Den tavse Gud

Af Henrik Engedal ung@udfordringen.dk
Af Henrik Engedal
ung@udfordringen.dk

– Hvorfor er du så langt væk, Gud? Jeg søger dig hele tiden, men jeg ser dig jo aldrig. Du giver aldrig noget livstegn fra dig, Gud…suk…amen, sagde den unge fyr, mens han sad på sengekanten og afsluttede sin morgenbøn.

– Hvordan kunne den Gud, som havde skabt det hele være så langt væk? Han var jo kristen – og havde altid søgt Gud. Der var mange ting han ikke forstod. Var Gud der overhovedet?
Han tog sin jakke på og gik på arbejde.

På vej til bussen gik den unge fyr forbi en ældre dame med en af de der hunde, som bare er alt for små. Hun kiggede vidst også lidt på ham, men han gik videre. Han havde lidt travlt, hvis han skulle nå bussen. Men hun virkede godt nok lidt bekendt, tænkte han kort, inden han hurtigt gik videre.
Ved budstoppestedet stod han sammen med de andre ”morgen-zombier”, som alle stod og kiggede tomt ud i luften. Han gjorde det samme indtil bussen kom.
Buschafføren kiggede på ham, da han trådte ind i bussen, og han kiggede tomt tilbage på ham, mens han hurtigt viste sit rejsekort. Længere nede i bussen var der heldigvis et tomt dobbeltsæde, som han hurtigt satte sig på.

Det var en god dag på arbejdet. Der var mange gode kollegaer. Dér havde han altså været heldig, havde han ofte tænkt. Lige bortset fra ham den nye, og rengøringsdamen, som altid gik i vejen, så var de andre rare at være sammen med. Men han behøvede jo heller ikke at snakke med dem, som han ikke kunne lide – eller dem med ”dårlig kemi”, som han foretrak at kalde det.

Da der ikke var meget arbejde, kunne den unge fyr faktisk gå tyve minutter hjem før tid. Men han var knap nok kommet ud af døren før en halvberuset mand kom hen til ham, og begyndte at sige mere eller mindre usammenhængende sætninger. Han ville sikkert have penge til øl eller sådan noget. Den unge fyr viftede manden væk og tog bussen hjem. Denne gang var der ikke et frit dobbeltsæde, så han måtte sidde ved siden af en lidt underlig ung kvinde hele vejen hjem. Irriterende…

Da han nærmede sig sin hoveddør fik han et chok: Der var lavet hærværk på hans døren! Hvem havde dog gjort det? Det var store tydelige bogstaver med orange graffiti. Han læste:
”JEG VISER MIG IGENNEM ANDRE MENNESKER. HVAD DU GØR MOD ANDRE, GØR DU IMOD MIG. SE MIG I DE ANDRE. LUK NU ØJNENE OP, OG ELSK DIN NÆSTE UANSET HVEM DE ER. JEG ELSKER DIG.
– HILSEN GUD”