Kirke-fusion i Herning er en succes

Lars Bo Olesen er gift med Lene, kirkens bogfører, hvis far Jens Peter Larsen var en meget velanset leder i kirkesamfundet. Lene og Lars Bo Olesen har fem børn og et barnebarn.
Lars Bo Olesen er gift med Lene, kirkens bogfører, hvis far Jens Peter Larsen var en meget velanset leder i kirkesamfundet. Lene og Lars Bo Olesen har fem børn og et barnebarn.

Kirken vokser – medlemmerne trives – og nye er overraskede over, hvad de oplever, fortæller Lars Bo Olesen fra Åbenkirke.

For fem år siden slog to kirker sig sammen i Herning og dannede Åbenkirke. (Det skrives i ét ord.) Siden er kirken vokset med ca. 30 pct. i medlemmer, og den nye kirke lægger vægt på at være udadvendt og favnende overfor byens almindelige befolkning.

2 år blev til 17 år

I 1990 blev Lars og hans hustru Lene ledere af Team Mission i Brande, en bibelskole med ca. 30 unge, som man trænede i at rejse ud og hjælpe menigheder i Danmark og udlandet. Da Jørn Hyldgaard et par år senere startede menigheden Troens Ord i samme by, blev Team Mission forankret i menigheden. I 1996 fik Lars Bo Olesen en henvendelse fra Kristent Center i Herning, der havde brug for en ny præst efter en splittelse, der havde delt menigheden i tre grupper.
– Da jeg for 17 år siden blev spurgt om at gå ind og hjælpe Kristent Center i en vanskelig tid, havde jeg forestillet mig, at det skulle være et par år, men tingene udviklede sig, og jeg er der endnu. Jeg er Gud taknemmelig for den udvikling, vi har set i kirken. En af de første ting jeg oplevede som væsentligt, var at få genetableret dialogen og helet relationerne i forhold til Apostolsk Kirke, fortæller Lars Bo, der selv er vokset op i dette kirkesamfund. Dette bar en god frugt og er ifølge Lars Bo Olesen et solidt fundament under den vækst, man oplever i dag.

Frelst på efterskole

– Jeg gik på Apostolsk Efterskole i Kolding, som dengang lå oppe på fjerde sal ovenover højskolen. Jeg var ikke specielt positiv overfor alle de hellige nede i ”Klosteret”, som vi kaldte det. Men da vi i december måned var på en obligatorisk lejr på Lyngsbo, skete der noget. Jeg mødte Gud, blev frelst og begyndte at tale i nye tunger, fortæller han.
– Det ændrede alting. Mit liv blev forvandlet, og det samme gjorde de fleste af de andre 56 elevers liv. Fra da af satte vi en ny kurs, startede bønnemøder, cellegrupper og begyndte at behandle højskoleeleverne med respekt. Det er nok det stærkeste udtryk for vækkelse, jeg endnu har set her i landet.
– Da jeg ringede hjem og fik min mor i røret, var hun naturligvis glad, men ikke overrasket. Hun havde nemlig om natten drømt, at jeg kom løbende hen imod hende, og at jeg var så glad. Hendes oplevelse i drømmen var, at jeg havde taget imod Jesus. Det blev for mig en stærk bekræftelse på det autentiske i min oplevelse, men også af, at der var noget, Gud ville med mit liv.
Jeg vidste, at jeg var nødt til at flytte til en by, hvor der var en levende kirke, så jeg sagde til min mor, at jeg efter endt skoleophold ikke ville flytte tilbage Ringkøbing, jeg ville til Herning. Og her kom endnu en af de her forudbestemte bekræftelser…min mor sagde, det er sjovt du siger det – for nogle få uger siden besluttede vi at flytte til Herning.

En frikirke for folket

– Da vi for fem år siden besluttede at fusionere Herning Menighedscenter og Kristent Center, så skyldtes det egentlig ønsket om at skabe en ”folkekirke”, eller en ”kirke for folket” som vi udtrykte det – målet var at skabe en autentisk kirke med gudsnærvær, men også med en form og et udtryk, der kunne appellere til almindelige mennesker i byen og formidle kristendommen på en forståelig måde. Vi havde via en undersøgelse i Hernings gader fundet ud af, at 95% af midtjydernes første tanke, når ordet kirke blev nævnt, var ”kedelig”. Det ville vi ændre på. Helt konkret betød det, at vi skar ned på mødets længde. Vi lagde bevisdt icebreakers ind i mødet, brugte humor, levende og medrivende musik og forkyndte gennem korte og livsaktuelle prædikener. Børnene fik også fokus på alle gudstjenester, det samme gjorde fællesskabsoplevelsen i den nyindrettede café.
Vi var to præster i i begge de fusionerende kirker, jeg var sammen med Jens Peder Pedersen i Kristent Center, og i Herning Menighedscenter var det Niels Peter Hedegaard og Thomas Christensen. Derudover ansatte vi Allan Høyer én dag om ugen, som præst med ansvar for musiklivet i kirken.
En af de store glæder, vi oplever, er, at de fleste tjenester, vi har i huset, har været igennem større kriser i deres liv, men alle har på hver sin måde oplevet både Guds og kirkens hjælp til at komme igennem og ud på den anden side. Det betyder, at Åbenkirke i dag er hjemsted for mange mennesker med tidligere fuldtidstjenester i forskellige kirker. Nogle er ude på den anden side, andre er i proces og fortsat i en form for troskrise. Vi prøver at vise alle tillid og give den enkelte plads til i eget tempo at blive tanket op, genopbygget og genfinde tro og trivsel.

