Svage stater forfølger mest

Nordkorea er det værste land for kristne og topper for 12. gang Åbne Døres verdensrangliste.
Nordkorea er det værste land for kristne og topper for 12. gang Åbne Døres verdensrangliste.

Åbne Døre har netop udgivet Verdensranglisten 2014, hvor Nordkorea stadig har førstepladsen. Mange af de lande, der forfølger kristne mest, hører til de svageste i verden. 

Syrien, Somalia, Pakistan og den Centralafrikanske Republik er blandt de lande, hvor forfølgelsen af kristne er øget mest. Det viser Åbne Døres Verdensrangliste, der blev offentliggjort den 8. januar.

Åbne Døres Verdensrangliste 2014 over de 50 lande, hvor det er sværest at være kristen, har igen det kommunistiske Nordkorea øverst på listen – nu for 12. gang i træk.

Svage stater i top

Listen viser samtidig en stærk trend i 2013 til, at forfølgelsen er værst i ’sammenbrudte’ stater. Definitionen på en sammenbrudt stat er ”en svag stat, hvor sociale og politiske strukturer er brudt sammen og har nået et punkt, hvor regeringen kun har lidt eller slet ingen kontrol”.
Seks af de ti første lande på listen er svage stater: Somalia (nr.2), Syrien (nr.3), Irak (nr.4), Afghanistan (nr.5), Pakistan (nr.8) samt Yemen (nr.10). Og ni af de ti er muslimske lande.
Den nylig sammenbrudte stat – Den Centralafrikanske Republik (CAR) – er med for første gang og er nr. 16 på listen. Her går lejesoldater fra Chad og Sudan målrettet efter det kristne mindretal. Libyen og Nigeria står som hhv. nr.13 og 14 på listen.

Islamisme i Sahelbæltet

Islamisk ekstremisme er den stærkeste drivkraft i forfølgelsen af kristne i 36 ud af 50 lande på ranglisten. Her er det afrikanske Sahel-bælte (et halvtørt område fra Senegal ved Atlanterhavet og mod øst til Sudan og Det Røde Hav) den mest voldelige region. Her bor en femtedel af verdens kristne blandt en syvendedel af verdens muslimer.

Grader af frihed

I år er Verdensranglistens fremgangsmåde for første gang frit offentliggjort og er blevet uafhængigt revideret af International Institute for Religious Freedom (se www.iirf.eu) for at gøre processen vedrørende indsamlingen af informationer og udregningen mere gennemskuelig.
Verdensranglisten måler graden af frihed, under hvilken kristne må udleve deres tro i fem områder i livet: privatliv, familie, samfund, nationalt og i livet i menighederne – plus en sjette sfære, hvor graden af vold udmåles.
Nogle steder i Kina er der fx frihed til at være kristen hjemme – men ikke til at vise det offentligt. Nordkoreas topplacering på verdensranglisten skyldes regimets systematiske undetrykkelse af kristne. Det anslås, at mellem 50.000 og 70.000 kristne lever i koncentrationslejre, fængsel eller fængselslignende tilstande under lederen Kim Jong-Un.

Somalias andenplads

For første gang rangerer et afrikansk sub-Sahara-land som nr. 2 på listen, nemlig Somalia. Her laver det muslimske styre overvågning for at finde frem til nyomvendte muslimer, og kirken må mødes i skjul. I store dele af landet vil al-Shabaab-oprørere på tilbagetog prøve at indføre en endnu strengere form for sharia-lovgivning.
En kristen sagde i forbindelse med undersøgelserne til Åbne Døre: ”I dette land kan en kristen ikke stole på nogen. Ét tillidsbrud og du mister i bogstavelig forstand hovedet”.

Ekstremisme i Syrien

Syrien er en af Verdensranglistens hurtigst stigende lande, fra nummer 11 sidste år til en tredje-plads i år.
Borgerkrigen har bl.a. ført til grusomheder mod det kristne samfund – begået af udenlandskstøttede jihad-grupper – siden krigen begyndte for næsten tre år siden.
Det gør også nabolande som Irak ustabile og påvirker endda det relativt fredelige Jordan.
– Ensretningen bliver større og større i Mellemøsten, og islam er ved at blive endnu mere radikaliseret ved borgerkrigen i Syrien, der giver jihad ny drivkraft, udtaler en af Verdensranglistens analytikere.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Historier om stærk tro

– Verdensranglisten er ikke blot en række tal. Den må også ses som et menneskeligt dokument, der afspejler millioner af sørgelige, men også forbløffende historier om stærk tro, understreger Dr. Ronald Boyd-MacMillan, der er Åbne Døres leder for international strategi og research.
Læs mere om Verdensranglisten og Åbne Døre på hjemmesiden www.forfulgt.dk.