Tør du mærke, at du lever?

I det samfund vi lever i, og med den til tider hektiske hverdag mange er en del af, er vi indimellem nødt til at stoppe op. Ikke blot stoppe fysisk op, men også mærke os selv.

Hvor mange går ikke blot en tur, fordi de enten skal gå en tur med hunden, gå en tur til bageren eller gå en tur, fordi de skal besøge nogen, eller hvad det nu kan være?
Hvor mange går så en tur, uden at skulle noget? Uden at skulle nå noget eller følge en tidsplan? Hvor mange kan ikke nikke genkendende til at gå en tur, men senere måske opdage, at der faktisk var en fold med heste eller køer, uden at man faktisk havde set det. Hvorfor mon?
Fordi så mange af os faktisk slet ikke er til stede. Ikke er nærværende. Fordi vi hele tiden er så meget oppe i hovedet. Det er noget, jeg dagligt øver mig på – at være til stede.
I sensommeren gik jeg mig en dag en tur med bare fødder. Det blev til et regnvejrspjaskeri. Fantastisk følelse. Især sjovt var det, da postmanden kom forbi og kiggede underligt på mig, da jeg hoppede rundt ude i indkørslen, alene, og uden børn… Kunne godt se på ham, at det her da ikke var ”normale voksen-ting”, og dog smilede han til mig, som om han selv fik lyst.

Hvornår har du sidst rendt i bare tæer i vandpytter? Nogle gange er det bare de simle ting, der kan gøre dagen god og hjælpe dig med at være i nuet.