Syriens kristne værst ramt

Syriske kristne bor i de områder, som er hårdest ramt af konflikten. De opfattes som tilhængere af præsidenten, er ubevæbnede og ofre for muslimske ekstremister, skriver Åbne Døre.Af Bodil Lanting
Geografisk placering er en af flere grunde til, at kristne i Syrien er den gruppe, der er hårdest ramt af konflikten.

Den syriske borgerkrig går hårdere ud over de kristne end andre grupper i Syrien. Derfor har de desperat brug for både forbøn og nødhjælp, fortæller Åbne Døre.
De kristne bor især i den vestlige del af Syrien, hvor også Assads trosfæller bor.

Høj løsesum for kristne
Hele Syrien lider under det økonomiske sammenbrud, og der sker mange tyverier. Også mange kristne forretninger er blevet plyndret.
Kristne bruger normalt ikke våben, og fordi hverken regeringen eller oppositionen forsvarer dem, er de nu blevet et let bytte for kriminelle.
Samtidig anses kristne for at være velhavende, og det øger risikoen for kidnapning. En flygtning har fortalt til Åbne Døre: ”Kriminelle ser situationen som en god mulighed for at kidnappe os for penge. De kræver en større løsesum for en kristen end for en muslim”.

Kristne er i krydsild
– Vi, som er kristne, fortæller til alle og enhver, at vi ikke er en politisk enhed; vi fokuserer på vores åndelige mission og vi er ikke på nogens side i krigen. Men alligevel anses kristne for at være for regeringen, fortæller en præst fra Damaskus.
De fleste prøver at holde sig neutrale, men det bliver ikke accepteret.De kristne anses af oppositions-styrkerne for at være fjender og bliver derfor angrebet eller fordrevet. En præst fra Tartus fortalte: ”Vi føler en gennemtrængende frygt. Nogle steder føler vi os uvelkomne, så vi emigrerer”.

Tvinges til kamp –
eller fordrives
I nogle områder bliver kristne mænd nu med vold tvunget af enten statens eller oppositionens hær til at deltage i kampene. Da kristne ikke selv har nogen milits, er de sårbare overfor væbnede styrker, som vil overtage deres ejendomme.
Flere rapporter fortæller, at kristne er blevet tvunget af væbnede styrker til at forlade deres huse. En flygtning fortalte, at det bare var de kristne, som blev fordrevet på hans hjemegn: ”Ja, kun de kristne. De stjal vore hjem og de rev vore bygninger ned”.
Fordi kristne er en minoritet uden tilhørsforhold til de store grupperinger i konflikten, er de ofte de sidste, som får hjælp, og som flygtninge er de dårligere stillet end andre.

Mange af de kristne, som er flygtet ud af Syrien, undgår flygtningelejre tilhørende FN’s Flygtningehøjkommissariat (UNHCR), fordi de frygter sekterisk vold. Og når flygtninge ikke indregistrerer sig hos UNHCR, får de mindre retslig beskyttelse i de lande, hvor de søger om asyl.
En flygtning fortæller, hvorfor de fordrevne kristne i mange lande ikke indregistrerer sig: “De tror, at det kan skade dem selv. De ser endog FN som en gren af den ’Frie Syriske Hær’, oppositionshæren. Folk er bange for, at FN vil opgive deres navne. Hvis kristne går ind i en flygtningelejr, risikerer mændene at blive tvunget af oppositionsmedlemmer til at tage tilbage til Syrien og deltage i kampene”.
Kristne flygtninge forsøger ofte at leje en lille lejlighed og leve af deres opsparede midler på det nye sted. Andre bliver tilbudt husly i kirker eller af kirkemedlemmer.

“De kristne til Beirut, og alawitterne til graven!” Åbne Døres lokale medarbejdere har talt med folk, som har hørt de protesterende skarer synge denne slagsang ved begyndelsen af opstanden.
Nogle kilder mener, at slag-
sangen stammer fra regeringen. Andre siger, at den stammer fra oppositionen, men der er en stadig stærkere indflydelse fra de muslimske ekstremistgrupper, som får forstærkninger fra udenlandske Jihad-krigere.
Nogle områder af Homs og Aleppo er blevet overtaget af ekstremisterne, som regerer efter den islamiske Sharia-lov. Lokale folk i Syrien har set mennesker uden hænder i disse områder – de er muligvis blevet straffet for tyveri.

De kristne betragtes som vantro i muslimske ekstremisters øjne. Kristne flygtninge fortæller, at de ofte har hørt, at de ikke længere er velkomne i Syrien.
En præst fra Tartus vidner om dette: ”Det er, som om vi enten må acceptere, at vi er andenklasses borgere eller omvende os til islam.” I visse dele af Syrien kan kristne ikke længere indberette kriminalitet.

Men det bliver ikke ved truslerne: Der findes rapporter om religiøst motiverede angreb, med det formål at skræmme de kristne ud af landet. Ekstremisterne truer og angriber kristne rent fysisk, og de angriber kirker.
Ofte truer disse grupper med at gøre en kristen mands familie fortræd. Højtstående muslimske ledere har sagt, at det er tilladt for sunni-muslimske mænd at voldtage de kvinder i Syrien, der ikke er sunni-muslimer, heriblandt kristne.
En kristen flygtning fortæller om en sådan trussel:
”De ville have min kone og min datter. En af mine venner kom hen og advarede mig om, at det var det, de ønskede. De bevæbnede folk på gaderne ville komme for at tage min kone og min datter”.
For nylig udkom en rapport, der berettede om fire kvinder, som var blevet massevoldtaget for øjnene af deres forældre, mens gerningsmændene råbte ”Gud er stor” på arabisk.

Under Assads regime havde de kristne relativt stor frihed, selvom de var undertrykte. Med den øgede påvirkning af radikal islamisme hos oppositionsstyrkerne må det forventes, at de kristne vil miste meget af deres nuværende frihed.
Nogle kristne frygter, at et nyt regime vil betyde øget forfølgelse. Med sådanne udsigter for øje er det vigtigt for kirken at finde sin plads i samfundet nu.
En præst fra Damaskus siger det således: ” Kirken gør to ting: Den er opmærksom på, hvad der sker lige nu, og den forbereder sig på fremtiden”.

Et medlem af kirken som er involveret i hjælpearbejde tilføjer: ”Under alle disse lidelser er Guds hånd meget stærk. Der kommer muslimer til kirken, og vi giver dem mad. De opdager, hvor stor vores Gud er”.
Det at kunne nå ud til både kristne og muslimer vil hjælpe kirken med at få en position i samfundet, når krigen er slut.
Oven i det får vi mange rapporter om muslimer, som kommer til tro, og om ”navnekristne”, der får fornyet deres tro, slutter Åbne Døres artikel om de kristne i Syrien.

Befolkning: 22,5 millioner
Kristne: 10 procent
Sunni-muslimer: 74 procent
Alawiter: 12 procent