Sjovt møde mellem Martin Lidegaard og Pia Kjærsgaard juleaften i kirken

I bogen ”Jul på Borgen IV” fortæller det radikale folketingsmedlem Martin Lidegaard om et minderigt møde med sin politiske modstander Pia Kjærsgaard i kirken juleaften 2011.

Med sin brors familie var Lidegaard i Charlottenlund kirke, for han kunne ”slet ikke forestille mig en juleaften uden kirkegang.”

– Som så mange gange før var vi også denne aften lige sent nok på den og måtte mase os ind på de lange rækker af ekstra klapstole, der stod bagest i kirken. Mine to nevøer foran, min datter og jeg bag dem. Kort efter var kirken fyldt til bristepunktet og forventningerne ligeså.

Da trådte et pænt par i tresserne ind i kirkesalen: Pia Kjærsgaard med mand. Nu vil det nok være de fleste bekendt, at Dansk Folkeparti og Radikale Venstre ikke ligefrem sidder lårene af hinanden i Folketinget. Vi er måske de to partier på Tinge, der er mest uenige om det meste. Pia Kjærsgaard ville derfor under normale omstændigheder ikke lige være mit naturlige førstevalg som kirkepartner juleaften, og det gælder ganske sikkert også den anden vej.

Men juleaften var det, og i kirken er alle som bekendt lige for Vorherre. Følgelig rejste jeg mig op og råbte højt og klart gennem kirken: ”Pia, kom herned, her er altid plads til dig!“ Pia smilede, tog sin mand i hånden og begav sig ned mod os.

Episoden afstedkom spredt latter og fine smil på rækkerne omkring os, mens parret kantede sig frem mod os. Men hos mig begyndte panikken så småt at gøre sit indtog. For hvordan ville mine unge familiemedlemmer håndtere denne uventede situation?

Vidste nevøerne overhovedet, hvem Pia Kjærsgaard var, og kunne de finde på at sige noget vildt upassende – eller endnu værre: Fornærme hende, spolere hele kirkegangen og sætte ministerens renommé over styr? skriver Martin Lidegaard, der afslører, at familien havde givet hende øgenavnet ”sure Pia”.

– Det havde syv år tidligere afstedkommet et mindre, pinligt optrin, da min da toårige datter for første gang besigtigede Folketinget fra mine skuldre og tværs over Vandrehallen skrålede: „Se far, der kommer sure Pia!“

– Et lignende optrin skulle nødig gentage sig i kirken, så jeg nåede lige hurtigt at hviske til mine unge venner, hvem vores nye sidefæller var, og at de i øvrigt skulle opføre sig ordentligt. Det tog de meget bogstaveligt – i hvert fald i starten – hvor de hilste konfirmandagtigt høfligt på Pia og husbond og derefter klappede i som østers.

Bedst som snakken kørte mellem os på klapstolene, vendte min ældste nevø sig pludselig om og kiggede Pia direkte i øjnene. Herefter udtalte han med høj og klar røst den sætning, der siden er gået igen og igen i familien: ”Pia, tak for alt det, du gør for Danmark.”

Den dag i dag aner jeg ikke, hvor den sætning kom fra, og min nevø kan heller ikke forklare det. Men forbløffelsen var til at føle på, såvel hos komplimentens genstand som hos mig selv.

Pia kiggede først med hævede øjenbryn på mig, og derefter på sin mand, inden hun takkede den tiårige for hans spontane udbrud. Guderne må vide, hvad hun egentlig tænkte. Jeg havde selv sjældent svært ved at finde en passende kommentar, mens skuffen hang som en åben kommode på min datter. Vi blev reddet af orglet, der i det samme satte gudstjenesten i gang, og vi sank ned i den første salme.

– Det blev en gudstjeneste, som alle i min familie husker, fordi julens budskab om åbenhed, tilgivelse og hensyn over for alle mennesker, også dem man ikke forstår eller er enige med, pludselig blev meget nærværende og konkret, skriver Lidegaard.