Et juleønske…

(Læsetid: 3 minutter)
Af Henri Nissen
Ansvarshavende redaktør

I november ringede en journalist fra JydskeVestkysten og spurgte, om han måtte interviewe mig. Det var jeg naturligvis beæret over. Måske havde han hørt om mine bøger? Om mine holdninger? Eller måske at jeg var blevet doktor?

Nej, forklaringen var ikke helst så flatterende…

– Det er, fordi du hedder Nissen, forklarede han.
– Vi laver et interview hver dag op til jul med en person, der har det specielle efternavn.
Nå, okay… Sjov idé. Jeg skulle bare svare på et par spørgsmål om, hvad jeg ønskede mig til jul – og det er jo altid en lang pyjamas, for de gamle krymper og efterlader nederste del af maven bar på en lang nisse som mig. Men for afvekslingen skyld sagde jeg i år ”sokker og handsker”.
Jeg benyttede dog også chancen til at få sagt, at:

”HVlS JEG VIRKELIG skulle ønske mig noget stort, så skulle det være, at julefreden kommer tilbage. Jeg er en troende mand og bryder mig ikke så meget om julemænd og nisser. Jeg kunne godt tænke mig, at julen kommer tilbage til det, den oprindeligt handler om. Altså at vi fejrer, at Jesus blev født, og at vi mennesker blev forsonet med Gud.”

Julemanden og nisserne kan jo ikke hjælpe os, og langt mindre frelse os fra evig fortabelse. Julemanden stammer i virkeligheden fra sagnet om Nicolaus, en gavmild kristen biskop (dengang biskopper ofte led martyrdøden). Han boede i Antalya i det nuværende Tyrkiet fra 280-343. Hans gavmildhed førte til traditionen med at give julegaver til børn. (Og os andre.)

Men nissen… ja, han er jo desværre ikke så hyggelig, som vore dages røde kravlenisser. Nisser var det nordiske ord for dæmoner – onde ånder. I landsbyer i Afrika har jeg ofte set, at man stiller mad og øl frem på særlige steder for at få fred for de onde ånder. Og sådan ofrede vores forfædre også til nisserne. Og det var ikke for hyggens skyld, men af frygt…!

Men da kristendommen kom til Danmark blev den slags ”overtro” udryddet. Ikke ved at fornægte, at dæmonerne fandtes, som ”fornuftige” folk gør i dag, men ved at proklamere, at Jesus Kristus er stærkere end alle onde ånder. ”Hvide Krist” kaldte de ham – i modsætning til de sorte, mørke magter.

Med troen på Jesus kom oplysning og fred til vikingerne. I stedet for at rejse hærgende omkring, dræbe og voldtage uskyldige, tage slaver og ofre mennesker, begyndte en ny retfærdigere tid, hvor de stærke tog sig af de svage.

Desværre hører man sjældent den historie, ligesom vi sjældent hører, hvad julen egentlig handler om. Men i denne jul kan vi fx glæde os over, at DR-tv har sendt en serie med Charlotte Rørth, der frejdigt og ærligt siger: ”Jeg mødte Jesus!”

Hun er ikke den eneste, der har set Jesus lyslevende. Men også de af os, som ikke har set ham fysisk, men dog har ”mødt” ham og kender ham, har noget stort at fortælle videre.

For julens Jesus er den samme i dag, som han var dengang. Vi kan bede til ham og opleve, at han hører os. Når man først har grebet det i tro, véd man, at det er sandt. Gennem Bibelen og Helligånden vejleder han os gennem livets storme.

Og frem for alt kan vi leve og dø i troen på, at der ER et himmelsk uendeligt liv efter døden for enhver, som tror på Jesus Kristus.
Julens store evangelium handler ikke kun om, hvad der skete i de dage, men om vores liv her og nu – og det, der venter os.

Læs også