Hans Werner gik i fængsel for Alpha

– Jeg har altid arbejdet med mission. Ordene kommer fra Hans Werner Morell. Og den brændende ild i ham mærkes tydeligt, når man sidder overfor ham: at Jesu’ ord ”Gå ud i alverden og gør alle folkeslag til mine disciple” har været som en rød tråd igennem hans liv.

Sammen med sin hustru Kisser har han i årenes løb været engageret i Fængsels-Alpha og Familiearbejde gennem ”Ungdom med opgave”. Men det hele begyndte med, at Gud plantede en god idé i hans hjerte, om at tage på Roskilde Festival.

Roskilde Festivalen var startskuddet

Hans Werner Morell og hans kone, Kisser, er i dag tilknyttet Karlslunde Strandkirke syd for København. Men tilbage i 70’erne var de en del af Sengeløse Kirke, hvor de var med til at få menigheden til at vokse fra nærmest 0 kirkegængere til 130, ved i udholdenhed og bøn at få deres cellegruppe til at udvikle sig til flere. Sideløbende omdannede de deres hjem til et værested for unge.

– Vi fik så den tanke: ”hvorfor skulle folk komme til kirken – hvorfor ikke omvendt?”
Og så fik vi en vision fra Gud, da vi en søndag var til gudstjeneste i Strandkirken, hvor præsten Helge Pahus spurgte menigheden, om nogen ville med ud på Roskilde Festivalen og lave mission. Vi meldte os, og det blev begyndelsen på 15 gode år derude, fortæller Hans Werner Morell.

Jesus kommer du aldrig udenom

”Helge Pahus skulle ikke med på festivalen, men var blevet kontaktet af en person fra Ølstykke. Helge satte os i kontakt med denne festival-glade mand, som syntes, at der manglede ”noget kristent” ude på Roskildefestivalen.

Vi måtte selv løfte opgaven og bad til Gud over det. Og kort tid efter gik vi ud i tro på det, og små døre åbnede sig på fantastisk vis”, fortæller Hans Werner og beskriver malerisk, hvordan de lånte et villatelt, fik bøger fra Elims boghandel til salg og fik traktater fra ”Udfordringen”.
Ja, de fik simpelthen ting og sager fra nær og fjern. Der blev lavet skilte med teksten ”Guds kraft – ja tak” og ”Her kan du nemt komme forbi, men Jesus kommer du aldrig udenom”, men det var mest om aftenen, at mange kom forbi til en snak om Gud.

”Vi oplevede, at kundskabsord fra Gud gjorde, at vi kunne ramme folk med vores spørgsmål, lige ind i deres situation”, mindes Hans Werner.

15 gode år på Festivalen

”Året efter blev vi endnu flere på Roskildefestivalen, og vi fandt på endnu mere; et mødetelt, noget for børnene, og vi kontaktede Quo Vadis for at vi kunne blive oplyst om hjælp til folk, der havde et problem med narko”, fortæller han og tilføjer, at deres telt på daværende tidspunkt var ”vokset” til et 1000 m2-telt med bænke, borde, scene og kristen musik 14 timer i døgnet.

De fik lov at spille kristen gospelmusik på den store scene om søndagen, bl.a. med det svenske kor, Choralerna, samt forskellige amerikanske solister og kor, og med gadeteater, hvor op imod 3.000 tilskuere stod og så på.

”Folk blev berørte, når de overværede de skuespil, vi lavede, og de frivillige, vi havde med derud, blev oplært i, hvordan de skulle tage sig af dem, der blev berørt. Gud gjorde det virkelig vidunderligt at være derude, men efter 15 år blev vi for markante, og så ville de desværre ikke have os længere”, fortæller Hans Werner og tilføjer:

”De skar vores telt-areal ned, og til sidst røg vi helt ud på campingpladsen, og samtidig ville de have penge for, at vi skulle være der, og da vi ikke kunne få det til at løbe rundt, så måtte vi lukke det kapitel ned. Men Gud har en tid til alt.”

Familie-arbejdet

Det er tydeligt, at Hans Werner mindes tiden på Roskilde Festivalen med glæde. Det var en god tid, og de mødte mange mennesker derude, også rockere.

”De er jo meget bløde indeni, når man lærer dem at kende”, siger Hans Werner med et smil. Og han mindes også de mange unge, de mødte.

”De unge sagde ofte til os, at de var vokset op med søndagsskole, men at deres forældre ikke levede op til at være rollemodeller. Så vi tænkte, at det var vigtigt at få gjort noget for familierne, så der kunne komme helstøbte mennesker ud af de børn, der vokser op.

Det blev så til, at vi startede familiearbejdet i ”Ungdom med Opgave” og senere blev foreningen ”Familier på Vej” påbegyndt. De to foreninger har stadig 2 lejre om året, en på Fjellerup Efterskole på Djursland og en på Aalborg kristne efterskole. Men som sagt; Vores oplevelser med Roskilde Festivalen sluttede i 1991, og så måtte vi jo finde på noget andet,” reflekterer Hans Werner. Det blev så familiearbejdet.

Fangerne sagde ja tak!

I 1998 tænkte Hans Werner så på at gøre en forskel i fængslerne, og samtidig havde han, via Helge Pahus i Karlslunde Strandkirke, hørt om Alpha-kurserne.

Så han talte med organist Louise Adrian fra Fangekoret, som engang have været en af de unge, der var kommet i ungdomsgruppen i hans hjem i menigheden i Sengeløse.

Hun var positiv overfor ideen om at få Alpha i fængslerne og spurgte først fængselspræsten, som dog ikke mente, at det ville være noget for fangerne. Men da fangerne blev spurgt, så sagde de ja tak!

Den spæde begyndelse

”Dengang blev jeg godkendt til at tage derind som leder, og de frivillige, jeg havde med, skulle så kun igennem en let godkendelses-procedure. Men med årene blev reglerne strammet, og så skulle alle have ID-kort og registreres”, mindes Hans Werner men tilføjer, at de altid havde et godt samarbejde med fængslet. De fik nøgler, så de kunne gå rundt og snakke med alle, der havde behov og ønskede besøg i deres celler.

Gud måtte tage sig af væksten

”Vi startede med Alpha-konceptet, men vi måtte tilpasse det en smule, så det var lettere tilgængeligt og så det ikke blev for langvarigt”, forklarer Hans Werner.

”Der var mange hedninger blandt fangerne, og det var meget op ad bakke ind imellem. Kun nogle få havde kendt til Gud i forvejen, og nogle kom til tro, men det var ikke altid, at man kunne få lov at følge folk, indtil det eventuelt skete. Ofte blev de jo løsladt, inden Alpha-teamet kunne nå at erfare, om kurset havde båret frugt.

Vores opgave var at ”hugge asfalten op”, og ”fjerne stenene”, ”få lagt lidt muldjord”, ”putte sæd i jorden og vande lidt” – og så måtte Gud tage sig af væksten.

Vi har dog gennem årene set nogle store forvandlinger af mennesker derinde, bl.a. en, der blev døbt i fængselskirken”, fortæller Hans Werner.

Mange frivillige

Igennem de 19 år, Fængsels-Alpha har været i gang, har der været 31 personer i Alpha-arbejdet.
”Vi var ofte 5-8 personer afsted på Alpha ad gangen. Jeg mindes særligt, at vi lavede selskabslege, og at det ofte var Helge Pahus, der satte dette i gang. Det var sjovt, for fangerne opførte sig som børn, der bare kastede sig ind i legen; som om, at de aldrig havde prøvet det før. Og så elskede de, når Helge fortalte historier. De blev helt opslugte af det”, mindes Hans Werner.

Hjælp på 7 ugedage

De frivillige i Alpha-teamet havde også en god idé, som vi dog aldrig fik afprøvet, hvor de gerne ville arrangere, at 7 personer bliver tilknyttet en nylig løsladt, så han kunne have nogle, der kunne tage sig af ham 7 dage om ugen.

For det er rigtig hårdt at komme ud i samfundet igen. Meget kan have ændret sig.
Så idéen var altså, at én kunne tage imod ham, når han kom udenfor murene, køre med ham på socialkontoret osv. Og en anden kunne så invitere ham til noget mad på en anden ugedag osv., men på skift, så man kun skulle have 1 dag om ugen, hvor man tog sig af ham, og på den måde være med til at dele glæder og sorger og skuffelser med ham.

Gennem ild og vand

På spørgsmålet om, hvor meget tålmodighed, det kræver at gå ind i denne type frivillige arbejde, siger Hans Werner, at Gud har givet ham et kald, og man må derfor gå igennem ild og vand for det, Gud har lagt en på hjerte, også selvom man bliver sat på prøve.

”Vi har jo aldrig givet op, selvom det hændte, at der ikke kom en eneste til Alpha-møderne.
Så måtte vi bare ud i cellerne og hente folk, fordi de havde glemt det. Men samtidig kan jeg også godt mærke, når Gud ønsker, at jeg skal stoppe, og det har jeg fred i, for alting har en tid.
Jeg tror ikke, man altid skal blive ved med noget, selvom man er sikker på, at idéen kom fra Gud,” siger Hans Werner.

Nye fængsels-Alpha’er

Nu er Hans Werner og hans team stoppet med Fængsels-Alpha i forbindelse med, at Vridsløse Statsfængsel lukkede i 2016. De fortsatte i Jyderup i en periode, men de måtte erfare, at det var rigtig vanskeligt at afholde Alpha i et åbent fængsel, fordi der kun mødte 1 eller 2 op til møderne.

”Vi har også prøvet, om vi kunne lave Alpha i Horserød, men dér fungerede det heller ikke, men nu er vi – med én af vores ledere, Christel Brubacher – begyndt på Alpha i Herstedvester i en udslusningsafdeling. Her mødes Christel og hendes team med de indsatte hver 14. dag.

