Vi skal lave relevante fester, til dem ’langt ude’

Som social mentor i en dansk kommune ser Maria Skytt flere behov, end kommunen kan møde. For at finde ud hvorfor der ikke er tilgængelige tilbud fra kirkerne, tog hun en tur rundt i byen, for at høre kirkens erfaringer og tanker om socialt arbejde.

(Læsetid: 8 minutter)
Af Maria Skytt Fajsburg, Socialrådgiver, social mentor i
Roskilde kommune

Jeg lader mig inspirere af lignelsen i Lukas kap 14 om herremanden, der ville holde en fest, og da ingen af de inviterede kom, måtte han sende sine tjenere ud – langt ud, for at hente gæster ind.

Jeg arbejder i en kommune, en gennemsnitlig, socialdemokratisk kommune, en hvilken som helst kommune i Danmark. Er ansat som offentlig medarbejder med de privilegier og begrænsninger, det nu giver.

I mange år har jeg været forblændet af ”alt det jeg ikke måtte” som kristen, i stedet for at holde fokus på det jeg gerne må.

Jeg må gerne være lys og salt.
Jeg må gerne ’dufte’ af Jesus.
Jeg må gerne kigge mennesker ligeværdigt i øjnene, – dele mit håb med dem.
Og som min leder siger ”jeg må gerne facilitere kontakten til civilsamfundet”.

At facilitere kontakten til civilsamfundet er nemt i min kommune. Der er mange spændende og relevante tilbud til de meget sårbare borgere, jeg møder i min hverdag som social mentor. Man kan gå til Yoga, man kan få NADA, man kan komme i en aften café for andre med en autismespektrum-forstyrrelse, man kan komme på et stort værested og et lille værested, man kan gå til sport og kor….

Mine kollegaer og jeg er supergode til at opstøve de tilbud, der dukker op i byen, for vi har brug for at kende så bred en palette af tilbud som muligt, så vi rammer så mange af de borgere, vi arbejder med, som muligt.

Og alligevel sidder jeg med en gruppe, der ikke kan, der ikke magter at tage imod de fællesskaber, der tilbydes, og som derfor sidder derhjemme og er isolerede og ensomme.

Og alligevel sidder jeg med en følelse af magtesløshed, fordi jeg gang på gang møder behov, som er så basale, og som vi, i det kommunale system, ikke kan (må?) møde.

– Jeg har siddet over for en, der var boligløs, han havde fået tilbud om at låne en campingvogn og ser på mig med tårer i øjnene og siger: ”Men Maria, jeg har jo ikke penge til en gaffel og en dyne, så hvordan kan jeg tage imod den?”

– Eller en kvinde med 4 børn, der ikke kunne overskue næste uges madpakker til børnenes skole og derfor overvejede, at de skulle blive hjemme fra skole, da hun jo ikke kunne sende dem sultne afsted.

– Jeg har mødtes med en ung mand, som aldrig har oplevet, at hans forældre brød sig om ham, og som bare sukker efter venner og voksne at spejle sig i. ”Nogle der siger tillykke, når jeg har fødselsdag.”

– Jeg møder ugentligt mennesker, som er i systemet og får basal behandling – og piller, men ikke er lykkelige.

Jeg kan blive ved, men det skal jeg nok lade hver med.

Der er så mange pressede mennesker på vores samfunds bund, som kirken kan række ud til. Men det må være med relevante tilbud, som de kan føle sig trygge i, og som viser vejen til Jesus.
Ressourcer i kirkerne

Efter at have været i dette et par år, begyndte jeg at tænke på alle de ressourcer, som der er i kirkerne. Alle de mennesker dér, som har en ekstra gaffel, eller som godt kunne være en støtte til den unge mand eller være en relevant modvægt til det faktum, at den danske kontanthjælps-lovgivning lige nu ikke handler om at hjælpe folk, men om at presse dem så langt ud som muligt i armod, så de indser, at det er bedre at have et arbejde.

Lige nu er der så mange pressede mennesker på vores samfunds bund, der bare skriger på mening med livet, som vågner op om morgenen og er desperate over, at de vågnede igen, som ikke kan se meningen med livet, som ikke føler andet end modstand og at de er til besvær.

Jeg tror på, at de råber på en kirke, der rækker ud og bliver tydelig.

For at finde ud af, hvorfor jeg i min by ikke mødte tilbud fra kirkerne, besluttede jeg at tage rundt og besøge dem alle sammen, at drikke kaffe med lederne og høre dem fortælle om deres tanker om socialt arbejde og om at række ud til deres by.

Det jeg hørte flere steder var:
Vi har prøvet.
Vi er i tvivl om, hvordan vi får vores invitationer ud.
Når vi laver et tiltag, er der ikke nogen, der kommer.

