Min indre Martha

Klokken er lidt i fem om eftermiddagen (ja det er den selvfølgelig ikke nu, hvor jeg sidder og skriver det her, nu er klokken otte, børnene er puttet, og der er faldt ro over det lille hjem) Det er klassisk ulvetime.

Børnene er trætte og sultne, det samme gælder forældrene, og situation spidser til. Og til dem der altid har troet, at ulvetime betød, at børnene opfører sig som små ulve, så kan jeg sige, at det ikke er tilfældet herhjemme. Her er det mig, der bliver til en ulv. Jeg barrikaderer mig i køkkenet (her er et køkkenalrum ikke den optimale løsning, kan jeg afsløre), og koncentrerer mig om tilberedningen af aftensmaden, og hvis et barn skulle vove at krydse den usynlige grænse fra alrum til køkken, så snerrer jeg og bider efter vedkommende, indtil de har forladt mit territorium igen.

Jeg ville sådan ønske, at jeg var en af den slags mødre, der lavede mad sammen med mine børn, jeg er helt sikker på, at de ville elske det, men jeg bliver en Martha, når det kommer til madlavning. Jeg er så fokuseret på at få aftensmaden færdig, at jeg tilsidesætter mine børn for det. Jeg laver mad frem for at lave perler med min ældste datter, jeg laver mad frem for at tage min et-årige på armen, når hun står og hiver mig i buksebenet. Jeg laver mad frem for at hjælpe den mellemste med at samle noget Lego, hun har ødelagt.

Skal jeg være ærlig, så er det ikke kun, når det gælder aftensmaden, at der går Martha i den. Det gælder også alt andet husligt arbejde. Og det bliver ikke bare vigtigere end mine børn, det bliver også vigtigere end bibellæsning og bøn (jeg har simpelthen fået bildt mig selv ind, at jeg alligevel ikke kan koncentre mig, når det flyder rundt omkring mig).

Jeg tror, der er rigtig mange, der kan genkende sig selv i Martha, vi kan bruge hele dagen på ting, der er RIGTIGE, men glemmer alle de VIGTIGE ting. Vi har brug for at sætte os ned som Maria, for når vi sætter os stille ned, kan vores børn nå os, vores ægtefælle kan kysse os uden at blive slået ned af en støvsuger eller kvalt i vasketøj, og når vi er i ro, giver vi Gud mulighed for at tale til os.

Måske taler jeg mest til mig selv her, for jeg har virkelig meget at lære af Maria, jeg øver mig, men de fleste gange vinder Martha, endnu.