Slip kirkekulturen, lyt og gå ud, hvor Gud er i gang

En nat i marts 2009 drømmer Nina Leinum Nørgaard, at hun leger med nogle store drenge i kirken. Forældrene drikker kaffe, og stemningen er hyggelig, men pludselig tager en af drengene kvælertag på hende. Forældrene ser det ikke. Nina Nørgaard kæmper; hun giver drengen en knytnæve i ansigtet, og forældrene spørger, hvad hun dog gør.

På det tidspunkt er Nina Nørgaard netop blevet ansat i Karlslunde Strandkirke, og drømmen kommer på en konference, der handler om mission og om at plante nye kirker. Ved morgenbordet møder hun Peter Tingleff, som er præst i Karlslunde Strandkirke.

Peter Tingleff fortæller, han også har haft en mærkelig drøm samme nat. Han drømmer, han er på en kristen lejr. Stemningen er hyggelig, men pludselig ændrer atmosfæren sig. Han og en anden bliver ført hen til en swimmingpool med dødbringende vand.

Den anden mand bliver skubbet i og holdes nede; Peter ved, han er den næste, der skal dø, så han slår personen, der holder ham og baner sig vej gennem mængden, der ser på. Peter ser et hegn, han ikke har set før, og han slipper ud gennem et hul i hegnet.

Fra nedbrændt kirke til Brugsen

Nina Nørgaard og Peter Tingleff ser, at begge drømme handler om at tage kirken uden for kirkebygningen. Det er også budskabet i en tredje drøm, som biskoppen over Roskilde Stift, Peter-Fisher Møller, kommer i tanke om, da Peter Tingleff fortæller sin drøm.

Biskoppen havde drømt, at hans kirke bliver sprængt i luften; derfor må han gå ned på Brugsen’s parkeringsplads og prædike på en ølkasse foran en stor menneskemængde. Biskoppen og Peter Tingleff fornemmer, at Gud har en plan, og Peter bliver ansat på halv tid til at udforske.

– Da jeg vågnede efter drømmen, havde jeg tanken, at jeg skulle forlade lejren, som er kirkekulturen, for at praktisere Lukas Evangeliet 10. Her udsender Jesus disciplene to og to til at gå ud til landsbyerne og møde mennesker, hvor de er; det blev min arbejdsbeskrivelse, fortæller Peter Tingleff, som nu arbejder 95 procent i Kirke på vej.

Målet er ikke at gå ud for at få mennesker med tilbage i en kirke.
– Vi vil møde mennesker, hvor de er og bygge kirker der, siger Nina Nørgaard, som er fuldtidsansat i ’Kirke på vej’.

Kirke til sidst

I 2010 begynder Nina Nørgaard, Peter Tingleff og folk fra forskellige kirker at mødes i Roskilde til bøn for at lytte til Gud.

Efter otte måneders bøn hører de, at de skal gå ud på gaden og stille folk spørgsmål. De støder hurtigt på lederen af Roskilde Aftenskole, som tilbyder, de kan starte kurser om Gud på skolen, da han hører, de vil være kirke uden for murene. Da Peter Tingleff afslutter et af de første kurser, foreslår deltagerne, at de skal blive ved at vandre sammen.

Derfor begynder deltagerne at komme til de ugentlige bedesamlinger, som ’Kirke på vej’ fortsat har, og dermed er en kirke opstået. Det blev fremgangsmåden i ’Kirke på vej’.

– Vi starter med at være i mission, og derfor har vi brug for at mødes i bøn, og fordi nogle begynder at komme til tro, bliver det til sidst til kirke. Det er det omvendte af at have en kirke og sige, ’nu skal vi starte mission,’ siger Nina Nørgaard.

Slip kirkekulturen og lyt

Kirke på vej er en missionsbevægelse, der består af et økumenisk netværk af mennesker. De har fællestrækket, at de starter med at lytte til, hvad Gud siger, og hvad Han allerede gør i mennesker uden for kirkemurene, og så handler de på længslerne, de møder. Det bygger også på Lukas 10, fortæller Peter Tingleff.

– Der er noget i vores tid, som minder om den første kirkes tid; et kald til at komme tilbage til rødderne og skippe alt det, vi nu forbinder med kirke, for der er ikke meget af det, som er at finde i Ny Testamente. I Lukas 10 siger Jesus, at vi ikke skal tage oppakning med, så vi skal ikke komme med vores kirkekultur, som skal presses ned over folk. Vi skal i stedet komme ind i andres liv, hvor Gud er i gang, siger Peter Tingleff.

Det praktiserede Nina Nørgaard i sin by, da hun syntes, der manglede liv på plejehjemmet og sfo’en.
– Men i stedet for at komme med mit ’hvad synes jeg, der skal ske’, lyttede jeg til sfo-lederens længsler. Hun længtes efter, at børnene og de ældre skulle være sammen, og det er jo også Guds længsel, så den bakkede jeg op med mine evner for sang og musik. På den måde mødes vi på et fælles sted, og der plantes Guds Rige mellem os. Det handler om ydmygheden i, ’tænk, hvis Gud allerede har vist sig for min nabo, før jeg kommer’ eller at spørge til naboens længsler, så jeg ser, hvor Gud allerede er på spil, fortæller Nina Nørgaard.

Bodegagudstjenester

’Kirke på vej’ handler ud fra tanken: hvis ’kirke’ er det, der opstår, når en gruppe mennesker følger Jesus, kan det se ud på mange, forskellige måder.

I Kirke på vej’s netværk er der for eksempel et gospelkor blandt psykiatriske patienter i Roskilde og gudstjenester på bodegaer i Korsør.

Peter Tingleff mener, at ’Kirke på vej’ udvider måden, man har tænkt kirke på de sidste mange hundrede år.

– Jeg synes godt om meget af det, der foregår i kirkerne, men lidt fornyelse i gudstjenesterne er ikke nok i vores tid, hvor folk ikke automatisk kommer i kirke, mener Peter Tingleff.

Derfor skal kirkerne lytte mere og sende mange flere ud.
– Når jeg lytter og opdager, hvad Gud har gang i, ser jeg, at Han er på færde mange steder, også længe før der kommer kirkefolk. Han er i gang med meget mere i Danmark, end jeg forestillede mig; høsten er stor, men ressourcerne mangler, siger Peter Tingleff.

Han mener, der er brug for rigtig mange, som øver sig i at lytte.

– I ’Kirke på vej’ starter vi med at lytte og bede i lang tid, for vi vil først gøre noget, når vi synes, vi hører fra Gud; vi vil jo gerne høre, hvad Han allerede har gang i, og så handler vi. Jeg tror i virkeligheden, at vi kristne er dårlige til at lytte. Normalt finder vi på et projekt, og så beder vi Gud velsigne det, men det er nok knap så frugtbart, som hvis vi havde lyttet til Gud, siger Peter Tingleff.

Frelst fra new age

Peter Tingleff og Nina Nørgaard har set frugt i netværkets initiativer. Menneskers liv bliver forvandlet, og flere er kommet til tro, blandt andet folk med new age-baggrund, som vender tilbage til deres miljø og fortæller om Jesus.

– Nogle er for eksempel kommet til tro ved at synge med på et gospelkor, vi har på Roskilde Aftenskole, og de er så begyndt at komme på Basen, som er vores ugentlige samling. Hvis mennesker skal fastholdes i troen, skal man jo have et sted, hvor man jævnligt kommer og har et åndeligt fællesskab centreret om Jesus. Her sender vi også hinanden ud på mission, siger Nina Nørgaard, som er i gang med at starte flere Baser.

Hun er selv blevet forvandlet ved at nytænke ’kirke’.

– Tidligere kunne jeg lave mange aktiviteter uden Gud, for jeg vidste, hvordan jeg skulle lave dem. Men da jeg begyndte at lytte og lade Gud gå forrest, blev jeg nødt til at spørge Ham hele tiden, hvad Han har gang i. Når vi går ud på et vildere kald, end vi selv kan klare, bliver vi afhængige af Gud, siger Nina Nørgaard.

Peter Tingleff synes også, det er en spændende proces at tænke kirke på denne nye måde.
– Der er en enorm frihed i at få lov til at starte forfra og spejde efter, hvad Gud gør og følge Ham i det sammen med andre. Det er en opdagelsesrejse, og det er mere spændende end at have en skabelon, siger han.