Det har været en god oplevelse for mig at komme rundt og høre, hvad der sker, og hvad der tænkes rundt omkring – og at høre om de tilbud, der også er, som er relevante for de mennesker, jeg møder.
Enden på besøgene blev en fællessamling, hvor halvdelen af byens fri- og folkekirker dukkede op, delte og opmuntrede hinanden med, hvad vi allerede gør rundt omkring, og drømte sammen om, hvad vi gerne vil se mere af.

Der blev desuden lavet en oversigt over kirkernes aktuelle tilbud, som blev sendte rundt til mine 99 kollegaer i kommunen. Tilbud om madfællesskaber, maduddelinger, gratis genbrugsbutik, sommerferier, legestue, gåture, kor ect.

Men jeg oplever ikke, at vi kan stoppe her.

Jeg var forbi et af sommerens stævner, hørte et oplæg fra Lisa Samuelsen, der har startet Eden Ministry. Hun fortalte levende og passioneret om det arbejde, hun laver blandt de handlede kvinder i Asien (Myanmar). Opfordrede os til at tænke ud af vores komfortzone og se på, hvor vi kan være med til at gøre en forskel. Da hun kaldte op til forbøn, var der ca. 7, der rejste sig. Jeg stod nede bag ved og tænkte ”Hold da op Gud, tak fordi du viser mig dette. Tak fordi jeg bliver mindet om, hvor svært det er for os at træde ud og være med til at gøre en forskel.”

Senere på sommeren stødte jeg på Lisas mand, Søren, der talte i en kirke og opfordrede os til at turde bede Gud om at give os en nød for ’dem der græd i nat’.

Jeg ved at ’mit Myanmar’ er i min by. Jeg er helt sikker på, at Gud har kaldet mig til at række ud til dem, der græder i min by, men jeg kan ikke gøre det alene. Opgaven er så stor, og det er meningen, at vi skal dele den.

Når Gud sætter mennesker sammen

Som kun Gud kan sætte os i forbindelse med mennesker, vi kan rejse sammen med, møder jeg i juni psykolog Kirsten Callesen, på en lille nusset restaurant i København, klokken halv sent om aftenen, efter et foredrag jeg egentlig havde overvejet at droppe. Kirsten kender ikke mig, men jeg ved, hvem hun er, fordi jeg har set hendes billede på Psykologisk ressourcecenters hjemmeside, og jeg ved, at hun var søster til Peter Dyhr, som var min præst nogle af de år, jeg boede i København.

Kirsten tilbyder uddannelse og udrustning til særligt mennesker med autisme og professionelle i dette felt. Jeg var i den situation, at jeg var mentor for en ung mand, jeg gerne ville have i forløb hos hende. Så da hun satte sig ved siden af mig, måtte jeg spørge hende, om hun ikke lige kunne få min borger ind i forløb. Dette lidt frække spørgsmål affødte en samtale på 1½ time.

Vi har de samme længsler og drømme om at se kirkerne rejse sig. At se mennesker i kirkerne blive klædt på og trygge ved, hvad de kan bidrage med. Så kirkerne kan blive endnu mere relevante fællesskaber for mennesker med sårbarhed og andre måder at være i livet på end gennemsnittet.

Vi længes efter, at kirken tør og kan invitere dem indenfor og tilbyde dem relationer, som helbreder og viser dem vejen til Jesus.

Vi blev enige om at slå os sammen og udnytte, at jeg allerede har gode relationer ind i kirkelivet i min by, at hun ville tilbyde sig selv til at komme og undervise os kristne i at række ud til disse mennesker.

Det er ikke nok, at vi får dem ind i kirken. Vi skal også forme tilbud, som de kan rumme at være i, som de kan relatere til, og som de føler sig hjemme og dermed trygge i.

Jeg er derude, langt ude, men har ikke nok ’fester’ at tage dem med tilbage til.

Vi skal lave relevante fester, som disse mennesker magter at være med til, fester, der peger på Jesus og det håb, som Han er.

Det næste skridt er derfor at invitere til tre temaaftener i efteråret og vinteren. Temaaftener som med deres 8 oplæg hver kunne blive dykket ned i på et helt weekend-seminar. Men nu starter vi her. Inviterer mennesker til at komme og lytte, til at turde tro på og drømme om, at vi som kirke kan blive klædt på til at række ud og gøre en relevant forskel for meget sårbare mennesker i vores land.

Vi drømmer om, at mennesker vil komme fra mange forskellige kirker og hver især tage det med hjem til deres fællesskab, til deres by og se, hvordan Gud åbner døre for hvilke ’fester’, de skal holde.
Vi skal invitere dem, der ’har grædt i nat’.

At gå den ekstra mil uden at brænde ud

Læs også