Livsbekræftende at pleje døende

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

– Det er livsbekræftende at arbejde med døende, fortæller Rita Nielsen og tænker tilbage på 18 år som sygeplejerske på hospice. 

– Det er livsbekræftende at arbejde på hospice. De døende lever meget intenst. Og jeg lærer, hvad det vigtigste er i livet! Det siger Rita Nielsen, da vi møder hende på Diakonissestiftelsens Hospice kort før hun stopper med at arbejde dér for at få mere tid til undervisning og foredragsvirksomhed. Som klinisk sygeplejespecialist er det hendes opgave at undervise og udvikle, og det har hun gjort i 18 år – først på Sankt Lukas Stiftelsens Hospice i Hellerup og nu på Diakonissestiftelsens Hospice på Frederiksberg. Samtidig har hun skrevet bøger og holdt foredrag i hele Skandinavien. Bl.a. har hun skrevet et kapitel i bogen ”Livet før døden”, som Hospice Forum Danmark udgav i samarbejde med Unitas Forlag i forbindelse med 20-året for dannelsen af det første hospice i Danmark.

Livet bliver intenst på kanten

Rita, hvad har fået dig op om morgenen i alle disse år? Hvordan kan du bevare det gode humør blandt syge og døende på hospice? – Det er det mest fantastiske og livsbekræftende at arbejde med mennesker, som skal dø. Livet bliver så intenst på kanten. For nu gælder det jo, svarer hun med overbevisning. Og det er ikke kun patienter og personale, der har fået gavn af hendes ekspertise. Selv har hun også lært en masse. – Hver dag lærer jeg noget nyt. Jeg lærer, hvad det vigtigste er i livet. Jeg lærer af de døende noget om, at det er vigtigt at leve intenst, at bevare relationerne og at leve lige nu. For om lidt er det ikke muligt mere. Jeg lærer med andre ord at prioritere. Og kommer selv til at leve meget intenst af det. Det gør mig glad.

Med speciale i åndelig omsorg

Rita Nielsen blev sygeplejerske ved Århus Kommunehospital i 1972. Fra 1983 – 1996 var hun medforstander og lærer på Løgumkloster Højskole, hvorefter hun blev udviklingssygeplejerske på Sankt Lukas Stiftelsens Hospice. Siden 2007 har hun arbejdet som klinisk sygeplejespecialist på Diakonissestiftelsens Hospice. Samme år tog hun en Master fra Teologisk Fakultet ved Københavns Universitet i etik og religionsfilosofi med speciale i åndelig omsorg. Rita Nielsen har undervist sygeplejersker og sundhedspersonale på sygehusafdelinger, i hjemmeplejen og på plejehjem og holdt mange foredrag i foreninger. Hun har skrevet flere bøger om den åndelige dimension hos døende mennesker og deres pårørende.

Jacob accepterede døden

I dine bøger går du i clinch med døden – især i bogen ”Venteværelset”, hvor du interviewer den døende Jacob. Hvad gjorde stærkest indtryk? – Samtalerne med Jacob, der lå for døden som 37-årig, gjorde et meget stort indtryk på mig. Han havde nemlig forstået at integrere livet og døden inden i sig. Vi ved alle, at vi skal dø engang, men han integrerede det som en helhed. Det kom til udtryk ved, at han nåede til en form for accept af døden. Han var bange for den – og var ked af, at han skulle sige farvel til sin familie – men alligevel accepterede han, at det var sådan, det var, og at det var godt nok. – Han var også lidt spændt på, hvad der sker efter døden. Sammen med bevidstheden om, at han skulle dø, levede han enormt intenst. Det var spændende at stå på sidelinjen og følge hans åndelige udvikling. Her var et menneske, der var ateist, blev søgende og nåede til at hvile i den kristne tro. Det var ikke noget, han kom sovende til! Det var en kamp. Og det var spændende at være delagtig i den proces.

Følte skyld over at dø fra sin søn

Og han måtte tage afsked med sin fireårige søn. Det må have været smerteligt… – Det var meget smerteligt for ham. Det værste var, at han følte skyld over, at han skulle dø fra sin søn. Men samtidig havde han en vished om, at sønnen nok skulle klare sig. Hvordan tog drengen det? – Drengen tog det, som børn nu tager det. De er jo spontane og umiddelbare. Han var klar over, at hans far kom i himlen, og at han dér ville sidde sammen med farfar. Men det er jo klart, at der er meget at bearbejde efterfølgende.

Ingen er bange for at bede fadervor

Der er et andet tema i dine bøger – sorgbearbejdelsen, sjælesorgen, den åndelige omsorg. Hvor spiller den ind, og hvor meget fylder den i det daglige på hospice? – Den fylder meget, og det ligger jo i hospicefilosofien, at den åndelige dimension er en del af den lindrende indsats. Vi skal se på det hele menneske. Åndelig omsorg spiller også en stor rolle i sygeplejerskens bevidsthed, uanset om vedkommende selv er bevidst kristen eller ej. Man er opmærksom på at tale med patienterne om deres angst og håb og forestillinger om livet efter døden. Der er ikke nogen her på hospice, der er bange for at snakke med folk om, hvordan de har det – eller for den sags skyld at bede et fadervor – uanset, hvad de selv tror på. – Det er fantastisk at være i et miljø, hvor det er legalt. Og her bliver folk ikke ansat efter deres åndelige formåen, men efter deres faglighed. Man går bare ud fra, at den åndelige dimension selvfølgelig er med. Det er helt naturligt.

Faglighed og medmenneskelighed

Jacobs historie kan læses i Rita Nielsens bog ”Venteværelset – en døendes fortælling om livet”. Rita Nielsens seneste bog hedder ”Livets afslutning – behandling, pleje og omsorg” og giver gode bud på, hvordan faglighed og medmenneskelighed kan udmøntes i pleje, behandling og omsorg for alvorligt syge og døende mennesker. Bøgerne er udkommet på Unitas Forlag. Føromtalte antologi, ”Livet før døden”, kan købes gennem Hospice Forum Danmark.