Kan du høre, når det er Jesus, der taler til dig?
I dag ønsker mange kristne at kunne ”høre Guds stemme”. Det er ikke nok for det moderne menneske at høre præstens stemme. Det vil høre direkte fra Gud. Ufiltreret.
Det er der ikke noget galt i. Også Luther kæmpede for, at alle kristne kunne gå direkte til Gud. Vi er alle ”præster”, sagde han.
I dag udgives der mange bøger om at lytte til Gud. Fx også om at tyde drømme ud fra bibelske symboler. Og som jeg skrev i en leder (uge 36,2017), så kan Gud tale til os fx gennem:
- ”Tilfældigheder” – og ”guddommelige sammentræf”.
- Sange, der pludselig høres eller dukker op i tankerne.
- Visioner for dit indre blik – eller synlige visioner. Indtryk.
- En overbevisning i dit hjerte.
- Drømme, som taler til dig eller til andre.
- Følelser og sanseindtryk. Naturens kreativitet.
- Andres ord og råd. Tegn undervejs. Åbne og lukkede døre.
- En pludselig erindring.
- En stemme i dit sind eller dine tanker.
- Et tegn eller et under – overnaturlige begivenheder.
Hvis vi har svært ved at ”høre”, så er et godt råd at bruge tid sammen med Jesus – i personlig fri bøn og ved at læse i Bibelen. Eller gennem tungetale, som nævnt i sidste uges leder.
Efterhånden lærer vi at skelne vores egne tanker, eller andres tanker, fra Guds tanker. Vi genkender Jesus.
Men Jesus taler egentlig ikke kun om at høre hans stemme.
Han siger: Mine får adlyder min stemme. Jeg kender dem, og de følger mig.
Formålet med at lytte er nemlig, at han kan vejlede os til det evige liv, så vi ikke går fortabt. Se teksten herunder. Og hvis vi ikke selv stikker af fra hyrden, så kan ingen rive os ud af hans hånd, lover han. Hvis blot vi følger hyrden Jesus og ikke flokken, som jo ind i mellem er noget forvirret, så kommer vi hjem.
Søndagens tekst: Johs. 10, 22-30
Teksten er fra Bibelen på hverdagsdansk
Jesus: Jeg og Faderen vi er ét!
22-23 Det blev vinter, og Jesus var igen på besøg i Jerusalem, denne gang under Hanukka festen (Tempelindvielsesfesten). Han gik omkring i den del af templet, som kaldes Salomons søjlegang. 24 De jødiske ledere omringede ham og spurgte: »Hvor længe vil du holde os hen i uvished? Er du Messias, så sig det ligeud!«
25 Jesus svarede: »Det har jeg allerede gjort, men I ville ikke tro mig. De undere, jeg gør i min Fars navn, er bevis nok. 26 Men I tror mig ikke, fordi I ikke hører til blandt mine får.
27 Mine får adlyder min stemme. Jeg kender dem, og de følger mig. 28 Jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig gå fortabt. Ingen kan rive dem ud af min hånd.
29 Min Far, som har givet mig dem, har større magt end nogen anden, og ingen kan rive dem ud af min Fars hånd.
30 Jeg og Faderen, vi er ét.«