Ikke én dag uden Gud
Når man sidder på den anden side af jorden, og ting er frustrerende, så kan man nemt føle sig hjælpeløs og alene. Hjælpen er der dog altid, når man mindst venter det, og når man mest har brug for det.
Min veninde og jeg har nu tilbragt en måned som volontører på børnehjemmet Renacer i Honduras, og en ting der er sikkert er, at alle dage ikke er lige nemme. Måske ved man ikke, hvor man hjælper bedst, og Danmark og familien føles ufattelig langt væk. Sværest af alt har det dog været at skulle kommunikere på spansk, som er et helt nyt sprog for os begge to.
En aften, hvor vi sad i kirken, havde vi ikke haft den nemmeste dag. Alt føltes umuligt. Så imens vi sad og forsøgte at lytte til prædikenen, så bed vi mærke i én eneste sætning, som vi forstod: «Nada hay imposible para Dios»(Intet er umuligt for Gud).
En anden dag fik vi nogle rigtig dårlige nyheder hjemmefra. Det er bestemt ikke sjovt at befinde sig på den anden side af jorden, når man mest af alt ønsker at være sammen med familien i en svær tid. Man kan føle sig ufatteligt hjælpeløs, men heller ikke da lod Gud os i stikken. Heldigvis for os var det søndag, hvor alle i kirken bad sammen med os. Den omsorg og medfølelse vi oplevede, var ubeskrivelig. Og for at det ikke skal være løgn, så fik jeg tilfældigvis slået op på to bibelhistorier, som handlede om præcis det, som vi bad for. Da var jeg ikke et sekund i tvivl om, at det var Guds måde at berolige os på.
I al vores tid herovre har der ikke været én eneste dag, uden at Gud har været med os. Og om det så «bare» har været et smil, et kram, opmuntrende ord eller et bibelvers/andagtsstykke vi har manglet, så sørger Gud altid for os og giver os det, vi har brug for. Dermed ikke sagt, at det vi har brug for, altid er det vi ønsker os, men også det har Gud styr på. Det synes jeg er tankevækkende, at uanset hvor man er i verden og hvor lidt man forstår af det, som sker omkring én, så passer Gud altid på os alligevel.