Vi startede også et arbejde op i Herstedvester Statsfængsel sammen med flere københavnske menigheder, som nu kører Alpha-arbejdet der. Jeg hjælper Christel med at holde oplæg på nogle af aftenerne, og det er jeg glad for at kunne bidrage med”, siger Hans Werner. Han tilføjer, at han og hans team overvejer at påbegynde Alpha i Storstrøm Fængsel på Falster, men at de lige nu er i en afventende situation, indtil forskellige praktiske ting falder på plads.

Fangernes familier – en overset gruppe

Ved siden af Alpha havde Hans Werner og hans team også andre aktiviteter.
”Visse fanger havde jo psykiske problemer, og vi var derfor nogle, der snakkede med disse folk. Vi lærte dem noget om tilgivelse, for det ord kendte de jo ikke hjemmefra. De lærte, at man godt kan sige undskyld til en medfange, når man har været lidt oppe at toppes. Vi har også haft nogle fanger med til gudstjeneste i vores kirke, hvis de havde udgang og havde mulighed for at komme med”, siger Hans Werner og fortsætter:

”Og så har vi også haft kontakt med deres familier, for det berører jo familierne, når der er én, der sidder i fængsel. Nogle fra vores team har taget disse familier med hjem for at holde jul med dem hos sig og har også været med til at afholde fødselsdage i familierne”.

Hans Werner fortæller også, at de har haft mulighed for at tage de tidligere indsatte og deres familier med på sommerfamilielejr i en uge. Økonomisk har dette kunnet lade sig gøre gennem støtte fra forskellige fonde og fra Strandkirkefællesskabet, som er en støttefond fra Karlslunde Strandkirke.

Man er først kriminel, når man bliver opdaget

”Fangerne har de samme længsler i hjertet som os, de samme sorger og glæder og drømme. Men der sker bare det, at når man har lavet noget kriminelt, og det bliver opdaget, så bliver man stemplet. Så skifter man fra at være en sympatisk person til at være en kriminel, siger Hans Werner og giver et eksempel:

”En af de fanger, vi havde med at gøre, var i fængsel pga. et værtshus-slagsmål, hvor han havde været så uheldig, at modparten, som han var i slåskamp med, var landet med baghovedet ned i en radiator. Og det døde han af. Så vores ven her, han fik 6 års fængsel for uagtsomt manddrab. Men han var jo ikke meget anderledes end os andre, vel?”, siger Hans Werner.

Uvidenhed skaber frygt

”De mennesker, der sidder i fængslet, de er ligesom dig og mig. De har bare fået en dårlig start på livet”, siger Hans Werner og fortsætter:

”Jeg tror, at hvis jeg havde haft en opvækst ligesom dem, så havde jeg også siddet derinde. Man skal være taknemmelig for, at man har fået en god opvækst, for der er så meget, der kan gå galt. De er søde mennesker. Men uvidenhed skaber frygt, og man dømmer hurtigt folk, når man ved, at de har gjort noget kriminelt”, siger Hans Werner.

En vision for menigheden

”Jeg drømmer om, at flere folk skal komme op af stolene og være med til at gå ud og gøre en forskel og vise, hvem Gud er. Det er klart, at vi skal gå i kirke om søndagen, for her skal vi have fællesskab med andre, styrke hinanden og give styrke til hinanden, men så skal vi altså også huske at tage gløderne med ud i dagligdagen”, kommer det fra Hans Werner.

Han kunne godt tænke sig at opleve et missionsprojekt, hvor man ”infiltrerer verden”, så alle kan se, hvilken forandring, Gud kan gøre i folks liv. ”Det nytter ikke noget, at vi er kirke og kun kirke. Vi skal ud! Vi skal ikke bare sidde på hænderne! Der sidder så mange folk i kirken, som har evner til ét eller andet, så hvorfor ikke komme ud og bruge vores evner ude i lokalsamfundet?” spørger Hans Werner.

”Helligånden er givet til mennesker, for at de skulle have kraft til at gøre det, Gud gerne ville bruge dem til. Vi har fået en værktøjskasse med en masse meget kraftfuldt værktøj, som kun venter på at blive brugt. Ikke hjemme i stuen, men ude blandt mennesker, der ikke kender Gud”, siger Hans Werner.

Gør det, du er god til!

Mange mener, at de ikke har nogle særlige evner til at gå ud og gøre en forskel. Men Hans Werner mener, at det, som Gud lægger ned i menneskers hjerter, ligger tæt på de interesser, man i forvejen har.

”Ofte er det jo noget, man godt kan lide at lave i forvejen. Det er lidt ærgerligt, hvis folk går og tror, at Gud forventer, de skal finde på en svær og kringlet måde at lave mission på”, siger han.
”Vi skal ud og tænde ild nogle steder, så folk kan få lyst til at komme i kirke!” siger Hans Werner.
På spørgsmålet om, hvad han tænker om fremtiden, nu hvor Fængsels-Alpha er på pause, slutter han af med at sige:

”Fremtiden venter jeg bare på. Jeg har ikke nogen gode idéer til, hvad der skal ske nu. Måske skal jeg bare være med til at inspirere andre til at få idéer og komme i gang med noget af det, de fået et kald til? Det vil jeg rigtig gerne.”