Bare lige ud

Vi har nogle norske venner, der påstår, at det er håbløst at spørge om vej i Danmark. Hver gang de spørger, får de at vide, at de skal bare køre lige ud. Ja, de gør lidt grin med os danskere, fordi vi tror, at alting er lige ud af landevejen, og det ordner sig nok.

På bagsiden af den lokale avis kunne man læse følgende vittighed: Advokaten var kommet på sygehuset og fik besøg af en af sine venner, som blev meget overrasket, da han finder advokaten i færd med at læse i en bibel. Han kan ikke lade være med at udtrykke sin forbavselse, da det var hans indtryk, at advokaten normalt ikke læste i sin bibel, hvortil advokaten svarer: ”Jeg leder efter en smutvej!”. Historien fortæller ikke, om advokaten fandt en smutvej. Men han var i hvert fald begyndt at lede det rigtige sted.
Piet Heins berømte signalement af mennesket, er den lille kat på vejen, der bander på, at han/hun er sin egen. Vi ejer en urealistisk tro på, at livet bare er lige ud ad landevejen. Når livet så ikke er så lige ud, som vi håber og tror, bliver vi skuffede, og tror, at vi kan give Gud skylden for det. At være en kristen er ikke at leve det lette og lige-ud-liv. Men at være en kristen er at leve et liv, hvor man aldrig er alene, og hvor der altid er en vej. Det er interessant, at de første kristne ikke blev kaldt kristne, men ”dem, der følger vejen” (Ap.gern. 9,2). Jesus er Vejen. For Jesus selv var vejen ikke den letteste – den gik via Golgatha og gravens mørke. Jesus er derved blevet smutvejen til livet.

Sommetider har jeg en stærk fornemmelse af, at mennesker uden en personlig tro synes, at mennesker, der har gjort sig afhængige af ”ham Jesus”, snyder i livet og i døden. De lader en anden og uskyldig påtage sig både det skidt og møg, vi går rundt og laver, og kører på fribillet til Himlen. Vel er det snyd ! Det er vi ikke fortjent – bare de dog ville opdage, at det, som de kalder snyd, og som vi kalder Guds nåde og kærlighed, også er deres mulighed for en smutvej.