Sine forældres bekymring

I 10 år levede Mikkel Asmussen det vilde liv med fester, stoffer og sig selv i centrum, før han i Australien mødte sine forældres Gud.

– Vi blev først accepterede i skolen, da vi gjorde som de andre. Druk og hash, det var vejen væk fra den udstødte gruppe.

– På grund af vores tilknytning til kirken, blev vi mobbet og grinet af i skolen. Så langt som vi kunne se, var den eneste vej ud af mobning, at tilpasse os de andre.
Mikkel Asmussen på 33 sidder på arkitektskolens bibliotek og fortæller med en næsten usynlig britisk accent om dengang, han var 15.
Han havde boet i England fra han var tre og følte sig britisk på det tidspunkt. Hans forældre var flyttet over for at være en del af en menighed i Northampton, og Mikkel var vokset op med en tro på Gud, som aldrig rigtig var blevet personlig.
– Jeg havde ikke rigtig forstået det med Gud. Slet ikke det med at han var kærlig og omsorgsfuld og ville os mennesker det bedste, forklarer han som årsagen til, at det var meget lettere bare at leve som alle andre.
– Vi kom stadig til møderne i den engelske menighed. Men kun for at mødes. Så snart de var begyndt, gik vi ud for at drikke og ryge. Der var 1000 i kirken, så der var massevis af unge at være sammen med.

Tilbage til Danmark

Da Mikkel var 17, flyttede familien tilbage til Danmark. Hans forældre havde indset, at menigheden i England ikke var alt det, de havde håbet. Det var et svært skifte for Mikkel, som knap nok talte dansk og stod til at starte på gymnasiet i Herning.
Han måtte gå 1. g om, men så havde han også fået lært sproget så godt, at han kunne klare sig igennem skolen.
– Jeg blev heldigvis hurtigt accepteret og kendt for at være lidt vild. På det tidspunkt handlede gymnasiet mest om at feste torsdag, fredag og lørdag. Men jeg røg også meget hash og tog amfetamin i weekenderne. Til festivalerne gik det helt amok, fortæller han. På et tidspunkt gik han til noget misbrugsrådgivning, men han havde aldrig billedet af sig selv som en egentlig misbruger.
– Jeg var kun psykisk afhængig, forklarer Mikkel, som havde et elendigt forhold til sine forældre på det tidspunkt.
– Det var ikke nemt for mine forældre at se på. Vi havde tit konflikter derhjemme, fordi jeg gerne ville gøre ting, som var imod deres kristne holdning. Jeg var meget frustreret over dem og havde svært ved at slappe af, når jeg var sammen med dem.

At rejse er at leve

Mikkel kendte også nogle kristne og var med i kirke et par gange, men det sagde ham ingenting.
Efter gymnasiet var slut i 2001 besluttede Mikkel, at han skulle ud at rejse, så han sparede penge op og tog sammen med en kammerat til Vietnam, Thailand, Cambodia og Laos.
– Jeg blev hooked på at rejse med det samme og tog kun hjem for at spare penge op til den næste rejse. Man kunne bare gøre, hvad man ville, når man var afsted. Jeg kunne feste med andre englændere, se den vildeste natur, klatre, dykke, virkelig leve livet. Min næste rejse gik til Indien, Sri Lanka og Thailand. Det var næsten som at se 50 år tilbage i historien. Jeg var fascineret af deres kultur og tro – og af selv at bestemme tempoet, forklarer Mikkel, som denne gang var afsted i seks måneder.
Efter den rejse besluttede han sig for at købe en enkeltbillet næste gang og så se, hvor han endte. Det var i begyndelsen af 2005. Den rejse begyndte i Thailand.
– Som rygsæk-rejsende tog man tit tilbage til de samme lande for at se nye steder og for at mødes med andre, som man tidligere havde rejst med. Men selvom det fungerede godt for mig at rejse, gav det mig ikke den tilfredsstillelse længere, som jeg fik i begyndelsen. Jeg var begyndt at være åben for andre muligheder.
I begyndelsen af maj rejste Mikkel Asmussen videre til Australien.
– Jeg havde nok en stærk fornemmelse af, hvad der var ved at ske. I hvert fald stod jeg den sidste nat i Thailand og røg hash og tænkte. ”Det er nok sidste gang, jeg gør det her, og det er okay!” husker Mikkel.

