Kolde øjne!
Flemming Andersen
Draget 49
9700 Brønderslev
Kolde øjne er at se noget, der er godt – det kan være rigtig godt – uden at ville påvirkes af det. Fx når jeg vil have lov at være ligegyldig og foragte, for sådan er min filosofi eller min politiske overbevisning. Jeg vil ikke se mennesket, men kun meningen med mine selvvalgte idealer.
Når flygtninge kommer til Danmark, sker det af og til, at muslimer hører evangeliet om Jesus Kristus, kommer til tro og bliver døbt. Miraklet sker, sindet hos den omvendte skifter fra mørke til lys, nu lyttes der gerne til Bibelens ord som Guds ord, der bliver glæde, bøn og lovsang, livet kommer til at stå i forhold til Bibelens lære, og man ønsker samfund med andre kristne – dvs. kristne danskere. Men samtidig vil man fra de muslimske samfund blive betragtet som utro og få en dødsdom – i muslimske lande kaldet æresdrab, ofte udført af en lejemorder.
Når en muslim konverterer og bliver kristen, er det en meget alvorlig sag og ikke bare for at få asyl. Disse nykristne er meget lette at modtage, oplære og danne fællesskaber med. De vil ikke danne parallelsamfund – hvis de gør, er det som kristne, hvor indstillingen er, at man skal lyde Gud mere end mennesker! Og moralen tegnes af de ti bud og Jesu bjergprædiken.
Der er mange kolde øjne både hos vore politikere og i vores kirke – ellers ville vi da ikke sende kristnede muslimer tilbage til den visse død i deres hjemlande. – Der gives ingen sikre steder dér. At sende konvertitter retur er at samarbejde med ISIS og deres venner. – Er det mon strafbart at overgive mennesker i andres hænder vel vidende, at de samme mennesker vil blive dræbt? Hvad siger dansk lov? Gives der også i denne sammenhæng kolde øjne?