Biskopperne er ’tavse som østers’ om abort

Den 30. maj var det 40 år siden, fri abort blev indført i Norge.

(Læsetid: 4 minutter)
Vebjørn Selbekk og Rolf Kjøde er enige om, at der tales alt for lidt om abortloven i kirkelige sammenhænge.
Foto: Ingunn Marie Ruud, KPK

Både biskopper og kristne generelt er blevet tavse omkring abortloven. I stedet ytrer kirken sig i spørgsmål om miljø og asylpolitik.

Det er Dagen.no’s chefredaktør, Vebjørn Selbekk, og pastor Rolf Kjøde fra NLA Høgskolen helt enige om.

Havareret menneskesyn

– Kirken har et særligt ansvar for at blande sig på grund af menneskeværdet. At det kristne menneskesyn havarerede ved indførelsen af abortloven, hører vi ikke så meget om fra kirkens side. I dag er biskopperne tavse som østers, siger Vebjørn Selbekk.

Han deltog den 30. maj – på 40-årsdagen for indførelsen af abortloven i Norge – i et temamøde i Ryenberget kirke, som er en menighed i Det Evangelisk Lutherske Kirkesamfund (DELK).

Også Rolf Kjøde deltog i mødet, hvis tema var «Hvor meget skal kirken blande sig i politikken?».

– Det er ikke bare trist, hvor tavse biskopperne er blevet, men også hvor tavse vi kristne generelt set er blevet, siger Kjøde om abortspørgsmålet.

Trods gentagne forsøg er det ikke lykkedes for KPK at få en udtalelse fra Bispemøtet.

Miljø- og asylpolitik

Selbekk mener alligevel, at kirken ofte går for langt, når det gælder at blande sig i politiske sager. Det gælder især miljøbeskyttelse og asylpolitik.

– Man kan argumentere for, at kirken skal have en mening om begge disse spørgsmål. Man kan finde grundlag for det i Bibelen. Problemet opstår, når kirken går fra at snakke om det på et overordnet plan og i stedet bliver en praktisk-politisk aktør, siger chefredaktøren.

Han nævner modstanden mod olieboring i Lofoten, Vesterålen og Senja som eksempler på noget, kirken efter hans mening ikke burde have engageret sig så stærkt i.

– Her kan man ikke sige, at den ene løsning er mere kristelig end den anden, i modsætning til i abortspørgsmålet. Dette er komplicerede sager, og kirken har ingen specialkompetence her, mener Selbekk.

Privat eller offentlig tro?

Kjøde peger på faren ved, at kirkesamfund og kristne undlader at mene noget om samfundet og politikken.

– Vi må ikke acceptere og lade os diktere af dogmet om, at vores tro er en privatsag. Troen har en meget stærk offentlig side. Det er vigtigt, at vi adresserer de store spørgsmål og sætter dagsordenen, siger Kjøde.

Han mener, at det historisk set problematiske forhold mellem tro og politik, hvor kirken har været for tæt på den politiske magt, har bidraget til, at nogle har følt behov for at skabe afstand.

– Vi er alle politiske mennesker og lever som del af et samfund. Vi kan ikke melde os ud. Der findes nok dele af den pietistiske tradition, som har meldt sig ud. Vi må lære at handle politiskt i overensstemmelse med vores tro, siger Kjøde.

Højrefløjen er ikke mest kristelig

Kjøde ønsker at udfordre tendensen til at mene, at kristne hører hjemme på den politiske højrefløj.

– Min politiske forståelse er ikke primært, at vi skal være konservative. Vi må have en meget mere radikal indstilling til politik. Her står vi faktisk for noget, som er ret og sandt, siger Kjøde.

Han mener ikke, der er nogen forskel på venstre og højre, når det gælder udglidning i spørgsmål om menneskeværd.

– Det er en sag, som forfølger den kristne kirke i Norge, at vi skal høre til højresiden. Det er meget vigtigt, at vi gør os fri af det. I dag ser vi, at højresiden ikke bidrager med noget mere værdimæssigt end venstrefløjen, siger Kjøde.

Selbekk mener også, at der er sket et skred på højrefløjen, og at mange af forskellene er visket ud.

– Men på ét punkt mener jeg, at der er en stor forskel. Det handler om viljen til og ønsket om at styre kristne samfund, hvor langt ind i trossamfundene man skal gå for at bestemme. Der er der fortsat en vigtig ideologisk forskel på højre- og venstrefløjen, siger han.
KPK/Bodil

Læs også