Elever har omsorg for de afviste asylansøgere

Hestlund Embrace møder Kærshovedgårds beboere med næstekærlighed og aktiviteter.

Nogle af eleverne en vinteraften, da de besøger kvinderne på Kærshovedgård. Yderst til højre lærer Anette Bonde.

Når noget lykkes for eleverne på Hestlund Efterskoles omsorgslinje Embrace, så klapper de ikke. De knipser med fingrene.

Der er blevet knipset mange gange, siden linjen blev oprettet forrige år, for meget er lykkedes.
Et sponsorløb sidste år indbragte 30.000 kr., som ubeskåret gik til skolens humanitære hjælpearbejde blandt børnehjemsbørn og fattige romaer i Rumænien. En musical i 2017, der blev skabt i samarbejde mellem elever og afviste asylansøgere fra det nærliggende Udrejsecenter Kærshovedgård, var også en succes.

Musicalen var skrevet af lærere, udført af eleverne og var stykket sammen af nogle af de oplevelser, som de afviste asylansøgere havde fortalt om.

Den kristne Hestlund Efterskole har ca. 90 elever og ligger derude i det flade Midtjylland, hvor stovte hede-bønder, stærke jernbanebisser og uldkræmmere engang huserede. Kirken har altid stået stærkt på egnen og har været med til at forme livet.

Eleverne pakkede i julen gaver ind til de kristne og afviste asylansøgere på Kærshovedgård.

– For os er det vigtigt, at vi som mennesker rækker ud. Som kristne skal vi ikke begrænse os, men række ud mod alle, der har brug for det. Vi bor et sted, hvor de fleste har det godt. Andre steder har man fattige og hjemløse, men hos os har vi Kærshovedgård, siger Anette Bonde, der er lærer på Embrace.

Hestlund Embrace blev skabt som en omsorgslinje eller diakonilinje og som tilvalgsfag for 10. klasseelever. Der er i øjeblikket 19 elever på holdet. Idéen er, at Bibelens ord om næstekærlighed skal omsættes i praksis både lokalt og internationalt. Som de siger på Hestlund: Walk the talk.

– Det er vigtigt, at eleverne møder den virkelighed, der omgiver dem, og ikke bare oplever den igennem medierne. Kærshovedgård er vigtig for os, fordi det ligger i vores lokalområde, og fordi der er mennesker derude, som ellers lever isolerede, siger Anette Bonde, der har et brændende hjerte for samarbejdet med Kærshovedgård.

Besøg på Kærshovedgård

Eleverne får en generel undervisning i diakoni. Den praktiske del består bl.a. i besøg på varmestuer, julearrangementer for udsatte familier og omsorgen for de afviste asylansøgere på Kærshovedgård.

Der har været afholdt fodboldkamp mellem afviste asylansøgere og elever og spillet tværkulturel musical. Desuden har kvindegruppen på Kærshovedgård været på Hestlund, og eleverne herfra har selv været inde bag hegnet og oplevet forholdene på udrejsecentret.

Sigrid, til venstre, og Emma er elever i 10. klasse på Hestlund Efterskole – og lærer diakoni både i teori og praksis.

To af dem er Emma og Sigrid, der begge går på Embrace-linjen.
– Det var noget pseudo-realistisk at være derude. Vi så deres små værelser, som er mindre end dem, vi selv har, siger Sigrid.

– Man hører jo så meget om Kærshovedgård, og det var rart at få sat billede på. Og høre deres historie fra deres egen mund, supplerer Emma.

De to 10. klasseelever har også været med på Bibelcaféen i missionshuset Tabor i Bording, hvor afviste asylansøgere, der er kristne, kommer til bibelundervisning, lovsang og fællesskab én gang om ugen.

– Det var fedt at se, hvor glade de var for at synge. De sang bare igennem. Først sang vi versene på dansk, og så sang de versene på deres eget sprog. Da de var herude, lavede vi armbåndssmykker sammen med dem. De spurgte til, hvad en efterskole er, og vi spurgte ind til, hvordan det er at bo på Kærshovedgård, siger Emma og Sigrid, der begge kommer fra kristne hjem.

Læs også: “Jeg er kristen i mit hjerte”

Rumænienshjælp

Sigrid og Emma skal i april med Hestlund Embrace til Rumænien. Her har efterskolen et andet stort projekt: Hjælpen til børnehjemsbørn og fattige romaer.
Sidste år var det første hold afsted, bevæbnet med kasser med genbrugstøj, tandbørster, tandpasta og Lego til børnene på et børnehjem. Eleverne var bl.a. med ude i romalandsbyer og samle børn op og tage dem med ind til fællesskab, bibelhistorier og sang.

En af de vigtige opgaver, eleverne på Embrace har, er at søge sponsorer til Rumænienshjælpen. Eleverne betaler selv for turen, så hele det indsamlede beløb ubeskåret går til hjælpearbejde.