Jesus you are the savior of my soul…

Sådan lyder det hver morgen og aften på børnehjemmet på Benitez Street i den filippinske hovedstad Manila.

Vi blev noget overraskede den første morgen, vi vågnede til sang, der fyldte husets tre etager. Da vi havde fået søvnen ud af øjnene, gik vi ned for at se, hvad der skete. Vi blev mødt af 20 klappende og dansende børn, der skrålede af deres lungers fulde kraft. At du hverken synger rent eller klapper i takt, er fuldstændig lige meget. Det eneste det handler om, er at lovsynge og prise Gud. Vi blev begge næsten rørt til tårer over synet af de 5-15 årige børn, der stod med lukkede øjne og løftede hænder og lovpriste Gud af hele deres hjerte.
Børnenes glæde over at synge og danse smitter og gør, at vi dagen lang går og nynner sangene. De synger de samme seks sange hver dag, både morgen og aften. Det er utroligt, at de stadig kan holde glæden og gejsten oppe over at synge. Men en ting er sikker: Vi er i hvert fald heller ikke trætte af det endnu.
”Don’t you do that with your family at home?” Børnene undrer sig meget over, at vi ikke synger, beder og holder andagt morgen og aften med vores familier i Danmark. Og vi kommer helt sikkert til at savne det, når vi kommer hjem.
Tro betyder meget for børnene på børnehjemmet. Den første søndag morgen vi var her, blev vi flere gange spurgt, om vi skulle med i kirke, og man kunne virkelig se glæden i deres øjne, når vi sagde ja. Vi har flere gange fået at vide, at vi er svaret på deres bønner, da de har bedt meget om, at der måtte komme nogle volontører. De rører os gang på gang.
Det er tankevækkende, at børn, der er blevet udsat for misbrug og vold, stadig har så meget glæde. De er virkelig taknemmelige for det, de har og sætter pris på de mindste ting. I Danmark har vi over dobbelt så mange ting som de her børn, og alligevel er vi slet ikke nær så glade. Gud fylder meget i deres hverdag og er med til at holde dem oppe og give dem glæde. Det savner vi lidt i Danmark.