Fodtudser og elitesoldater

Paven og ledere af det Lutherske Verdenssamfund mødtes for nyligt i Malmø. Selvom der ikke var basis for at holde fælles nadver har man underskrevet en aftale om at arbejde videre med dialog kirkerne imellem. Ikke videre ambitiøst efter min mening. Snarere et udtryk for, at den globale familien Kristensen igen må lære, at den er ét legeme i Kristus.

I lille Danmark er det også på tide at smide ”vil selv” og ”kan selv” på lossepladsen. Gud er bossen. Det er hans masterplan, hans kirke og ham med overblikket. Hvis hver især tror, vi sidder inde med den absolutte sandhed, har tværkirkeligt samarbejde svære betingelser. Vi har erfaret, at Gadekirkens troværdighed blandt folk er stor, når de oplever, at vi ikke prøve at sælge en kirke eller en kirkeretning, men blot vil fortælle om evangeliet.

Nato havde en stor øvelse, som bevirkede, at menige danske fodtudser skulle arbejde sammen med amerikanske elitesoldater. I starten var danskerne meget benovede, og amerikanerne var lidt nedladende. Men operationen krævede, at man løste opgaven i fællesskab, og i løbet af øvelsen udviklede man indbyrdes relationer og en accept af hinandens kompetencer.

Forestil dig, at ledende præster fra byens menigheder i fællesskab går ud og møder den almindelige dansker for at få en snak om livet, døden og Jesus. Det bliver godt! Den bedste kur mod teologiske uoverensstemmelser og spidsfindigheder er at stå sammen på et gadehjørne med dryptud og kolde fødder. Hvor alle er i samme båd, arbejder for samme Herre og har samme vision. Udtryksformer, traditioner og doktriner udbreder ikke i sig selv Guds rige.

Forskelligheder kan være udfordrende, spørg min kone, men også berigende. Selvfølgelig er vi ikke altid indbyrdes enige, men sådan er det vel, når folk med forskellig bagage skal arbejde sammen. Fruen ligner ikke mig, taler ikke som mig og handler ikke som mig. Herudover tilhører hun det modsatte køn, som for mig ofte har været en gåde. Alligevel tog jeg chancen og giftede mig med hende. Har ikke fortrudt!