Psykoterapeuten opdagede en ny dimension

s3_stor_kvinde– Jeg fandt ud af, at der findes en åndelig verden, som jeg før kun havde snuset skeptisk til. Men heldigvis mødte jeg nogle kristne mennesker, som havde indsigt i denne verden.

Det siger Heidi Egeberg, som er praktiserende psykoterapeut i Kolding. Hun er uddannet i Systemisk Institut for Familieterapi (SIF). Men har tidligere også haft en alternativ klinik og er lægeeksamineret massør og uddannet i zoneterapi.
Hun kom i kontakt med den alternative verden af nysgerrighed, men forholdt sig skeptisk, da hun bemærkede, at nogle blev syge af at beskæftige sig med det okkulte.

Ramt af sygdom

Heidi Egeberg måtte imidlertid lukke sin klinik, da hun selv pådrog sig en diskusprolaps i nakken. Hun led også af sygdommen dystoni – dvs. en neurologisk sygdom med bl.a. ufrivillige spasmer og muskelsammentrækninger.
Det var så alvorligt, at hun til tider måtte sidde i kørestol.
I 2006 blev hun opereret på privathospital efter forgæves at have spurgt efter en operation i det offentlige sygehussystem.

På Alpha

– I 2005 flyttede vi og kom til at bo overfor en frisk præst, som vi ofte faldt i snak med. Han inviterede mig med på et Alpha-kursus, fortæller Heidi.
– Jeg oplevede et fællesskab og nogle mennesker, som havde noget, som jeg ikke før havde oplevet i min familie og opvækst.
Hvis jeg forsat skulle komme i det fællesskab, var det vigtig for mig, at jeg fik troen med i det. Ellers var der ikke balance i det og det føltes uærligt.
Men for mig var det meste bare en masse ord, indrømmer Heidi med et smil.

Fysisk reaktioner

Heidi oplevede imidlertid nogle fysiske reaktioner, som hun ikke kunne få en forklaring på.
– Det var sådan, at jeg nogen gange fik rystelser og uro, når jeg hørte ord som Jesus Kristus, Jesu blod, Helligånden eller Gud.
Min krop reagerede. Men hvorfor, det skete, kunne præsten eller de andre, jeg spurgte dengang, ikke svare mig på. De troede måske, at jeg var lidt skør…
Jeg var meget bange for, at mine reaktioner blev gjort til skamme. Jeg var bange for, at de tænkte, at jeg gjorde det med vilje. Derfor kom jeg ikke til gudstjenester i lang tid.

Modstand mod nadver

– Da jeg startede med at gå i kirke, gik jeg aldring op til nadver, da en stemme i mig, sagde ”du er ikke ren nok”.
Når jeg forsøgte at gå til nadver, følte jeg, at der var en mærkelig modstand i mig.
En gang, hvor jeg var kommet helt op til alteret, blev jeg så rystet eller slået ud, at jeg faldt sammen og maste plastikkruset i min hånd. En stemme inden i mit hoved sagde ligesom: Du er ikke ren nok… Og det vidste jeg jo godt. Så jeg besluttede at gå tilbage.
Men heldigvis var der en kvinde ved siden af mig, som opfordrede mig til at gennemføre nadveren. (Det var for øvrigt Berit Pedersen, som blev interviewet i Udfordringen uge 10/2016.)
Jeg drak vinen og spiste brødet. Og jeg mærkede, at det ikke bare var ord, men der var en kraft, så jeg oplevede ro og fred, mens Berit hjalp mig ud gennem en bagdør, fortæller Heidi.
– Alt var ligesom blevet lyst. Lovsangen lød anderledes. Jeg var glad og følte en lethed, husker Heidi.

Uvidenhed?

– Det var meget vigtigt for mig at få ord sat på alt det, jeg selv oplevede. Jeg følte, at mange af de kristne, som jeg hidtil havde mødt, ikke var rigtig klar over, hvad der foregik i den åndelige verden, eller måske valgte de at lukke øjnene for det, siger Heidi, som havde været tæt på at opgive det hele, fordi det ofte kun blev til ord, som hun ikke kunne forbinde til sit liv.
– Jeg vil ikke beskrive mig selv som troende i de første år, hvor jeg kom i kirken. Men jeg havde ikke Jesus i mig. Jeg havde ikke Gud og Helligånden i mig, konkluderer Heidi.

Hørte Birgitte Nilsson

Senere tog Heidi med to fra kirken til et seminar, som Birgitte Nilsson holdt i Haderslev.
Birgitte har selv været dybt involveret i det okkulte, men omvendte sig efter en dyb krise til kristendommen. Senere delte hun sin store viden om det alternative i forhold til kristendommen i sin bog ”Svæver over vandene”, som udkom i 2012 på Udfordringens forlag.
– Da jeg hørte Birgitte Nilsson fortælle om alt dette, oplevede jeg igen en voldsom reaktion i min krop. Jeg er normalt en person, som ønsker at have kontrol over situationen. Men her var der ligesom noget i mig, som overtog kontrollen. Jeg blokerede overfor Gud og Jesus. Jeg gjorde ting, som jeg ikke selv ville have gjort. Jeg skreg højt og skubbede dem væk, som ville hjælpe mig. Jeg bed endda ud efter Bibelen, som et vildt dyr. Til sidst faldt jeg om på gulvet og genvandt kontrollen over mig selv. Jeg var blevet udfriet fra det, Jesus kaldte onde ånder. Dæmonen slap mig, fordi Jesus var stærkere, fortæller Heidi taknemlig.

Brug for fortsat forbøn

– Men hele forandringen skete ikke på én gang. Jeg var til forbøn hos flere andre. Blandt andet hjalp det mig at høre Graham Powells undervisning, da han var på besøg i Danmark.
Graham Powell bor i Canada. Han har bl.a. skrevet bogen ”To verdener”, som udkom på dansk i 2013 på Udfordringens forlag.
– I dag kan jeg som terapeut bedre forstå mennesker, som har problemer med det okkulte.
Jeg har oplevet efter forbøn, at der kom rigtig mange ting op, som jeg tidligere har været i terapi for i min uddannelse, hvor vi har 150 timers egenterapi.
De tanker, følelser, og reaktioner, jeg fik dagen efter forbønnen, blev for mig en øjenåbner for, at forbøn ikke altid kan stå alene, men bør følges op af samtaler.
Der kan være områder, som man ikke selv er klar over ligger i underbevistheden. Noget er måske fortrængt; det er kroppens naturlige måde, at reagere på. Der kan være områder, man ikke har fået bearbejdet, angst, sorg og svære følelser, som kommer frem i forbønnen eller bagefter.
Der er en grund til, at det kommer frem. Fordi det er noget, man skal tage sig af.
Men hvor jeg før forsøgte at forstå alle de psykiske problemer ud fra psykologien, så véd jeg nu af egen erfaring, at der kan være mere på spil end det psykiske.
Der kan også være åndelige bindinger, som må brydes gennem forbøn og udfrielse.
Og her er jeg nok lidt skuffet over, at mange præster og kristne er så uvidende eller uvillige til at tale om de åndelige realiteter. For det er altså ikke nok at give søgende mennesker som mig noget viden om kristendom og et godt fællesskab. Man er også nødt til at hjælpe os fri af alt det, vi hænger fast i.
Vi er nødt til at have Jesus ind i os og blive fyldt med Helligånden. Vi har brug for nogen, som tager os ved hånden, ligesom Berit tog mig under sine vinger. Ellers glider man nemt ud af kirken igen, fordi man ikke véd, hvordan man skal få sit liv til at hænge sammen med det, man gerne vil tro på.
Hvis man fx møder fordømmelse, kan det være nok til, at man opgiver.

Sæt dig selv fri!

– Derfor er det godt med kristne forbedere, som kan bede for mennesker, der er bundet af det okkulte. Men man må også selv tage kampen op og frasige sig det dæmoniske, når det dukker op. Man kan befale det at forsvinde i Jesu navns autoritet.
Og så tror jeg også, at der kan være brug for terapi bagefter, så man får bearbejdet tingene.
Her er det naturligvis vigtigt at have en terapeut, som forstår den åndelige verden og ikke blot tror, at man er skør, siger Heidi, som har oplevet en stor forbedring i sin egen livskvalitet.