Jeg savner fællesskab med andre mennesker

Kære Suh
Jeg henvender mig til dig, fordi jeg er begyndt at isolere mig mere og mere, og det har jeg efterhånden gjort i mange år. Jeg sidder for det meste bare herhjemme, kommer kun ud, når det er absolut nødvendigt.
Jeg kender ikke ret mange, kommer ikke sammen med nogen. Jeg savner at have et fællesskab med andre mennesker, men det er så svært at komme i gang med det, når det efterhånden er så længe siden.
Hvordan får jeg brudt den onde cirkel?
NN

Kære NN
Når du oplever at have brug for fællesskab med andre mennesker, så er det, fordi det ligger i din dna.
Gud har skabt os mennesker som sociale væsener (jf. Gud så, at det ikke var godt for mennesket at være alene).
Gud selv er det ultimative fællesskab – Gud Fader, Gud Søn og Gud Helligånd – og da mennesket er skabt i hans billede, så vi ligner ham, så er det helt grundlæggende for os at have brug for fællesskab.
Psykologisk set er det også helt nødvendigt med fællesskab med andre mennesker, for vi har alle brug for kærlighed, nærhed, opmuntring, støtte, vejledning og input fra andre. Uden det bliver vi mennesker sære. Nogle dør endda af det, hvis ikke udvendigt, så indvendigt.
Jeg kan godt se, at det kan være rigtig svært og også angstprovokerende for dig at få brudt den onde cirkel, men det handler dybest set om, at du kommer i gang med at gøre bare ET ELLER ANDET, der indebærer kontakt med andre mennesker.
Det kan være rigtig mange forskellige ting, hils på kassedamen, når du handler, snak lidt med frisøren næste gang du får ordnet hår (og hvis du ikke går til frisør, så er der nu en god grund til at bestille en tid!). Sæt dig på en café og lyt lidt til de andres snak rundt omkring dig, gå til gudstjeneste i den lokale kirke, køb en fodbehandling for at øve dig i at blive rørt ved (senere en hel-kropsmassage, men ikke endnu), besøg genbrugsbutikken og få en sludder med den, der står ved kassen dér, invitér en gammel veninde over osv.
Sørg for, at du starter med noget, der IKKE er for svært, der skal være en rimelig sandsynlighed for, at du kan gennemføre det. Lægger vi nemlig for hårdt ud, når vi skal øve os i et eller andet, så ender det ofte med, at vi ikke kan gennemføre, hvilket blot gør os endnu mere modløse og oveni købet bekræfter os i, at vi aldrig kommer videre. Så sørg endelig for, at opgaven, du stiller dig selv, ikke er for stor.
Prøv måske også at spørge dig selv, hvad det er, der hidtil har været så farligt eller ubehageligt ved samværet med andre mennesker, at du med tiden nærmest har fravalgt det?
Er der nogen, der har såret dig, svigtet dig? Måske frygter du, at dette sker igen? Hvis ja, så prøv at huske dig selv på, at ethvert nyt menneske, du møder, faktisk er en potentiel ny ven, og at du må lade tvivlen komme ham/hende til gode.
Det kan jo meget vel være, at de nye mennesker, du møder, har en helt anden opfattelse af venskab, moral og værdier, end dine tidligere venner/relationer har haft.
Så prøv at lade være med at dømme de nye relationer ude, før det reelt har noget på sig. Giv omverdenen og de mennesker, der lever her, en chance for at kunne vinde din tillid. Og vær så tålmodig med både dig selv og de andre – det tager tid at bryde både en ond cirkel, men også at genvinde tabt tillid igen.
Hilsen Suh