Være stolte af kirken

– Vores første mål var at gøre vores medlemmer så stolte af deres kirke, at de havde lyst til at tage andre med. Og det er lykkedes rigtigt godt med ca. 20 pct. flere gudstjenestedeltagere på en given søndag, ca. 300 i alt. Vi er i dag 450 medlemmer, hvilket er 30 pct. flere end i starten, inklusive børnene.
Før oplevede vi også vækst, men det var mest kristne fra andre menigheder, der valgte at tilslutte sig. I dag ser vi mange flere af de kirke-uvante, eller ikke-troende, der finder troen. For mange af dem starter det med et besøg på en af vores gudstjenester, hvor de typisk følges med nogen fra kirken. Senest har vi i løbet af sommerferien 2013 bedt med mere end ti personer, der ønskede at tage imod Jesus for første gang. Der er rigtig mange gode historier, og helt ærligt så bliver man både taknemlig og glad, smiler Lars Bo.

Metaltræthed

– Det lyder jo godt, men hvor ser du problemerne?
– I starten kan man jo flyve, men efterhånden kommer metaltrætheden. Efter tre år fandt vi ud af, at vi skulle være mere opmærksomme på intern trivsel og på at værdsætte den frivillige indsats. Vi lavede en frivillighedsundersøgelse for at finde ud af, hvor skoen trykkede mest. Vi fandt frem til, at det var den personlige kontakt med en leder og opfølgningen på den enkeltes indsats og udvikling, der skulle vægtes. Et andet ord for det er discipelskab.

– Var der mange, der valgte den nye kirke fra i fusionsprocessen?
– Faktisk var det meget få, måske et par håndfulde, som endte i andre kirker. Efterfølgende var der lidt flere, men det var hovedsagligt, fordi man ikke trivedes med den nye stil. Vi besluttede, at det ikke var et problem, og vi så vidt det stod til os altid ville tage afsked med folk på en god måde. Enhver er jo i sin gode ret til at finde en anden kirke, der i udtryk passer bedre til deres smag. Grundlæggende bør de, der er en del af Åbenkirke, føle sig hjemme – hvis ikke det er tilfældet, er vores samarbejde alligevel på lånt tid.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



– Hvad er den vigtigste grund til jeres ”succes”?
– At vi som præste- og lederteam har været enige om de overordnede linier. Vi har fra starten haft tre værdier:
Vi vil være Guds-centrerede, formåls-baserede og menneske-orienterede.
Det handler om at have Kristus i centrum og få mennesker til at leve et liv der er committet til ham. At forstå, at alle har fået noget betroet i livet, og at vi derfor er her med et formål, en hensigt.
Kirke og kristentro har altid noget med andre mennesker at gøre, og derfor er vi først lykkedes i vores kald, når andre, igennem os, oplever Guds rige som en velsignelse.

Ledelse

– I starten nulstillede vi vores titler i ledelsen og sammensatte teamet og funktionerne i teamet ud fra, hvad vi havde af evner, forklarer Lars Bo Olesen, der i dag kaldes ledende pastor. Vi bevarede en stor grad af fleksibilitet, og alle var indstillede på at gøre det, der skulle til for at lykkes. Menigheden har ikke noget ældsteråd, men et lederråd (bestyrelse), som har hovedansvaret for budgetgodkendelse og inddrages i drøftelserne om den overordnede kurs for kirken.
Den overordnede visionære og strategiske ledelse ligger hos præsterne, eller tjenesteteamet som de kalder sig.
– Så præsterne leder ret enevældigt kirken?
– Vi har et betroet ansvar og har så lagt nogle sikkerheds-ventiler ind, så ingen af os kan ødelægge kirken.
– Hvilke sikkerhedsventiler?
– Vi har valgt to supervisorer og givet dem en stor grad af indflydelse på væsentlige ting i forhold til ledelse og konfliktløsning. Kirken ved, hvem der træder til, hvis der opstår en intern uløselig konflikt mellem eksempelvis præsterne, eller mellem præster og lederråd.

Hvad siger Gud?

– Hvad synes du er vigtigt for jer lige nu?
– To ting. Udvikling af discipelskabet og lysten til at ligne Kristus i den enkelte – og så fastholdelse af pionérånden.
At vi nu ikke bare fortsætter automatisk, men at vi gentænker, hvordan vi skal være kirke ind i vores samfund. Jeg elsker at komme i kirke og møde mennesker, men vi skal bevare en iværksætter-kultur og den drivkraft, der ligger i evangeliet, til at bryde nyt land og til at opsøge og frelse det fortabte. For mig handler det om at udfordre status quo uden at miste forankringen i Guds nåde. Jesus overraskede konstant sine omgivelser – på den gode måde. Jeg tror, et liv og en kirke ledt af Ånden vil være sådan – i bevægelse!


Artiklen fortsætter efter annoncen: