Ingrid overlevede syv kugler

Der er langt fra en fredelig, solbeskinnet eftermiddag ved voldgraven i Fredericia til den kriminelle underverden i hovedstaden Bogotá i Colombia. Det var dér, at nogen i 2011 ønskede Ingrid død.

Men en anden ville, at hun skulle leve. Da vi mødes i Fredericia, Ingrid og jeg, er ordet ”mirakel” nok dét, som Ingrid bruger allerflest gange.

Guds indgriben gjorde, at Ingrid slap levende fra mødet med en formodet lejemorder. Det er præcist syv år siden, og arrene efter de syv kugler, der borede sig ind i hende, er stadig tydelige. Fire på overkroppen og tre på venstre underarm.

I dag er Ingrid godt integreret i Danmark og i gang med at forfølge drømmen om at blive sygeplejerske.
De brune øjne på den 36-årige sydamerikanske kvinde stråler, når hun fortæller om Guds indgriben og andre mirakler, han har ladet ske i hendes liv. Øjnene er derimod alvorlige og tænksomme, når hun beskriver dét, der skete tilbage i oktober 2011: Mødet med manden, der rettede sit skydevåben mod hende og nær havde slået hende ihjel.

Forelskede sig i bandeleder

Men lad os lige skrue tiden endnu længere tilbage:

Ingrid vokser op i en social mellemklassefamilie i Bogotá og går på en pigeskole. Hun lærer disciplin og flid, og familien har til dagen og vejen, men ikke til luksus. Hun er katolik og går i kirke, men mest af vane.
Bydelen, hun vokser op i, er præget af vold og bandekriminalitet. Da Ingrid er 16 år sker det fatale, at hun forelsker sig i en bandeleder. Trods familiens og venners advarsler vælger Ingrid at flytte sammen med ham. Snart er hun fanget i en hverdag af fysisk og psykisk vold.

Hun er flov og skammer sig og vil ikke bede nogen om hjælp. I stedet vælger hun efter fire års samliv at få et barn med bandelederen i håbet om, at det kan få ham til at ændre sig.

Men det gør det ikke. Seks måneder henne i graviditeten anholdes kæresten og fængsles. Mens han sidder i fængsel lever Ingrid med truslen hængende over hovedet: Du forlader mig ikke! Hun forsøger at holde ud og besøger ham i fængslet, men på et tidspunkt opdager hun, at han har været hende utro. Så har Ingrid fået nok.

Lokket i fælde

Hun dropper ham. Hun vil starte et nyt liv og begynder at uddanne sig til kosmetolog og negletekniker.

Ingrid blomstre op, får sit glade jeg tilbage, og arbejder ind imellem som model og skuespiller ved siden af sin uddannelse. Hun forsøger på bedste vis at give sin lille søn en tryg barndom. Men det er svært, for i Colombia er der ikke meget hjælp at hente for en enlig mor, så Ingrid knokler derudad med uddannelse og arbejde både morgen, middag og aften.

På et tidspunkt opfordres hun til at skrive en bog om sit voldelige forhold. De gør hun, og bogen får titlen ”Prisen”.

Netop som hun er ved at forberede en udgivelse, får hun en dag en opringning. Det er en kvinde, som vil have ordnet sine negle, og hun tilbyder at betale dobbelt pris, da det er søndag.

Ingrid får en adresse, hun skal komme til, men da hun om aftenen banker på døren, møder hun ikke nogen kvinde, der skal have ordnet sine negle. Hun er blevet lokket i en fælde og står pludseligt ansigt til ansigt med en ukendt og bevæbnet mand, som retter sit skydevåben mod hende.

Læge: Stort mirakel

I alt syv kugler rammer Ingrid, før hun blødende får kæmpet sig i sikkerhed og bliver samlet op af et par hjemmehjælpere i en bil. De kører hende til et lille førstehjælpscenter i nærheden.

En af kuglerne går lige igennem og punkterer den ene lunge og fortsætter ud på den anden side.

– Jeg husker, at jeg tænker: Skal jeg dø nu? Jeg beder: Gud giv mig en chance til, for min søn har brug for mig! Jeg beder også: Jesu blod, kom og dæk mig! Jeg kan ikke forklare det, men det er ligesom om, at jeg hører en stemme, der siger: Nej, du skal ikke dø nu! Og som om, der er noget, der kommer og dækker mig i virkeligheden, fortæller Ingrid.

Om natten ligger hun i syv en halv time på operationsbordet på et større hospital i Bogotá. Forældrene er ankommet, og Ingrid trygler sin mor om tilgivelse for de ting, hun har gjort, fordi kirurgen bramfrit siger, at han kun giver hende 50 procent chance for overlevelse.

– Da jeg vågner efter operationen, står min mor og har sin hånd på min pande. Lægen siger: I dag har jeg oplevet et stort mirakel! fortæller Ingrid.

På flugt

23 dage er hun indlagt på hospitalet med politivagt døgnet rundt. I starten er smerterne og frygten ubeskrivelig. Ingrid sover dog det meste af tiden væk på grund af de store doser morfin.

