Bag om rumkapløbet

”Mænd på månen” ser på det intellektuelle og åndelige bag månerejsen.

Her er noget så helt særligt som et lille, uafhængigt forlag, der udgiver en fremragende – og fremfor alt: anderledes – bog om et emne, der vel stort set er forsvundet fra den jævne danskers mentale radarskærm, nemlig månerejserne.

Déngang var det ellers nok noget, der kunne rydde forsiderne, skulle jeg hilse og minde om.
Månerejserne var i udgangspunktet en del af den kolde krigs maniske konkurrence-optagethed mellem supermagterne USA og USSR. Hvem var førende teknologisk? Videnskabeligt? Militært? Og hvem skulle blive den første til at erobre rummet? Dét spørgsmål besvarede russerne med opsendelsen af den legendariske, men ubemandede Sputnik-satellit, der i 1957 satte alvorligt gang i de amerikanske bestræbelser på området.

Bestræbelser, som blot yderligere forstærkedes med den russiske kosmonaut Yurij Gagarins historiske indskriven sig som det første menneske i rummet. Her skal vi ikke nærmere komme ind på forlydender, som dengang var meget fremme: at Vladimir Ilyuhin, en fremtrædende militærperson, i virkeligheden var den første. Gagarin blev kendt, ikke alene på grund af sin rumtur, men også den famøse bemærkning, han bagefter blev tilskrevet: at nu havde han været ude i rummet og ikke kunnet finde Gud.
Bogen afviser disse ord som udtryk for, hvad der var politisk muligt at komme frem med dengang. Gagarin ville som bekendende kristen aldrig have sagt således, siges det.
Rumkapløbet var jo ikke alene et teknologisk anliggende; det var også et intellektuelt/åndeligt spørgsmål. De amerikanske astronauter så i høj grad sig selv og missionen som en troens opgave: troen på Amerikas storhed og troen på kristendommen som en vigtig forudsætning for månerejsernes succes.

En stærkt inspirerende og meget velskrevet og meget tankevækkende udgivelse, som forlaget skal have mange tak for at have befordret i trykken.

Christian Provstgaard: ”Mænd på Månen.”
153 sider • 125 kr.
Forlaget Mihfibian