Hvem sidder på din trone?

s6_Orla VillekjærSøndagens Tekst: Matt. 22:1-14
”Ethvert menneske har en trone i sit indre, den må ingen sætte sig på, heller ikke én selv, for den trone tilhører Gud!”.

Sådan skriver den engelske poet, kunstner og forfatter William Blake, som levede for et par hundrede år siden.
Jesu lignelse handler om denne indre trone.
Når Jesus fortalte sine historier var der ofte noget i historien, som fik tilhørerne til at standse op og undre sig, måske protestere indvendig.
Tag selv et tjek inde i dig selv, når du læser/hører Jesu historie om kongesønnens bryllup.

Royalt bryllup
Det begynder så godt. En konge, som inviterer til sin søns bryllup. Guf for den kulørte presse. Men næppe har vores fantasi hentet tonsvis af billeder frem af en ekstrem flot bryllupssal, gourmetmiddag, tjenere på hver en finger, selskabskjoler og smokinger – før Jesus standser os barskt og brutalt.

Afvisning
Der er da noget helt galt med disse mennesker, som gennem deres nej til kongens bryllupsinvitation afslører, at de slet ikke bryder sig om kongen. Marken og forretningen løb vel ingen steder. Og nogle af kongens tjenere blev mishandlet, ja, dræbt. Associationer til Islamisk Stat træner sig på. Hvad i alverden foregår der? Kan det være kongen, som er en despot?
Vi forstår kongens reaktion. Så er vi med igen. Det manglede da bare! Igen stødes vi vel noget af Jesu barske sprogbrug. Det er godt nok ikke en historie for børn, den her!
Kongen ville have bryllupssalen fyldt op. Jesus afslører kongens sindelag: både onde og gode var velkomne! Så var det altså ikke kongen, som var en despot. Så undrer vi os over de første indbudtes had til kongen. Ejendommeligt!

Festklæderne
På Jesu tid var det ofte normalt, at en rig og fornem konge sammen med sin invitation sendte festklæderne med. Ingen skulle sige, at man ikke havde tøj at tage på! Så generøs og gavmild var denne konge.
Igen standser Jesus os. Der var én, som ikke ville modtage kongens bryllupsklæder, men mødte op i sit eget. Heller ikke her blev der en happy ending. Igen rystes vi over kongens reaktion: Bind hænder og fødder på ham, og kast ham ud i mørket udenfor. Og Jesus tilføjer: Dér skal der være gråd og tænderskæren.

Mange er kaldede…
Jesus slutter sin barske historie af med den sætning, han ønsker skal arbejde i os: Mange er kaldede, men få er udvalgte!
Jesu historie handler om en konge, som gennem sin invitation afslører sin generøsitet og kærlighed, men som også afslører en vrede, som chokerer os.
Jesu historie handler om mennesker, som gennem deres reaktion over for kongens invitation afslører et oprør og et had, som chokerer os.

Gud som kun en coach?
Vi lever i en tid, hvor menneskerettigheder, terapi og narcissisme kombineret med forbrugerisme let præger vores Gudsbillede, så vi gør Gud til en coach, hvis opgave er at servicere os og trøste os, når vi har det svært.
Mon ikke vi let kan føle, tænke og mene, at kongen i Jesu historie er uretfærdig? Det tror jeg! Vi har svært ved at tro, at synden i os er så hæslig og evigt livsfarlig, som Jesus afslører i sin historie.

Hvem er på tronen?
Alt sammen handler om, hvem der sidder på vores indre trone, for at vende tilbage til citatet af William Blake ovenfor.
Når Gud sidder på den trone i vore indre, som tilhører ham, så ser vi, hvor stor en gave menighedens fællesskab er.
Her standses vi gennem Guds Ord, bønnen og sakramenterne til endnu engang at spørge os selv: Er jeg blandt de udvalgte?
Og taknemmeligheden over at have fået invitationen gør, at jeg hele tiden har bryllupstøjet, Kristi retfærdighed, hængende parat. For festen begynder snart!


Artiklen fortsætter efter annoncen:



af Orla Villekjær