Originalt lydbillede og smuk lyrik

Lige siden jeg først stiftede bekendtskab med The Brilliance, har de ramt en musikalsk og lyrisk nerve, som jeg har savnet i kristen musik.

Den smukke, ærlige og håbefulde lyrik kombineret med et udfordrende, unikt musikalsk univers og en blanding af tilbedende sange og sange med fokus på at tage socialt ansvar, er gået rent ind.

Med det in mente er “All Is Not Lost” et rigtig fint album. Det er præget af sin helt egen musikalsk eksperimenterende stil og fin lyrik. Og numre som melodiøse “Gravity of Love”, håbefulde “Will We Ever Rise” og stille og smukke “Holy Holy” gør bestemt albummet et bekendtskab værd.
Men derudover må jeg erkende, at jeg er lidt skuffet. Åbningsnummeret starter med en sær elektronisk lyd og fanger ikke rigtigt. Derudover er flere sange lidt “kedeligt” arrangeret i forhold til, hvad The Brilliance ellers plejer at levere. Og når man så støder på numre som “Turning Over Tables”, som mest lyder som et gospelpopnummer fra 90’erne, og 80’er- popnummeret “Hear Our Prayer”, bliver lydbilledet lidt mudret.

Netop evnen til at sprede sig over genrer og at mikse musik til en original sound, er ellers egentlig en af The Brilliances forcer, men på “All Is Not Lost” bliver det mere forstyrrende end originalt. Det bliver derfor et af den slags album, hvor jeg konsekvent kommer til at springe numre over, hviket jeg synes er superærgerligt.

Som nævnt er der dog også perler ind imellem, og hvis man ikke kender The Brilliance i forvejen eller har lige så høje forventninger, som jeg har haft, vil jeg bestemt anbefale at give albummet et lyt. Det kunne jo være, det ramte en nerve, som bare ligger et andet sted end min.
Kathrine Jul Chercka