Bykongen og troen

Den tidligere Aarhus-borgmester og indenrigsminister Thorkild Simonsen er 92 år – men stadig frisk – og heller ikke bange for at dø. Han tror på et liv bagefter.

(Læsetid: 4 minutter)
Thorkild Simonsen husker med glæde sin opvækst i et kristent miljø i Vendsyssel. Det påvirkede hans holdninger i det politiske liv. Og han har bevaret troen og glæden ved livet.

Den tidligere socialdemokratiske borgmester i Aarhus – tit omtalt som bykongen – og tidligere indenrigsminister er 92 år og har været gift med fru Edny i 65 år.

Udfordringens Steen Jensen interviewede ”bykongen” i sommers (se interviewet i uge 27.) Her fortalte han også om sin tro, som han bl.a. takker sin mor for.

– Hun blev 100 år og var afholdskvinde og aktiv i Blå Kors lige til sin død. Hun fordømte aldrig nogen, og når jeg i dag gerne støtter Blå Kors, skyldes det ikke mindst min mor, fortæller Thorkild Simonsen.

Positiv erindring om IM

Han blev født i 1926 i Sønder Rubjerg i Vendsyssel. Som ældste barn af malermester Alfred Simonsen og hustruen Anna og med fem søskende. Hans bedstefar havde etableret en brugsforening og bygget et missionshus på sine syv tønder land.

– Jeg er født i et hjem, som var indremissionsk, hvilket både mine bedsteforældre og mor og far var. Jeg ved godt, at Indre Mission tit er blevet negativt omtalt, som noget med at være bedrevidende og mere hellige, men det var ikke sådan, jeg oplevede det, fortæller Thorkild Simonsen.

Lindhardt og Bartholdy

I efteråret 1945 kom Thorkild Simonsen til Aarhus som nyudlært malersvend. Og hurtigt blev han en af lederne i KFUM’s yngste afdeling.

– Jeg gik til gudstjeneste hos P.G. Lindhardt i Vor Frue Kirke, hvor han var hjælpepræst, og det var en oplevelse. Man skulle holde ørene stive, for han talte så hurtigt. Jeg gik også hos pastor Falk i Christianskirken.

– Men efter et par år som malersvend fik jeg eksem og vabler på armene, og jeg kunne ikke fortsætte i malerfaget. Så den gamle KFUM-sekretær i Aarhus, Grubbe Overgaard, foreslog mig at tage på Haslev Udvidede Højskole. Hér fik jeg Christian Bartholdy som gæstelærer, og han var på mange måder Lindhardts modsætning, men simpelthen en meget begavet og indsigtsfuld kristen mand. Og en fantastisk prædikant.

– Det er nok de tre præster, der har betydet mest for mig. De var gode alle sammen, hver på sin måde, siger Thorkild Simonsen.

Det var på Haslev Udvidede Højskole, at forstanderen, Johannes Magelund, fik ham overbevist om, at han skulle være skolelærer. Han begyndte på Ribe Statsseminarium.

– På seminariet kom jeg i en bibelkreds, hvor vi også inviterede andre fra byen med. Jeg kom også meget i Ribe Domkirke, husker Thorkild Simonsen.

Pigen fra Læsø

I 1953 blev Thorkild gift med skipperdatteren Edny fra Læsø.

Thorkild Simonsen arbejdede efterfølgende som lærer og var skoleinspektør på Brobjergskolen i Aarhus fra 1964 til 1970.

Det at gå i kirke er en naturlig ting, når man er kristen, mener Thorkild Simonsen, som kommer i Risskov Kirke.

– Jeg siger ikke, at man nødvendigvis skal gå i kirke hver søndag. Men jeg synes, at det er for beskedent, hvis man kun bruger kirken juleaften, til dåb og ved dødsfald. Her kunne vi lære af amerikanerne, hvor vi har rejst på ferie, og hvor kirkegang er en selvfølge. Vi kan også lære af muslimerne, når det handler om at tage troen alvorligt.

Flygtninge

Thorkild Simonsen var en af de socialdemokratiske borgmestre, der op gennem 90’erne var kritisk overfor udlændingepolitikken og ønskede stramninger. I 1997 gjorde Poul Nyrup ham til indenrigsminister, og han fik til opgave at udforme landets første integrationslov.

– Det var det rene søndagsskole i forhold til det, vi ser i dag. Vi taler i dag så nedsættende om flygtningene, som om de alle sammen var småforbrydere, siger han.

Tror på et evigt liv

Thorkild Simonsen er ikke bange for at dø.

– Jeg tror på, at der er noget bagefter, men jeg kan ikke beskrive det. Jeg kan læse i Bibelen og tage trosbekendelsen til mig.

– Vi har for længst forberedt, når den dag kommer, og købte for nogle år siden både gravsted og sten. Inskriptionen har vi også klar, bortset fra datoen, selvfølgelig, og salme- og blomstervalg.

– Det syntes børnene ikke om, men jeg tror, at de i dag er glade for, at vi har gjort det på den måde.

Vi havde i forvejen et gravsted, da vores første barn, Jens Mikael, døde i 1955 af meningitis. For nogle år siden flyttede vi hans gravsted til det nye gravsted på Vestre Kirkegård, hvor min kone og jeg skal ligge sammen med vores søn.

Læs også