Venstre sidebanner eksempel

Maria-Louise så sin mor igen – som en engel

s3_stor_maria-louise
Jeg kan mærke, at Gud vil, jeg skal fortælle denne oplevelse. Det er et stort vidnesbyrd for mig, og kan blive det for andre: At Himmelen virkelig findes!
Maria-Louise Husted fra Aarhus oplevede en dyb sorg, da hendes elskede mor døde af kræft. Hun troede aldrig, hun skulle se hende igen…

– Mor blev syg i 2010 og kom på hospice i 2012. Hun døde kort tid efter i sommeren 2012, fortæller Maria-Louise.
Familien blev trøstet af venner fra Christianskirken i Aarhus.
– Men jeg blev så vred og frustreret på Gud. Hvorfor gjorde han hende ikke rask, når så mange mennesker bad for hende hver dag? Min tro blev virkelig prøvet af i denne tid, og jeg havde dagligt en stærk tvivl. Jeg tvivlede på himmelen og et liv efter døden. Jeg tvivlede på, om Gud virkelig fandtes, fortæller Maria-Louise, men tilføjer: – Men jeg opgav aldrig min tro. Jeg bad hver dag om et tegn på, at min mor virkelig var blevet frelst og i Himmelen i Jesu favn.
Jeg bad sådan hver dag, indtil en fantastisk konkret oplevelse skete. Gud har hjulpet mig igennem min svære tid.

Vokset op med kirken

– Jeg er opvokset i Skejby i Aarhus med min familie, mor Lissy, far Bjarke, to yngre brødre Jonas og Simon. Jeg har gået på den kristne friskole Jakobskolen.
Min familie og jeg er kommet i Christianskirken, men har også i perioder kommet i frikirkerne ”Kirken i Runddelen” i Risskov og Apostolsk Kirke. Vi har altid været en meget ‘åben’ familie i forhold til kirkelige retninger. Jeg har sunget i Christianskirkens børnekor og i gospelkor i Betlehemskirken (Aarhus Metodistkirke). Jeg er vokset op med børnekirke, børneklub, juniorklub, FDF m.m.
Efter folkeskolen gik jeg på Grejsdalens Efterskole 2007-2009 i Vejle. Min mor har selv gået på denne efterskole og fortalte så meget godt om den.
Jeg havde to rigtigt gode år med Gud tæt på – med lovsang og andagt til hverdag, og det at være kristen fik lige pludselig en særlig betydning for mig.

Svær tid i gymnasiet

– Efter at have været i ”den kristne osteklokke” i ca. 11 år startede jeg på Aarhus Katedralskole i 1. g. Men her handlede samtalerne blandt mine klassekammerater mest om fester med druk, stoffer, hash, sex…
Jeg følte mig derfor meget udenfor i klassen og gik meget alene. Da jeg ikke ville drikke mig fuld til skolefesterne, spurgte mine klassekammerater, om jeg var kristen. Det svarede jeg ja til, og jeg mødte ikke åbenhed, men mere hån og grin af det, og jeg blev bombarderet med en masse spørgsmål.
Det var meget svært at stå alene med min tro. Heldigvis havde jeg min KFS-gruppe, som jeg mødtes med en frokostpause om ugen på skolen. Men jeg følte ikke, at det gav mig nok. Jeg længtes efter og så tilbage på det kristne fællesskab på efterskolen.
Jeg var på dette tidspunkt leder i Christianskirkens børneklub hver mandag, og sammen med KFS var dette de to højdepunkter i ugen. Jeg græd ofte, når jeg var på mit værelse, og jeg følte mig meget ensom.

På det Kristne Gymnasium

– Min far og mor kunne ikke klare at se, hvor dårligt jeg havde det, så de tilbød mig at komme på det Kristne Gymnasium (KG) i Ringkøbning. Jeg blev overlykkelig og var klar til at rejse med det samme.
Det var fantastisk! Endelig var jeg tilbage i et dejligt kristent fællesskab, hvor jeg fik nogle skønne venner, som jeg stadig har.
Jeg var med til en bønneaften i Herning, hvor en kvinde bad for mig. Jeg oplevede for første gang en stærk følelse af Guds nærvær. Helligånden fyldte mig op, og det kristne fællesskab var med til at ”samle mig op” fra min triste tid på gymnasiet i Aarhus.

