Stolthed kontra ydmyghed

Af Claus Bækgaard Præst i Roskilde Baptistkirke
Af Claus Bækgaard
Præst i Roskilde Baptistkirke

Guds vej op går altid ned!

På mange måder har vi med vores kultur og værdier fået vendt godt og grundigt om på tingene – i hvert tilfælde i forhold til de værdier, Jesus er fortaler for. I hans verden fører ”vejen ned” os faktisk ”op”, mens ”vejen op” blot bringer os længere ”ned”.

I lignelsen møder vi den selvretfærdige farisæer og den nådesbevidste skatteopkræver.
Selvretfærdig, fordi han grundet sin status anså sig selv som værende Guds særligt udvalgte, og han blev da også betragtet som sådan i sin samtid. Men ikke nok med det – han gik længere i sin selvretfærdiggørelse, end hvad de jødiske normer foreskrev.
Den nådesbevidste skatteopkræver, der gik besættelsesmagtens ærinde, var derimod ugleset i sin samtid og blev ikke regnet for noget.
Men Jesus vender op og ned på vores forestillinger og bruger dem med modsatte fortegn.
Begge søger de Guds accept og en indre overbevisning om at være retfærdiggjort overfor Gud. Begge gør de deres religiøse pligt og tager til templet for at bede. Et velkendt scenarie udspiller sig, for mon ikke vi er mange, der har været vidner til bønner, som har været mere rettet mod andre end til Gud?
Der er en verden til forskel hos de to søgende mænd. Attituden, hvormed de kommer til Gud.
Hurtigt afkoder vi lignelsen og tænker: ”Hvor er det godt, at jeg ikke er som den selvretfærdige farisæer.” Herved sætter vi os netop i den selvretfærdige farisæers sted, og herved har lignelsen også et budskab til os i dag.

Image eller liv?

Lukas indleder med at skrive, hvem lignelsen var møntet på: ”Til nogle, som stolede på, at de selv var retfærdige, og som foragtede alle andre.”
Vi gør en fejl, hvis vi tror denne lignelse primært handler om vores retfærdighedsfølelse og/eller mangel på samme overfor andre. Jesus anvender den ”ydre” skildring af de to mænd til at understrege sin pointe:
– Hvem er det, der i Guds øjne anses som værende retfærdig?
Er det ham, der forstår at iscenesætte sig selv; sige og gøre de rigtige ting; fremhæve sine egne fortræffeligheder på bekostning af andre?
Eller er det ham, der er bevidst om sit behov for Guds nåde, og at han aldrig vil kunne komme til at gøre sig fortjent til den – at livet netop er en gave, der er givet ham af nåde?
I dag, hvor ”Image is Everything”, udfordres vi til at spørge os selv, med hvilken attitude vi møder Gud, når vi søger ham? Er det med følelsen af selvretfærdighed eller med en nådesbevidsthed – hvor vi forstår, at vi ikke kan gøre os fortjente til livet, men at Gud længes efter at give os det som en gave, vi skal tage imod?

Den falske ydmyghed

Det er i denne forståelse af retfærdiggørelse, at Jesu sidste sætning i lignelsen om at ophøje og ydmyge sig selv, skal læses. Det er i vores forhold til Gud.
At jeg her trækker dette frem, er, fordi jeg til tider støder på sætningen løsrevet fra sin sammenhæng, med en nærmest selvudslettende destruktiv falsk ydmyghed til følge.
Ved ikke at anerkende og glæde os over det liv, der er blevet givet os ved Guds nåde alene, giver vi heller ikke Gud æren herfor. Det er jo netop ved at anerkende Guds liv i os, at det bliver Guds, og ikke vores egne fortræffeligheder.
At fornægte os selv, som Jesus kalder os til, er ikke at benægte os selv.
Gunni Bjørsted skriver så smukt i ”Derfor kan vi ånde frit”:
”Hvem kan fornægte sig selv uden at have fundet sig selv?
Hvem kan være noget for andre uden at være noget?
Hvem kan give noget værdifuldt til andre uden at være en skat?…..
Fordi jeg får alt af Gud, kan jeg give generøst uden at skulle have ære for det.”
Sand ydmyghed er at kende sine begrænsninger, men også at anerkende Guds liv i os.
”Hvor ydmyghed spirer, der spreder Guds herlighed sig” – Isak af Syrien, 600-tallet.

Luk. 18:9-14
eksten er fra Bibelen på Hverdagsdansk

Stolthed kontra ydmyghed

9 Derefter fortalte Jesus en historie til nogle, som var stolte over deres egen fromhed og følte sig højt hævet over andre:
10 »To mænd gik op til templet for at bede. Den ene var farisæer, den anden var skatteopkræver. 11 Farisæeren stillede sig frem foran de andre og bad således: ‘Jeg takker dig, Gud, at jeg ikke er som så mange andre: røvere, ægteskabsbrydere og andre onde mennesker – eller som den skatteopkræver, der står derhenne. 12 Jeg faster to dage om ugen, og jeg giver tiende af alt, hvad jeg tjener.’
13 Skatteopkræveren stod for sig selv med sænket blik. Han slog sig brødebetynget for brystet og sagde med fortvivlelse i stemmen: ‘Åh, Gud, vær nådig mod mig. Jeg er en synder.’ 14
Det siger jeg jer: Det var skatteopkræveren, der blev accepteret af Gud, ikke farisæeren! For de, der ophøjer sig selv, skal ydmyges, men de, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.«

Hvad er vores attitude overfor Gud, når vi søger ham?
Hvad er vores attitude overfor Gud, når vi søger ham?