sær som individer, som menigheder, som kirke, som Kristi legeme, må forlade vores lukkede kontrolrum, vores egne forsøg på at gøre det rigtige, vores egen chef-udnævnelse. I stedet må vi lade Jesus overtage kontrollen med det maskineri, som han selv har skabt. Alene Jesus kan styre, bestyre og håndtere det. Vi er aldrig blevet skabt til denne opgave. Alene Jesus kan sidde i kontrolrummet for vores eksistens.
Vi må acceptere at blive ledet, overstyret og formet af Guds Helligånds levende kraft til lyden af vidunderlig musik og oplevelsen af himmelsk herlighed.
Vi må som individer vælge at træde ned af vores selvskabte kongetroner og hengive os i tillid til Kongernes Konge – Jesus, som sidder på den eneste sande trone.
Det er, hvad der skal til, for at vi som individer, menigheder og kirker kan fungere som en velsmurt del af Guds ufattelige frelsesplan for verden.

– Jeg kom ud af rummet. Jeg lukkede døren og gik op ad nogle trapper for at komme udenfor i den friske luft.
Alt omkring mig var grønt, smukt, frodigt. Solskin og fuglesang. Lys og fred.

Fra Lilianas syn den 7. maj. Billedet er fra Østre Anlæg, hvor hun gik sin morgentur.