Når fornyelsen går i stå og vi glemmer at leve i tro

(Læsetid: 7 minutter)
Colin Urquhart er forfatter til mere end 40 bøger og optræder jævnligt i kristne radio- og tv-programmer. Han har for nylig udgivet en ny uddybende og nutidig oversættelse af Ny Testamente med titlen ”The Truth”, samt en studieudgave på 680 sider. The Truth kan i øvrigt downloades gratis.

Den verdenskendte engelske prædikant, forfatter og bibeloversætter Colin Urquhart var oprindelig sognepræst i England i den anglikanske kirke, der nærmest svarer til vores folkekirke.

Han var leder af en meget blomstrende menighed i St. Hugh, som mange præster ville misunde ham. Det var en menighed, der mindede om Karlslunde Strandkirke i dens bedste periode.

Et skønt kristent fællesskab, hvor mange var engagerede og begejstrede for Jesus, fordi de havde oplevet en Helligånds-vækkelse.

Åndelig fornyelse af gamle kirker

Det var i 60’erne og 70’erne, hvor der skete en åndelig fornyelse i alle mulige slags kirker i hele verden. Baptister, lutheranere, metodister, reformerte og altså også anglikanere opdagede Helligånden som stærkt nærværende.

Adskillige anglikanske biskopper var meget åbne for denne fornyelse. Den kom som en Guds gave netop i en periode, hvor kirkerne var hårdt presset af moderne verdslighed og det oprør imod normer og moral, der fulgte med ungdomsoprøret.

Det var i disse år, at anarkistiske terrorgrupper som Bader-Meinhoff hærgede Europa og truede demokratiet. En mørk og usikker tid, hvor det ateistiske Sovjetunionen stadig eksisterede og truede med at invadere Vesten.

Ud af reden – ud at flyve

Colin Urquhart havde kun lyst til at hygge sig med sin dejlige menighed, da Gud kaldte ham til at sige farvel til løn, præstegård og pension for i stedet at leve i tro som omrejsende forkynder. Det var egentlig slet ikke noget, han duede til, syntes han. Så det tog ham et år, før han overgav sig til Gud og sagde jobbet op.

Gud brugte netop hans ydmyge og stilfærdige stil til at skabe fornyelse i anglikanske kirker over hele verden.

Han talte i Australien, Sydafrika, Canada, USA, og overalt var kirkerne stopfyldte med åndeligt tørstige mennesker.

Der var et så stærkt Helligånds nærvær på disse møder, at hele forsamlinger faldt på knæ i ærefrygt for Gud. Hundredevis af syge blev helbredt. Colin måtte opgive at bede for hver enkelt og istedet bede for hele forsamlingen på én gang. Han begyndte også at fungere i nådegaven med kundskabsord, så han fra talerstolen kunne nævne mennesker med specielle sygdomme, som så blev helbredt.

Kristent bofællesskab

Hjemme i England boede han og familien i et kristent bofællessskab, som på mirakuløs vis fik stillet herregården The Hyde til rådighed, hvorefter flere og flere tilsluttede sig. Det blev et center for fornyelse, som udviklede sig til den kristne organisation Kingdom Faith.

Colin Urquhart har beskrevet historien i bøgerne ”Når Helligånden kommer” og ”Tro – virksom for fremtiden”, som udkom på dansk på forlaget Vision i 1993.

Engang, hvor jeg besøgte Johs. Muhlig fra Rhema forlag, fik jeg en kasse med den sidste bog med hjem. Det var en ældre lidt falmet bog, som jeg ikke regnede med, at vi kunne sælge.

Men for nylig følte jeg mig ledt til at læse bogen. Det var som at genopleve den åndelige fornyelse i Danmark, hvor Colin Urquhart også talte dengang.

Men før jeg nu forfalder til nostalgi, skal jeg fortælle, hvorfor jeg bruger en leder-artikel på denne bog: Den fortæller om en udvikling, som vi også har oplevet herhjemme, og som endte med, at fornyelsen gik i stå – eller som David Wilkerson profeterede: Fornyelsen bliver sur.

