Vi skal se og erfare Guds herlighed

I søndagens tekst fortsætter Jesus med at bede for sine disciple og dem, som i al fremtid kommer til tro på ham. Men hvad er det for en herlighed, han henviser til og ønsker for os?

Denne tekst har to vigtige pointer:

Den troende er blevet forenet med Jesu Fader, med Jesus selv og med de andre troende på en måde, som kan sammenlignes med den enhed, der er mellem Faderen og Sønnen. Dette gælder allerede nu (v.22).
Denne forening med Gud og med hinanden erfarer den troende endnu kun i begrænset omfang. Men engang skal han eller hun få lov til at erfare denne forening fuldt ud. Dette gælder først ved Jesu genkomst (v.24).

Herligheden fra Gud

Begge disse pointer har sammenhæng med det, som Ny Testamente kalder ”herligheden fra Gud.” Paulus siger i Romerbrevet kap. 3, vers 23: ”Alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud.” Men i 2. Korintherbrev, kap. 3, vers 18 tilføjer han: ”Alle vi, som … skuer Herrens herlighed, forvandles efter det billede, vi skuer, fra herlighed til herlighed.” Når vi lever sammen med Jesus og betragter ham i troen, får vi det tilbage, som vi engang mistede.
I Paradis spejlede Adam og Eva den Gud, som havde skabt dem. De bar hans billede og herlighed. Men denne herlighed mistede de, da de faldt i synd.
I bøn til sin Fader siger Jesus nu om sine disciple til alle tider: ”Den herlighed, du har givet mig, har jeg givet dem.” Ved troen på Jesus får vi dét tilbage, som Adam og Eva mistede ved syndefaldet. Det er den inderlige forening med Gud selv, hvorved vi kommer til at spejle hans herlighed.

Foreningen med Gud

Tekstens første pointe er, at denne forening med Gud og med hinanden har vi allerede nu fået ved troen på Jesus. Vi bærer hans billede og afspejler ham i denne verden. Men tekstens anden pointe er, at det foreløbig er en herlighed, som vi må tro. Endnu ser og erfarer vi den kun glimtvis. Men engang vil Jesus komme tilbage til denne verden, fordi han vil, at hvor han er, skal vi også være. Og da skal vi se og erfare hans herlighed fuldt ud (vers 24).
Samme aften som Jesus bad denne bøn, havde han sagt til disciplene: ”Jeg går bort for at gøre en plads rede for jer… Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er” (Johannesevangeliet kap. 14, vers 2-3).

Først engang, når Jesus har hentet os hjem til sig, skal vi fuldt ud erfare den virkelighed, som han taler om hér. Men allerede nu er vi, der tror på Jesus, blevet en del af det inderlige fællesskab, der er mellem Guds Søn og hans Fader. Dette er himlen.

I troen på Jesus

Men allerede her og nu ejer vi altså denne herlighed i troen på Jesus. Troen er nemlig ikke først og fremmest en mening, som man kan tilslutte sig. Troen er en intim forbundethed med ham, en mystisk forening med ham, hvorved han er i mig, og jeg er i ham. Ved troen er vi ét med ham, ligesom Faderen er i Sønnen, og Sønnen er i Faderen (v.21).
Det er værd at lægge mærke til, at der ikke er tale om en hensigt eller en formaning. Den forening med Gud, der hér er tale om, er så inderlig og dyb, at intet menneske kan bevirke den. Netop derfor beder Jesus sin Fader om, at han vil gøre dette ved dem, der tror på ham. Fordi Jesus beder sin Fader – og ikke os – om at gøre det, ved vi også, at Jesus allerede har fået, hvad han bad om.

Ligesom Jesu herlighed kun var synlig i glimt, mens han levede hér på jorden, men vil vise sig i fuldkommen herlighed engang, sådan er vores herlighed endnu ikke åbenlys for alle. Men, som Johannes skriver i sit første brev, ”vi ved, at når han åbenbares, skal vi blive ligesom han, for vi skal se ham, som han er” (1. Johannes Brev, kap. 3, vers 2).

Søndagens tekst: Joh. 17:20-26

Teksten er fra Bibelen på Hverdagsdansk

Jesu ypperpræstelige bøn
20Jeg beder ikke kun for dem, der er her, men også for dem, som i fremtiden kommer til tro på mig gennem deres vidnesbyrd. 21Jeg beder om, at de alle må blive ét, ligesom du og jeg er ét, så verden kan tro, at du har sendt mig. 22Den herlighed, du gav mig, har jeg givet videre til dem, for at de kan blive ét, ligesom vi er ét. 23Når jeg er ét med dem, og du er ét med mig, så er enheden fuldkommen! Så vil verden indse, at du har sendt mig, og at du elsker dem, ligesom du elsker mig.
24Far, mit ønske er, at dem, som du har givet mig, må komme til det sted, hvor jeg tager hen, og at de må se den herlighed, som du har givet mig, fordi du har elsket mig, fra før verden blev til. 25Retfærdige Far! Selv om verden ikke kender dig, så kender jeg dig, og mine disciple her ved, at du har sendt mig. 26Jeg har vist dem, hvem du er, og det vil jeg fortsætte med, for at den kærlighed, hvormed du har elsket mig, må være i dem, og jeg må være i dem.«