En dag tropper en ukendt mand op i informationsskranken og spørger efter Ingrid. Han afvises, men politiet ser overvågningsbillederne og mener, at det sandsynligvis er en lejemorder.

Politiet formoder, at det også var en lejemorder, som affyrede de syv skud, og at ekskæresten havde bestilt ham. Men sagen droppes, da der mangler beviser. Det er Colombia, det hér, med et politi og retsvæsen, som er langt fra dansk standard, og hvor mord og mordforsøg er en daglig foreteelse og ikke trækker de store overskrifter.

Ingrid udskrives og ”går under jorden” sammen med sin søn. Hun skjules af mennesker, der hjælper med mad og husly. Hun kontakter en privatpraktiserende kirurg, som undersøger hendes skader, og han konstaterer, at alle nerver og organer reagerer, som de skal.

Men hun er stadig i stor fare i Colombia. Så hun og sønnen hjælpes til at flygte til nabolandet Ecuador, hvor de får status af flygtninge. Der sker så det, at forældrene opsøges, og faren overfaldes med en kniv – på grund af Ingrid – så det ender med at hendes far, mor og to yngre tvillingebrødre må forlade alt i Bogotá og slutte sig til Ingrid i Ecuador, hvor familien får hjælp af Røde Kors.

– Ingen kan garantere for vores sikkerhed i Colombia, og så ender det med, at Røde Kors fortæller os, at de heller ikke kan garantere for vores sikkerhed i Ecuador. De foreslår os så, at vi kommer væk. De spørger, hvad vi tænker ved at skulle rejse til Danmark. Vi aner ikke noget om Danmark, men vi googler det, og på den måde går det til, at vi ender som flygtninge i Varde for fem et halvt år siden, fortæller Ingrid.

God integration

Familien er i dag velintegreret og trives. I starten var det svært, for alt var så fremmedartet, maden, sproget, traditionerne, og familiens medlemmer talte kun spansk. Det var som om, at alting skulle læres forfra.

I dag kan alle i familien gøre sig forståelige på dansk. Ingrid taler godt dansk – med accent – og har mødt en kæreste og er flyttet op til ham i Vejen. Hun læser til SOSU-assistent i Fredericia og vil bagefter læse videre til sygeplejerske.

Hendes far kører kødvarer ud for et slagteri til supermarkeder, og hendes mor har rengøringsarbejde.

Den ene bror er i kokkelære og den anden har også fast arbejde. Hendes søn, som nu er 16 år, går i skole i Kolding og drømmer om at blive læge.

– Han er mega klog og taler nu flydende dansk, foruden at han også har lært engelsk og tysk. Han er en meget moden dreng efter alt det, vi har været igennem. Han er ambitiøs og vil udnytte de muligheder, som Danmark giver ham, smiler Ingrid stolt.

Sønnen hedder i øvrigt Henry. Nogle gange spørger folk Ingrid, hvad hun hed i Colombia, for hun hed vel ikke Ingrid? Så må hun fortælle, at Ingrid skam ikke er et ualmindeligt navn derovre. Heller ikke Henry.

– Det har gjort det lidt lettere, at vi jo nærmest har ”danske” navne, griner Ingrid.

Ingrid og Henry er i dag tilknyttet den apostolske menighed KirkeiByen i Kolding, hvor de er blevet taget rigtig godt imod.

– Det var faktisk min søn, der i sin tid fik mig væk fra katolicismen, som jeg voksede op med. Da han var seks år besluttede han sig for, at han ville være kristen. Vi begyndte at gå i kirke i en evangelisk menighed i Colombia og hørte om Jesus, fortæller hun.

Æren er Guds

Ingrids egen tro er blevet styrket af de dramatiske oplevelser og omvæltninger.

– Jeg havde ikke det samme personlige forhold til Gud, da jeg var i Colombia. Men jeg har fået så mange bønnesvar her i Danmark, og jeg har set mirakler ske igen og igen. Gud har vist mig og min familie nåde, så vi i dag kan leve et godt, trygt liv i Danmark. Jeg tror på, at det er Guds vilje, at vi skal være her, og at han har en plan for os i Danmark, siger Ingrid.

– Nogle gange siger folk, at det er utroligt, at jeg altid er glad og smiler, når jeg har oplevet det, jeg har oplevet. Men så siger jeg, at det er på grund af Gud.

Har du frygt for, at din ekskæreste vil opspore dig i Danmark?

– Nej, jeg er ikke bange, selv om jeg en gang imellem godt kan have lidt svært ved at være steder, hvor der er mange mennesker. Gud har lovet, at ingen skal såre mig igen! Hvis tanken strejfer mig, tænker jeg straks: Nej, jeg er jo i Danmark. Her er trygt at være, og Gud er med mig, siger Ingrid.

Også fysisk har Ingrid det i dag godt. Hun har på Odense Universitetshospital fået genopereret venstre underarm, som i dag er næsten fuldt funktionsdygtig. Lægerne i Odense tog 10 cm knogle og to blodårer fra venstre ben og opererede det ind i armen. Arrene efter skudhullerne og operationerne skjules af et sort støttebind, som Ingrid bærer konstant.