Fornyelse uden kraft

Colin beskriver den skuffelse det var, når han vendte hjem til England fra sine fantastiske oplevelser i udlandet. I England ville man nok have lidt fornyelse i kirkerne, men da man ikke virkelig ville omvende sig og følge Jesus, blev det kun til en overfladisk fornyelse og ikke til den dybe forandring af sind og tanker, som der var så hårdt brug for.

Virker det ikke meget velkendt?

”I de tidlige 70’ere havde der været lagt betydelig vægt på oplevelsen af Helligånden og hans undergørende kraft. De sidste tre eller fire år havde været en befæstelsens tid. Grundig undervisning var nødvendig, for at folk ikke bare skulle gå fra den ene oplevelse til den anden.

I løbet af disse sidste år var et stort antal mennesker blevet velsignet og døbt med Helligånden. De var blevet en del af det, der mere og mere blev kaldt ”fornyelsen”. Men ved at komme ind i bevægelsen på et tidspunkt, hvor der især blev lagt vægt på grundig undervisning, var der mange, som aldrig havde haft en førstegangsoplevelse af de tidligere års undere, tildragelser og begivenheder.

Der var mange kirke- og bedegrupper, hvor disse tildragelser engang var forekommet regelmæssigt, men som nu næsten havde tabt det mirakuløse af syne. Det ville næppe være sandt at sige, at de var vokset ud over sådanne ting, for undere skete under hele Jesu tjeneste.

Der var kommet en svækkelse af troen på, at Gud virker med kraft, selv om disse dimensioner af Åndens virke ikke helt var gået tabt, og der ikke var holdt op med at ske undere. Gud ville, at vi skulle føje undervisning til kraft – ikke udskifte det ene med det andet.

For Jesus hørte bøn og tro sammen. Man kan ikke forestille sig ham bede uden tro på, at hans Fader ville svare ham.

Hvor mange bønner havde jeg bedt uden den samme forventning? For mange! Jeg behøvede denne ekstra dimension af tro, som jeg nu så var mulig.

Jeg vendte mig til Skriftens ord og læste igen og igen Jesu løfter om bøn. Mens jeg gjorde det, begyndte Helligånden at sige dem til mit hjerte.

Hvad som helst I beder om i mit navn, det vil jeg gøre, for at Faderen kan herliggøres ved Sønnen. (Joh. 14,13)

Hvis I bliver i mig, og mine ord bliver i jer, så bed om, hvad som helst I vil, og I skal få det. (Joh. 15,7 – se også Joh 16,23-24, Matt. 17, 20 og 18,19)” (Citat slut.)

En daglig fornyelse og kraft

Også i Danmark er der mange, som har taget imod Jesus – engang. Og det var stort og skønt. Måske har vi endda oplevet hans kraft i form af en overnaturlig helbredelse. Måske har vi oplevet det varme kristne fællesskab i forbindelse med gospel, lovsang og hygge.

Men samtidig har vi måske personlige problemer. Og vi kan ikke forstå, at livet skal være så svært. Men går vi til Jesus med problemerne? Nej, nu går vi til lægen og psykologen. Vi søger hjælp fra alle andre steder – måske endda fra alternative kilder, som har en anden ånd.

Jesus taler i søndagens tekst (til højre på siden) om at adlyde ham.
Måske skyldes nogle af vores problemer, at vi lever, som det passer os?
Måske vil vi godt have Guds gaver, men vi vil ikke omvende os fra det onde – eller måske snarere det tomme liv?
”Uskyldige”, men tomme fornøjelser.

Tomhed eller tro

En aften havde jeg set en typisk moderne film, der jo var fyldt med bandeord og vulgære udtryk, og som dybest set var umoralsk, selv om den var sjov.

Da jeg ville bede en aftenbøn, før jeg faldt i søvn, følte jeg virkelig, hvor skævt det var. Her havde jeg brugt to timer på tomhed og umoral. Og så kom jeg til Gud i de sidste par minutter af dagen for at få hans velsignelse og nattero… Suk!

Vi må prioritere det nye liv.

Læs også