Hvad Toronto- fornyelsen betød

(Læsetid: 4 minutter)

For næsten 25 år siden var jeg udsendt af Udfordringens bestyrelse som ”spejder” til Toronto sammen med sognepræst Stig Christensen. Vi skrev nogle artikler om Toronto-vækkelsen og vi arrangerede derefter flere læserrejser, som fik stor betydning for deltagerne.

Vi havde i de foregående 10 år haft en opslidende konflikt i kirken om trosbevægelsen.

Udfordringen var blevet skilt ud fra Forlaget Scandinavia af samme grund. Jeg havde selv taget afstand fra bevægelsen – eller rettere fra det vrangbillede, som modstanderne fremstillede. Men jeg var som de fleste kristne ramt af frygt for new age, okkultisme og antikrist. Så vi frygtede djævelens forførelse – mere end vi frygtede Gud.

Så kom Toronto. Og denne gang ville vi ikke lade modstanderne afgøre, hvordan vi stillede os.

Herhjemme advarede ikke blot de traditionelle modstandere af frikirker og karismatisk fornyelse, men også en gammel kæmpe som Michael Harry.

Hvis dette var en forførelse, hvilket omtalen godt kunne tyde på, så ville vi afsløre det og advare.

Men hvis det virkelig skulle være en vækkelse fra Gud, så turde vi ikke tale imod. Det er en meget alvorlig sag at tale imod det, Helligånden gør. (Matt.12,32)

Vi boede hos den daværende danske præst i Toronto. Han var gæstfri, men af en helt anden teologisk observans end os. Så vi blev hver dag mindet om den kirkelige virkelighed.

Men netop kirkens situation i Danmark bekymrede os. At kirken ikke voksede. At der ikke blev forkyndt i overensstemmelse med Bibelen. At nådegaverne ikke var i brug, og at moderne danskere derfor forvildede sig ud i det alternative efter åndelig hjælp.

Vi havde desperat brug for, at Gud greb ind, følte vi.

Som man kan læse i de gamle artikler, blev vi i løbet af vores besøg overbevist om, at dette var et ægte indgreb fra Gud.

Hvad kom der så ud af Toronto-vækkelsen?

I første omgang skete nogle af de samme opsigtsvækkende tegn i menigheder, hvor man var åbne for fornyelsen. Folk faldt under bøn, fik åbenbaringer og oplevede en indre helbredelse.

Det afgørende var, at mange fik en ny begyndelse med Gud og Jesus. Deres tro blev levende og personlig. De oplevede et kald til en tjeneste – og nogle gik også i gang.

Men, som Anders Jakobsen siger (HER), så kunne der være sket meget mere, hvis vi ikke havde været så skeptiske.

Efter at Stig og jeg havde fortalt om de fantastiske ting, vi så Gud gøre i Toronto, blev vi fx kaldt ”falske profeter” i en leder i Indre Missions Tidende. Det var ikke så rart. Men vi havde det nok lidt lige som Peter og Johannes, da de skriftkloge forbød dem at tale, og de svarede: »Nej, vi kan ikke holde op med at tale om det, vi har set og hørt.« Hvad mennesker mente, var mindre vigtigt.

Det var især de udmattede og udslidte kristne, der kom for at møde Gud på ny. Mange oplevede store ting, men bagefter mødte de ofte stor modstand – både praktisk og åndeligt.

Heidi Baker fortæller fx i ”Mama Heidi” om, hvordan ”helvede brød løs” efter Toronto. De mistede støtte fra en rig pinsemenighed, fordi de ikke ville fornægte Toronto. Hendes mand Rolland blev ramt af livsfarlig hjernemalaria og var under behandling i et halvt år. Der var udsat dusør på at skyde Heidi. Myndighederne jagede dem ud af børnehjemmet. Osv. Men efter at djævelen havde gjort, hvad han kunne, brød den enorme vækkelse løs i Mozambique, som Randy Clark havde profeteret over Heidi i Toronto.

Der findes mange lignende beretninger på, at først mistede man alt – måske for at selvet skulle dø. Og så kom høsten.

For mig var Toronto et stort håb midt i det åndelige mørke og den angst og depression, jeg havde oplevet i 10 år. Gud var på tronen endnu. Han sendte en ny stor vækkelse. Han forberedte dem, der ville, til den kommende helt store høst.

Jeg ”døde” også selv efter Toronto. Rejste til Afrika året efter og var ligesom sat til side i 3 år. Jeg kunne skrive en hel bog om, hvordan Gud gav mig et nyt håb og en ny chance.

Og hans nåde skal ikke være forgæves.

Vi må alle komme på plads i forhold til Gud. Få den personlige relation til Jesus og mennesker i orden, og gå i gang med det, han minder os om at gøre.

Læs også