Mor fik kræft

– Da jeg nåede til de afsluttende eksamener i 1. g. før sommerferien, ringede jeg hjem til min far og fortalte, hvordan min matematikeksamen var gået.
Desværre havde min far en forfærdelig nyhed til mig; min mor havde fået brystkræft.
Han ville hente mig hjem før skoleårets slutning, fordi min mor skulle opereres nogle dage efter opkaldet. Hun skulle i behandling for kræft hele sommeren.

Sorgen slog mig ud

– Da jeg efter sommerferien skulle tilbage til KG, mærkede jeg, hvordan den store bekymring for min mor udviklede sig, og til sidst måtte jeg stoppe og flytte hjem til Aarhus igen.
Jeg kunne slet ikke koncentrere mig om min skolegang. Jeg fik det meget skidt med mig selv og mærkede, hvordan jeg fik et enormt dårligt selvværd, og en masse dårlige tanker kørte rundt oppe i mit hoved.
I perioder fik jeg selvmordstanker og måtte indlægges på en psykiatrisk afdeling i Risskov i tre uger for depression.
Jeg havde en lang svær periode, som varede i næsten tre år, hvor jeg gik i behandling for at få det godt igen. Jeg var så vred på Jesus. Jeg følte, at han var så fjern. Jeg var vred over, at min mor var syg, og at jeg selv fik det så dårligt.
Alligevel sendte Gud gode mennesker til mig. Det er bare først bagefter, at jeg kan se det.
På et tidspunkt i forløbet blev min mor erklæret rask. Men det var en fejlmelding. Hun var slet ikke var rask. Det var et kæmpechok for hele familien. Kræften spredte sig hurtigt fra brystet til hele kroppen. Og i sommeren 2012 døde hun.

Så sin mor igen

– Jeg gik til sorg-terapi. Og en helt almindelig torsdag til terapi stod min mor pludselig i lokalet! fortæller Maria-Louise.
– Både jeg og min terapeut kunne se min mor stå ved siden af os og høre hende.
Jeg mærkede en utrolig tryghed, et nærvær og en omsorg. Jeg blev så rørt af Helligåndens fred i min krop, som en varme fra hovedet og helt ned i tæerne. Jeg blev meget rørt.
Min mor stod som en engel foran mig. Hun havde det smukkeste lange bølgede hår, fine hvide klæder og bag på ryggen bar hun de smukkeste hvide englevinger.
Hun smilede til mig og talte til mig. Hun havde præcis min mors stemme, men talte som om hun kom fra en helt anden dimension. Hun talte i rim, og brugte gamle ord, som ”thi” og ”amen”.
Jeg forestillede mig, at det var et ”englesprog”, siger Maria-Louise.
Syng mit kære barn!
Hun fortalte mig, at jeg ej skulle være bekymret, for hun synger i himmelens englekor. (Min mor og jeg har sunget i gospelkor sammen.) Hun fortalte mig, at jeg skal blive ved med at synge, for hun synger med mig i Himmelen.
Hun sagde også, at jeg ikke skulle bekymre mig for, hvordan min familie (far og brødre) har det. For alt godt vil også komme til dem, sagde hun.
Jeg har virkelig også fået det bedre efter at have været på Børkop Højskole og have mødt min kæreste Søren.
Hun var så glad for, at jeg havde Søren, og selvom hun ikke nåede at møde ham hernede, så følger hun os i vores liv.
”Syng, mit kære barn, syng, og så er jeg lige hos dig og synger med dig. Jeg vil altid være hos dig. Jeg elsker dig.”
Det var de sidste sætninger hun sagde til mig, og så var hun væk.

Sorg og frygt er væk

– Jeg blev ikke ked af det, da jeg ikke kunne se hende mere, for jeg ved, at hun altid er hos mig. Jeg ved, at hun er i Himmelen, og at der virkelig er et liv efter døden!
Før denne oplevelse havde jeg det virkeligt svært med at komme på kirkegården og se min mors navn på gravstenen, men jeg ved, at hendes sjæl ikke er blevet til jord med hendes krop. Jeg har intet problem med at være på kirkegården nu, fordi jeg virkelig har fundet fred, håb og glæde i denne fantastiske guddommelige oplevelse. Gud er stor!
Jeg er fyldt af en stærk glæde og et stort overskud – i flere uger nu siden denne oplevelse. Og jeg er fyldt af en kæmpe stor taknemmelighed til Gud, siger Maria-Louise, som også har fortalt om sin oplevelse til et elevstævne på Børkop Højskole i sommers.