– Aj, det gør jeg ikke…

Allerede en af de første aftener i Australien var Mikkel til møde i City-afdelingen af Hillsong i Sydney.
– De har altid en afdeling af mødet, hvor de spørger, om nogen vil komme frem og tage imod Jesus, som frelser. Jeg kunne bare mærke, at det var det rigtige at gøre. Jeg brød helt sammen, allerede før jeg kom op foran. ”Aj, det gør jeg ikke”, tænkte jeg. ”Folk skal jo ikke se mig sådan her. Og så får mine forældre det også lige, som de vil have det.” Samtidig følte jeg, at jeg havde prøvet alt andet. ”Nu gør jeg det”, tænkte jeg, ”det kan vel ikke skade”.
– Jeg kan huske, at jeg lå i sengen om aftenen og tænkte: ”Hvad har jeg dog gjort, hvad har jeg bildt mig selv ind!” Der skete heller ikke rigtig noget dramatisk, som jeg havde tænkt.
– Men lige så langsomt lærte jeg mennesker at kende, og det gik op for mig, at jeg måtte lære det hele forfra, forklarer Mikkel.
– Jeg kunne ikke rigtig bruge det til noget, det, som jeg havde lært i min barndom om Gud.

Som at skifte tøj

Og lige så stille begyndte forandringerne at dukke op i Mikkels liv.
– Jeg blev både mere rolig og glad, efterhånden som jeg lærte Gud at kende på den nye måde. Det gik op for mig, at han havde et formål og en plan med mit liv.
– Forandringerne kom helt naturligt. Det var, som jeg gik ind og skiftede tøj, og så var jeg et nyt menneske og kunne gennemskue den tomhed, som der også havde været i rejselivet.
Selvom Mikkel stadig elskede at rejse, begyndte der nemlig at komme andre prioriteter ind i hans liv.
– Jeg var klar over, at jeg skulle hjem og have genopbygget mit forhold til familien. Jeg ville også gerne have familie på et tidspunkt og måske en uddannelse. Jeg følte mig godt stillet, fordi jeg havde nogen at komme hjem til. Jeg tror også, Gud havde holdt hånden over mig i alle de år, så jeg ikke var kommet længere ud, end jeg var, selvom jeg havde levet så vildt et liv.

Forholdt sig til fortiden

Derfor var det alligevel en omvæltning at komme til Danmark igen i 2006.
– Jeg var bekymret for, hvad mine nære venner ville sige til min nye tro. Men de fleste af dem kan jeg stadig være sammen med.
I Herning, som Mikkel flyttede tilbage til, var han med i opstarten af Åbenkirke, og det er en forandring, som han er meget glad for.
– Det var rart, at det blev en menighed, som forholdt sig mere til omverdenen.
Men samtidig var der også nogle ting i hans barndom, som han blev nødt til at forholde sig til.
– Menigheden, som mine forældre havde taget os med til som børn, var fuld af regler. Der så vi Gud som en person, der dikterede regler, men sådan er han altså ikke. Jeg havde lagt det til side i Australien, men hjemme igen blev jeg nødt til at forholde mig til det og snakke om det og studere det for at finde ud af, at sådan er Gud altså ikke.
Siden er der sket mange gode ting i Mikkels liv. Han har nu et semester tilbage på arkitektskolen i Aarhus, han er blevet gift med Anne Louise i 2010, og for halvandet år siden blev han far til Vincent.
– Jeg har tænkt meget over, at jeg skal gøre en indsats for at have et stærkt forhold til Vincent, når han vokser op. Så han ikke skal ud og finde bekræftelse og anerkendelse andre steder. Men man kan vel aldrig beskytte ens børn hundrede procent mod fristelse.
Mikkels forhold til hans egen familie, som kun bor 15 km væk, kunne heller ikke være bedre.
– Vi er sammen flere gange i ugen, og mine forældre hjælper tit med at passe Vincent. Jeg er ikke bitter over fortiden. Vi havde også gode år i England, selvom det hele ikke var godt. Samtidig har jeg svært ved at fortryde de år, jeg levede væk fra Gud, for jeg kan se, at han har brugt dem til noget godt i mit liv.
– Jeg fortryder, at jeg levede så egoistisk i forhold til min familie og var en stor bekymring for mine forældre. Jeg tror bestemt ikke, at det har været nemt for dem, og jeg er ked af alt det, de skulle finde sig i. Især da jeg gik i gymnasiet. Men de har fundet sig i meget og gjort alt for, at mine søskende og jeg skulle lykkes i livet. Jeg tager ikke mine forældre for givet og takker tit Gud for, at vi bor så tæt på hinanden.

Bevar kontakten

Mikkel opmuntrer andre forældre i samme situation til at fortsætte med at bede uden at presse noget ned over deres barn.
– Det kan være svært at være åben omkring tingene, men kommunikationen må ikke gå i stå. Der kommer et tidspunkt, hvor barnet selv må vælge, og der skal også være plads til at vælge forkert, selvom det kan gøre ondt på forældrene. Det er også vigtigt, at familien stadig bruger tid sammen. Selvom man har markant anderledes livsstil end sine forældre, har man stadig meget tilfælles.